Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr.25
28. juni 1985
13. årgang
Schlüter vildleder Folketinget i spørgsmål om antallet af offentligt ansatte
Statsministeren “pyntede sig” med 12.000 færre i den offentlige sektor. Kendsgerningerne viser noget helt andet. Nu klager Pia Kjærsgaard over Schlüters vildledning i Folketinget.
Statsminister Poul Schlüter har vildledt Folketinget. Det har Fremskridtspartiets Pia Kjærsgaard dokumentation for.
Sagen skriver sig tilbage til begyndelsen af maj måned i år, hvor Kristen Poulsgaard stillede statsministeren et spørgsmål om antallet offentligt ansatte. I sit svar oplyste Schlüter, at der igennem årerne med firkløverregeringen, fra 1983 til 1985, er sket et fald på omkring 12.000. Men den oplysning står i skærende modstrid med de faktiske kendsgerninger, som blandt andet står at læse i beretninger fra Økonomiministeriet samt i finansministerens budgetredegørelse for 1985. Her tales først om et fald på 5.000 offentligt ansatte, altså under det halve af Schlüters optimistiske 12.000, senere om at “der forventes lige så mange ansatte i 1985 som i 1983″.
Dokumentationen
Pia Kjærsgaard har i Folketinget givet statsministeren to lejligheder til at korrigere sine fejlagtige oplysninger, men det er ikke sket.
Statsministerens tal er klart urigtige, det er dokumenteret af hans egen finansministers budgetredegørelse. Og jeg vil ikke finde mig i, at statsministeren sådan uden videre skal kunne stå i Folketinget og afgive urigtige oplysninger, og så et spørgsmål, der har vital interesse for Fremskridtspartiet. Statsministeren har nu haft muligheder nok for at rette tallet, men det har han ikke ønsket. Nu må jeg så klage til Folketingets udvalg for forretningsordenen, siger Pia Kjærsgaard, der anser sagen for at være principiel.
Klagens ordlyd
I sin klage til Folketingets udvalg for forretningsorden, anfører Pia Kjærsgaard blandt andet: Danmark har efterhånden hen ved 1 million offentligt ansatte. Når regeringen skal oplyse tallet, bruger den en formel, så tallet bliver noget mindre. Man siger, at man omregner til hvor mange, der arbejder fuld tid. På dette grundlag var der 678.550 i 1983.
1985-tallet anslog regeringen til 678.520 i sin budgetredegørelse fra maj 1984. Tallet var forøget til 681.121 i budgetredegørelsen af maj i 1985.
Faldet fra 1983 til 1985 var altså først beregnet til ca. 8000, men senere til kun godt 5000. Og nu i juni 1985 spår økonomiministeriets lovmodelberegning, at der kommer lige så mange offentligt ansatte i 1985 som i 1983.
Ikke desto mindre fortalte statsministeren den 15. maj 1985, at der kom et fald på “ca. 12.000″ (Folketingstidende spalte 10.037).
Statsministeren har haft to lejligheder – folketingsspørgsmål S 1194 og S 1244 – til at forklare sig nærmere om sine 12.000 eller undskylde, hvis han måtte erkende at have begået en fejl. Hans svar af 28. maj og 07 juni 1985 føjer imidlertid intet nyt til de forannævnte oplysninger.
Det må herefter fastslås, at statsministerens 12.000 er mere end dobbelt så højt et tal end det virkelige. Dette er jo ikke nogen bagatel. 12.000 svarer til hele befolkningen i en pæn stor dansk by. Og hvis det af statsministeren til Folketinget oplyste tal havde stået til troende, havde den positive virkning været endnu større. Regeringens omregningsformel er nemlig sammenstrikket sådan, at den giver udtryk for færre offentligt ansatte, end vi har. De 12.000 ville derfor i virkelighedens verden svare til ca. 15.000.
Må indskærpes
Og Pia Kjærsgaard slutter sin klageskrivelse således: Det er selvsagt af stor vigtighed for hele folkestyrets funktion, at ministrene giver korrekte oplysninger til Folketinget. På den anførte baggrund må Folketingets udvalg for forretningsorden derfor indskærpe overfor regeringen at give korrekte svar, når den besvarer spørgsmål, og at den, når fejl alligevel måtte være indløbet, klart dementere disse.
Jeg beder herved udvalget om at foretage en sådan skærpelse.
Torben Zinglersen
Læs også: Det offentlige nyansætter 3,5 hver time året rundt:
http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/08/17/det-offentlige-nyans%c3%a6tter-35-hver-time-aret-rundt/