Regeringen bryder forlig om skattelettelse på 485 millioner kroner

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 42

30. november 1984

12. årgang

Regeringen bryder forlig om skattelettelse på 485 millioner kroner

Schlüter og kompagni på vej til aftalebrud om skattelettelsen for børnefamilier, der var en forudsætning for Rio Bravo-forliget fra oktober 1983

Firkløverregeringen (V, C, CD og KrF, red.) er nu, i uskøn samdrægtighed med de radikale, ved at begå groft aftalebrud. Og samtidig tyvstjæle en samlet skattelettelse på omkring 485 millioner kroner op af lommen på landets børnefamilier.

Det fremgår ikke alene sort på hvidt af forslaget til finanslov for 1985, som nu behandles i Folketinget, men bekræftes også af udtalelser af firkløverregeringens skatte- og afgiftsminister Isi Foighel (C).

Fremskridtspartiets gruppesekretær, Pia Kjærsgaard, fastslår om situationen: “Efter de udtalelser skatteminister Isi Foighel nu fremkommer med, er det nu helt sikkert, at regeringen og de radikale ikke alene agter at bryde Rio Bravo-forliget, men også vil snyde de familier med børn, der i henhold til aftale med Fremskridtspartiet skulle have en mærkbar skattelettelse fra 1984 og fremover.

Forhøjelse af personfradraget

Blandt forudsætningerne for at Fremskridtspartiets folketingsgruppe i oktober 1983 indgik det såkaldte Rio Bravo-forlig var en klar aftale om, at personfradraget for familier med børn skulle forhøjes med 4.000 kr. pr. barn under 10 år. Fordi forskudsregistreringen var så langt fremme, at man af rent administrative årsager ikke kunne nå at indarbejde forhøjelsen af bundfradraget allerede i 1984 blev det i år i stedet til den så omtalte og velkendte 800 kroners “charmecheck fra onkel Schlüter”. Men at skattelettelsen i form af det forhøjede personfradrag skulle gælde med fuld virkning for 1985 og fremover fremgår sort på hvidt af selve forligsaftalen.

Pia Kjærsgaard: – Skatteminister Isi Foighels nu fremsatte påstande om, at det hele skulle drøftes i forbindelse med en skattereform er det rene opspind. Aftalen om at personfradraget for børnefamilier skal forhøjes med 4.000 kr. pr. barn under 10 år fremgår ganske klart af de skriftlige løfter, der blev givet Fremskridtspartiet i forbindelse med indgåelsen af Rio Bravo-forliget. Så enkelt er det.

Gammelgaards løgne

Ikke alene skatte- og afgiftsminister Isi Foighel har forsøgt at bortforklare og lægge røgslør over regeringen Schlüters nyeste fupnummer. Også Lars P. Gammelgaard, politisk ordfører for Det konservative Folkeparti, har forsøgt sig. Med lige så håbløst og latterligt et resultat.

I udsendelsen Radiotinget fremsatte Lars P. Gammelgaard, hårdt presset af Pia Kjærsgaard, gentagende gange den påstand, at skattelettelsen til børnefamilierne er indregnet for 1985. Det skulle fremgå af Udskrivningsloven.

Det er løgn!

Det fremgik tydeligt af “økonomisk Oversigt”, udarbejdet og publiceret i oktober måned i år af regeringens eget organ “Det økonomiske Sekretariat”. Et værk som Lars P. Gammelgaard som politisk ordfører for det ledende regeringsparti naturligvis ikke alene er bekendt med, men endog er yderst velbevandret i. Heri står det ordret at læse: “Det må nævnes, at der med en nu vedtagen udskrivningslov for 1985 ikke regnes med et særligt nedslag i statsindkomsten for børnefamilier til afløsning af de såkaldte “børnechecks”, som blev udbetalt i år”.

Hvabehar, hr. Gammelgaard!

Også af forslaget til finanslov for 1985 fremgår Schlüters og hans firkløversammenrands fup- og aftalebrudsnummer.

På side 45 i “Anmærkninger 2 til § 1.01″ står under “Indbetalinger af indkomst- og formueskat af personer” anført: “Særlig udbetaling til børnefamilier: 1984 skøn – 485 mil. kr., 1985 skøn -”.

Altså intet at tage fejl af: ingen skattelettelse i 1985 for familier med børn. Trods løftet og aftalen med Fremskridtspartiet.

Svindel og bedrageri

At gloserne “svindel og bedrageri” hører til dem Z-gruppens medlemmer anvender når situationen i disse dage skal beskrives, er der vist intet at indvende imod.

For at få sagen belyst og “flyttet” ned i selve folketingssalen har Pia Kjærsgaard stille skatteminister Isi Foighel følgende spørgsmål: “Ministeren bedes oplyse, hvor meget den skattefri bundgrænse i 1985 er større for familier med børn under 10 år sammenlignet med for familier med børn over 10 år”?

Den har hr. Foighel endnu ikke givet svar på.

Forliget brudt

Hvor alvorligt Z-gruppen ser på sagen fremgår af følgende udtalelse af gruppe- og landsformand, Helge Dohrmann, der som forhandler og underskriver var tættest på Rio Bravo-forliget da det i sin tid blev indgået:

“Regeringen er meget tæt på at bryde indgåede aftaler. Ved Rio Bravo-forliget blev det aftalt, at der skulle indføres et særligt statsligt personfradrag på 4.000 kr. pr. barn til forældre med børn under 10 år. Af praktiske grunde blev der i 1984 udsendt en check på 800 kroner fordi forskudsregistreringen var så fremskreden, at man af administrative grunde ikke kunne indarbejde forhøjelsen af bundfradraget for 1984.

Men det er helt klart aftalt, at for 1985 og fremover skal der gives skattelettelser svarende til 800 kr. pr. barn under 10 år. Hvis regeringen og de radikale ikke medvirker til at gennemføre dette, eller efter aftale med Fremskridtspartiet indrømmer andre skattelettelser, er forliget brudt.

En konsekvens heraf kan blive, at andre dele af Rio Bravo-forliget, for eksempel den såkaldte sodavandsafgift vil blive foreslået ophævet”.

Torben Zinglersen

www.frp.dk

Læs også: Der misinformeres groft om børnechecken:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/08/25/der-misinformeres-groft-om-b%c3%b8rnechecken/

Læs også: Sy(g)stemet fører over 40 år gamle skattesager mod Glistrup:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/09/20/sygstemet-f%c3%b8rer-over-40-ar-gamle-skattesager-mod-glistrup/

Læs også: Regeringen må overholde aftale om privatisering:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/12/15/regeringen-ma-overholde-aftale-om-privatisering/

URI til TrackBack af dette indlæg er: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/08/28/regeringen-bryder-forlig-om-skattelettelse-pa-485-millioner-kroner/trackback/

RSS af kommentarer til dette indlæg.

10 Kommentarer


Comments are closed.