Efter afslutningen af post- og dagpengeskandalerne: Uret er blevet ret
Må citeres med fuld kildeangivelse: Fremskridt nr. 22 / 13. juni 1986 / 14. årgang
Efter afslutningen af post- og dagpengeskandalerne:
Uret er blevet ret
I særdeles skarpe vendinger har Fremskridtspartiets folketingsgruppe taget afstand fra den måde gammelpartierne i Folketingets præsidium og udvalget for forretningsordenen har afsluttet de seneste to års to største politiske skandaler, nemlig sagen om forrentningen og de ulovlige forskudsvise udbetalinger af dagpenge, samt milliardoverskridelserne i P & T.
Z-gruppens fordømmelse kommer til udtryk i to undtagelser – såkaldte betænkningsbidrag – der indgår som en del af de papirer udvalget for forretningsordenen mener, skal sætte punktum for skandalerne, hvori skiftende ministre har optrådt groft uforsvarligt og dermed påført skatteyderne ekstra omkostninger på flere milliarder kroner.
I udtalelsen (betænkningsbidraget) om P&T-overskridelserne skriver Fremskridtsgruppen:
Rystende anskuelighedsundervisning
“Beretningen fra kommissionsdomstolen vedrørende Post- og Telegrafvæsenet samt de afsløringer pressen løbende har bragt, er rystende anskuelighedsundervisning i, hvorledes det foregår, når ministrene ikke magter deres opgaver og Folketingets finansudvalg blot er reduceret til en stempelpude, hvor de forskellige aktstykker bliver godkendt uden nærmere undersøgelser.
Lige siden offentligheden, via pressen, fik det første indblik i, hvilken slendrian, pengespild og ulovligheder, der var foregået, har samtlige implicerede partier udelukkende været interesseret i at dække over hinanden.
Fremskridtspartiet har ikke et eneste øjeblik været i tvivl om, at uanset at alle partier erkender og tilslutter sig kommissionsdomstolens beretning om grove uregelmæssigheder – så har hensigten hele tiden været, at sagen blev grundigt og effektivt syltet. Under forespørgselsdebatten den 22. oktober 1985 lød der kraftige protester, da Fremskridtspartiets ordførere udtalte, at partierne lige fra Det konservative Folkeparti over Centrumdemokraterne til Venstresocialisterne hang sammen som ærtehalm.
Tiden er gået og folketingsflertallets beslutning om, at denne store skandale blot skal afsluttes med afgivelse af en såkaldt beretning, viser på samme måde som dagpengeskandalen, at Fremskridtspartiet har ret i påstanden om, at lovene tolkes på én måde, når det drejer sig om menigmand – medens den tolkes på en helt anden måde, når det f.eks. drejer sig om folketingsmedlemmer og forhenværende ministre.
Afslutningen på postskandalen er en skamplet på dansk nutidshistorie. Kun én person i Folketinget fortjener anerkendelse for sin indsats. Det er forhenværende minister Jens Risgaard Knudsen (A). Han tog sit gode tøj og gik, da han erfarede, hvilken sump der omgav ham og hvor liden politisk støtte, der kunne forventes for at få forholdene ændret.
Med afslutningen på dagpengeskandalen og postskandalen må mange sammen med Fremskridtspartiet erkende, at uret nu er blevet ret. Opskriften for at undgå retsforfølgelse vil fremover være at blive medlem af Folketinget. Kan man tilmed blive minister for offentlige arbejder eller arbejdsminister skulle den være 100 % sikker”.
Krav og rigsret
I udtalelsen (betænkningsbidraget) om dagpengesagen henviser Z-gruppen indledningsvis til forslag til folketingsbeslutning gruppen fremsatte allerede den 30. oktober 1984. Heri hed det: “Samtlige arbejdsministre siden 1970, d.v.s., Lauge Dahlgård, Det radikale Venstre, Erling Dinesen, Socialdemokratiet, Johan Philipsen, Venstre, Erling Jensen og Svend Auken, Socialdemokratiet samt Grethe Fenger Møller, Det konservative Folkeparti, sættes under rigsretstiltale til strafs lidelse i medfør af § 5 i lov nr. 117 af 15. april 1964 om ministeransvarlighed for i perioden siden 1970 frem til oktober 1983 som arbejdsministre at have overtrådt ministeransvarlighedsloven ved dels at foretage ulovlige forskudsudbetalinger til arbejdsløshedskasser, dels at have gjort sig skyldige i, at staten har mistet trecifrede millionbeløb ved ikke at drage omsorg for en rimelig forrentning og en kort gennemløbstid for de udbetalte forskud”.
Og i bemærkningerne til forslaget hed det: “Som pressen, statsrevisorerne og senest landsdommer Niels Larsen for længst har afsløret, har skiftende arbejdsministre siden 1970 og frem til sidste halvdel af 1983 – medvidende eller fuldstændig uansvarligt – stiltiende accepteret, at statskassen har lidt tab, der efter de foreløbige opgørelser er enorme. Jyllands-Posten den 26. oktober 1984 hævder således, at tabet ligger på over 3.000 millioner kroner.
Hvad enten disse kæmpetab skyldes manglende politisk mod, manglende evner eller ønsker om favorisering at bestemte banker eller fagforeninger hos de forskellige ministre, må det være soleklart, at så klare overtrædelser af ministeransvarlighedsloven hverken kan eller skal accepteres.
Ethvert folketingsmedlem, der ønsker lighed for loven, bør naturligvis derfor støtte nærværende forslag og dermed medvirke til, at den opfattelse, der bliver mere og mere fremherskende i offentligheden om, at skidtet er ved at blive fejet ind under gulvtæppet, bliver manet i jorden.
Forslagsstillerne mener også, at de svar, der er afgivet i forbindelse med landsdommer Niels Larsens undersøgelse, er så undvigende og uklare, at det må tages som en bekræftelse af, at noget søges skjult.
Styrken ved et demokratisk samfund er åbenhed for, at alle partier vil medvirke til en hurtig og helst enstemmig vedtagelse, således at rigsretten kan afklare de spegede forhold, der har gjort det nødvendigt at fremsætte forslag om rigsretstiltale i dagpengeskandalen”.
Lov skal holdes
Fremskridtsgruppen slutter sin udtalelse således: “Under behandlingen i Folketinget, hvor landsdommer Niels Larsen beretning fra september 1984 ofte blev fremdraget, fik Fremskridtspartiet en tydelig fornemmelse af, at alle de implicerede partier faktisk kun var interesserede i én eneste ting, nemlig at forhale sagen mest muligt, således at den gik i glemmebogen.
På trods af landsdommer Niels Larsens omhyggelige beretning blev det således besluttet, at nedsætte en kommissionsdomstol “med henblik på, at et eventuelt retligt ansvar kunne placeres”.
På nøjagtig samme måde, som næsten alle politiske partier har erkendt og indrømmet, efterlader kommissionsdomstolens beretning ingen som helst tvivl om, at der virkelig er begået ulovligheder og grove forsømmelser i en årrække og under skiftende ministre.
Fremskridtspartiet kan under ingen omstændigheder medvirke til, at hele skidtet nu fejes ind under gulvtæppet, som det jo reelt er tilfældet, hvis dagpengeskandalen afsluttes med en intetsigende beretning.
Lov er lov og lov skal holdes – også af ministre og embedsmænd i arbejdsministeriet. Et politisk sammenrend af forskellige partier, der har det fælles ønske, at beskytte egne partifæller, leder tanken hen på tid før Danmarks Riges Grundlov. Loven er ikke længere lige for alle”.
Moralsk forpligtet
Om sagerne siger gruppeformand Helge Dohrmann: “Jeg har hele tiden været klar over, at det hele ville ende i dette politiske sammenrend. På tværs af partiskel var man opsat på at renvaske hinanden.
Moralsk set føler vi os forpligtet til at gå videre med disse skandaler, som hver især har kostet skatteyderne trecifrede millionbeløb, men vi må nok realistisk erkende, at vi ikke kan stille mere op mod dette store flertal. Vi vil overveje eventuelle yderligere skridt på vort sommergruppemøde, idet vi håber på, at en bred folkelig opinion vil reagere på denne usmagelige studehandel, slutter Helge Dohrmann.
Mange dagblade har i ledere og kommentarer ligget på linje med Fremskridtspartiet. Således skrev Jyllands-Posten blandt andet: “Millioner og atter millioner af skatteydernes kroner er blevet mølet væk. Men ingen gøres ansvarlige på en måde, der kan mærkes og forstås.
Politikerne forsøger at hvidvaske hinanden
Det hele endte i en ligegyldig gang sniksnak, da socialdemokraterne truede med, at hvis Svend Auken blev hængt ud for dagpengeskandalen, skulle de nok sørge for, at Venstres tidligere trafikminister Ivar Hansen blev naglet fast på ansvar for postskandalen, milliardaffæren omkring terminalbyggeriet i København.
Det stinker efter denne afslutning
Det er muligt, at politikerne i alle indflydelsesrige partier har noget i klemme. Men så burde de stå til regnskab for det, i stedet for at de løskøber hinanden i et usselt kompromis.
Skatteyderne har betalt deres regning. Til overmål endda. Men politikere, der er ansvarlige for et direkte misbrug af offentlige midler, kan med et skuldertræk køre videre, som om intet var hændt”.
Torben Zinglersen
Læs også: Sy(g)stemet fører over 40 år gamle skattesager mod Glistrup:
Læs også: Udenrigsministeren skal stå skoleret i finansudvalget:
http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/11/26/udenrigsministeren-skal-sta-skoleret-i-finansudvalget/
Læs også: Arne Melchior har haft personlig vinding:
http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/08/17/arne-melchior-har-haft-personlig-vinding/
