Tillad øl og vand på dåse med pantsystem

Må citeres med fuld kildeangivelse: Fremskridt nr. 5 / Maj 1997 / 25. årgang

 

Tillad øl og vand på dåse med pantsystem

 

- Fremskridtspartiet har i Folketinget fremsat forslag til folkeafstemning om, at der skal tillades øl- og sodavand på dåse i Danmark mod pant. Der er tale om en genfremsættelse, men forslaget er blevet yderligere aktuelt fordi Danmark vil blive indklaget for EU-kommissionen for ikke at tillade dåserne. Det oplyser næstformanden i Folketingets miljøudvalg, Fremskridtspartiets miljøordfører, Aage Brusgaard.

 

Fremskridtspartiet mener, at en lovgivning om øl og vand på dåse skal have følgende rammer:

 

1. Øl- og mineralvandsdåser skal frit kunne produceres, påfyldes, distribueres, sælges og importeres til Danmark.

 

2. Danmark skal have en pantordning for dåsesystemet efter svensk model.

 

3. EU´s emballagedirektiv skal være en del af dansk lovgivning.

 

4. Øl og vand på dåse skal være tilladt fra 1. januar 1998.

 

- Der er ingen saglige argumenter for ikke at tillade øl og vand på dåse i Danmark. Når miljøministeren (Svend Auken, A, red.) hævder, at det vil ødelægge det danske returflaskesystem, er det noget vrøvl. Vi kan sagtens have et pantsystem med dåser som i Sverige og samtidig beholde verdens bedste retursystem for flasker, siger Aage Brusgaard og fortsætter:

 

- I forvejen kan masser af læskedrikke købes på dåse. Det gælder f.eks. isthe, tomatjuice og kakaomælk. I øvrigt bruges dåser i dag også til flåede tomater, gulerødder osv. Miljøministerens partifælle, EU´s miljøkommissær, Ritt Bjerregaard, England og Frankrig har derfor ret i, at regeringen (A og B, red.) opretholder en teknisk handelshindring.

 

Indfører man et dåsesystem med pant vil det samtidig gavne miljøet. I dag smider folk rask væk dåserne ud. Det vil erfaringsmæssigt ikke ske, hvis der skal betales pant. Endvidere kan man forsøge også at indføre et retursystem for konservesdåser, som i dag bare smides i skraldespanden. Derfor er Svend Auken også på vildspor rent miljømæssigt.

 

- Regeringen kan ligeså godt bøje sig først som sidst og tillade dåserne. Svend Aukens krampagtige modstand forlænger kun regeringens trængsler i en sag, Danmark er dømt til at tabe. I samtlige andre EU-lande er dåsesystemet tilladt. Alene derfor er en dansk enegang en umulighed, siger Aage Brusgaard.

 

 Pressemeddelelse fra Fremskridtspartiets miljøordfører og næstformand i Folketingets miljøudvalg

Aage Brusgaard  

 WWW.FRP.DK

 

 

Læs også: Og de skreg af grin:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2009/01/12/og-de-skreg-af-grin/

Oprør imod magthaverne

Må citeres med fuld kildeangivelse: Fremskridt nr. 1 / Januar 1999 / 27. årgang

 

Oprør imod magthaverne

 

Allerede i 70´erne var det tydeligt, at vi var på vej imod afgrunden. I 80´erne fik vi rettet op på økonomien ved bl.a. at fjerne den automatiske dyrtidsregulering og indførte realrenteafgiften. Men vi fik ikke ændret på den afgørende faktor, omlægning af den offentlige sektor v.h.a. privatisering af offentlige virksomheder og skattelettelser. Den borgerlige regering talte om strukturændringer men turde ikke gennemføre dem. I dag er det umuligt generelt at hæve den skattefrie bundgrænse uden at fyre 2/3 af de offentligt ansatte. Antallet af offentligt ansatte er steget fra 70´erne til 90´erne med mere end 500.000. Dertil kommer, at vi har importeret lige så mange fremmede statsborgere til offentlig forsørgelse.

 

Derfor kan det ikke undre, at det betyder ringere offentlig service og højere skatter for befolkningen. Vismændenes forslag om et beskæftigelsesfradrag på ca. 16.000 kr. pr. arbejdsløs, der kommer i arbejde, er sympatisk men nytteløst. Arbejdsopgaverne i den offentlige sektor skal privatiseres, så de bliver underlagt udbud og efterspørgsel. I takt hermed skal der gives skattelettelser ved at hæve den skattefri bundgrænse, så prisen på arbejde ikke stiger, og borgerne selv kan betale for en række serviceydelser.

 

Det er tvivlsomt, om sådanne ændringer kan gennemføres ad frivillighedens vej, fordi de offentligt ansatte og alle dem, der lever af at have et sugerør mede i de offentlige kasser ikke frivilligt afgiver deres privilegier.

 

Der er jo en række fonde, der kan tømmes, før vi kommer til et økonomisk sammenbrud. Vi kan også fortsætte med sociale forringelser for de svageste grupper i samfundet. En fortsat udvidelse af den offentlige sektor og et stigende skattetryk vil forstærke nedturen.

 

Det kan være en af bevæggrundene for, at de “ansvarlige” politikere gerne vil have dannet den politiske Union, EU, så alle ubehagelige beslutninger kan tages i Bruxelles og Frankfurt.

 

Som vi kender det fra USA, vil de fattige blive fattigere og de rige rigere. Med alle de importerede problembørn vil vi virkelig få et polariseret samfund.

 

Der er tid endnu til at rette op på skævhederne, men det kræver endnu et oprør imod magthaverne, som vi havde i 70´erne, men med den forskel, at det nyttede noget denne gang.

 

Ole Maisted

www.frp.dk  

 

 

Læs også: Fremskridtspartiet advarer altid i tide:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/12/05/fremskridtspartiet-advarer-altid-i-tide/

Læs også: Nu går våren gennem Danmark:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2009/04/24/nu-gar-varen-gennem-danmark/

Læs også: Udnyt chancen – kast åget bort:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2009/01/23/udnyt-chancen-kast-aget-bort/

Demokratiets rødder

Må citeres med fuld kildeangivelse: Fremskridt nr. 4 / April 1995 / 23. årgang

Kompetent historisk skildring af frihed og knægtelse i verden

Lektor Steen Steensen er med udgivelsen af bogen “Demokratiets rødder” kommet med en imponerende analyse af demokratiet fra det antikke Grækenland til vor tid

Den eksisterende parlamentarisme, der fungerer som legeplads for levebrødspolitikerne uden plads til og respekt for den almindelige befolkning, er ikke et ægte demokrati, men derimod et politikerstyre, hvor der ikke findes frihed. At politikerne formelt set er valgt, gør ikke formen mere demokratisk.

I demokratiets rødder defineres demokratiet som en institution, der respekterer borgerne og beskytter dem mod magtudøvelse fra statens side, og dette er netop, hvad der ikke kendetegner samfundet i dag. For at opnå et samfund med frihed, er oprør i form af civil ulydighedsnægtelse nødvendigt, konkluderer forfatteren.

Fremskridtspartiets idealer og grundholdninger udgives sjældent i bogform, men Steen Steensens “Demokratiets rødder” er uden tvivl det, der er kommet tættest på i de senere år i regulær bogform, at give en fyldestgørende begrundelse for de idealer og grundholdninger, som Fremskridtspartiet hviler på.

“Fremtiden skabes, den vedtages ikke” var det populære slogan, som det norske Fremskrittsparti i mange år arbejdede under, og det bliver formentlig det norske Fremskrittspartis slogan igen – i hvert fald, hvis bladet Fremskridt er et troværdigt stemningsbarometer. Temaet i Demokratiets rødder er, at samfundet netop ikke kan vedtages, men skabes. Dette angiver forskellen på, hvilke værdier politik og privat arbejde skaber.

Præcis som i Fremskridtspartiets politik er det i Demokratiets rødder den lille mand, der hyldes – “sømanden, håndværkeren, fribonden og den frie arbejder var dynamiske personer i det handelskapitalistiske miljø. Nævnte skikkelser har demokratiet til sejr” (side 397).

Historisk set har de intellektuelle sammen med det fødte aristokrati skabt samfund, der hviler på tvang og ufrihed.

Det udprægede demokratiske samfund i antikkens Athen og i det gennemgribende individualistiske amerikanske samfund i pionertiden er omdrejningspunktet i Steensens meget flotte værk, der med historiske argumenter begrunder, hvorfor politikernes og embedsmændenes rolle i samfundet skal være så begrænset som muligt og de individualistiske udfoldelsesmuligheder så store som muligt.

Demokrati er intimt forbundet med kapitalisme og privat ejendomsret, og hvis kapitalismen eller den private ejendomsret begrænses, så reduceres demokratiet.

I det græske demokrati blev embedsmændene udskiftet hvert år, hvilket betød, at embedsmændene ikke kunne nå at bureaukratisere. Desuden undgik grækerne professionalisering af statsorganerne og holdt sig i øvrigt fri af politiske partier og af fagforeninger, de eksisterede nemlig ikke: “På det tidspunkt fungerede det direkte demokrati efter hensigten” (side 83). Demokratiseringen af den græske bystat skabte frihed. Indflydelsen på samfundets udvikling var ikke overladt til bestemte klasser, men til den brede befolkning. Der fandtes ikke professionelle politikere, der kun arbejdede for sig selv og arrogant betragtede befolkningen/vælgerne som et nødvendigt onde. Det enkelte menneske havde mulighed for gennem energisk indsats at forbedre sine sociale kår.

Den personlige frihed medfødte vækst i alle dele af samfundet. Kunst og håndværk blomstrede, økonomien nåede nye højder og gav velstand til alle, og der blev grundlagt en frugtbar videnskabelig tradition.

Imidlertid varede grækernes individualistiske civilisation ikke ved, den blev løbet over ende af stærkere stater: “Først gjorde Makedonerkongerne det forbi med bystaternes selvstændighed. Derefter tog romerne fat. I år 146 f. Kr. mistede Hellas den sidste rest af suverænitet” (side 86).

Det amerikanske demokrati beskrives så malerisk og humoristisk, at man ofte ler spontant. Steensen gennemgår det amerikanske demokratis historie så levende og indsigtsfuldt, at læseren fristes til at tro, at han selv har været til stede med en seksløber i bæltet, da uafhængighedserklæringen blev til i Philadelphia eller sejlende på Mississippi-floden, når hjuldamperne fra de forskellige selskaber konkurrerede så voldsomt, at kedlerne var ved at eksplodere.

Demokratiet i Amerika var forskelligt fra demokratiet i antikkens Athen. Det athenske demokrati var først og fremmest anti-elitært, det var folkets styre, derfor blev der indført beskyttelse mod aristokratiets indflydelse. I stedet for énmands- eller fåmandsstyre var der mange, der deltog i den politiske proces.

Det amerikanske demokrati var derimod defineret som selvstyre, både nationalt og personligt, der havde karakter af et rettighedsdemokrati; ret til liv, frihed og ejendom. Politik handlede om at garantere og fastholde disse rettigheder. Disse to demokratier havde i sagens natur forskellig baggrund, hvilket indvirkede på deres respektive udformning. I Grækenland havde et aristokrati tidligere domineret alt, hvorimod indvandrerne i Amerika – der ofte var flygtet og emigreret fra undertrykkende stater – skabte et samfund helt fra grunden af.

Steensen beskriver, at EU er elitær, fremmedgørende og ufolkelig og videre, at EU repræsenterer den autoritære retning i Europas historie. Beskrivelsen er fortvivlende korrekt og præcis: “Unionen slipper politikkens kræfter løs. Det sociale initiativ springer fra institutionerne. Politikmagerne har travlt. De ser problemer alle vegne og klør på dem. På teleskærmene kan folket iagttage de folkevalgtes aktivisme. Skinnende fly ruller op foran sværmen af journalister og pressefotografer. Ud stiger folkets repræsentanter. Badet i lys vinker demokratiets spidser til kameraerne. Tiden tillader ikke megen snak. Mappemændene haster ind i de sorte limousiner. Sikkerhedsfolk og blinkende politieskorter fører eliten ind i salene. De vidende i magtens udøvelse lejrer sig om mahognibordene. Spillet sættes i gang. Strategier udtænkes. Der flyttes rundt med bønder og springere, soldater og tårne. Det 20. århundredes højheder sjakrer med mennesker og grænser. Toget kører. Kedlerne varmes yderligere op. Nye ruter vedtages. Direktiverne er på vej. Ude ved skærmene sidder den store mængde, hovedrystende og magtesløse. Men karrieremagerne følger godt med. At kende kørselsretningen betyder noget. Det gælder om at være med på toget, at være på forkant med udviklingen.

Fyrsterne om mahognibordene rejser sig. Middagen med de celebre vine venter. Der skåles under prismelysekronerne. De professionelle politikere og kommissærerne kender hinanden. Fælles interesse styrker broderskabet. Champagnen drikkes ud. Limousinerne holder foran trappen. Igen er de folkevalgte i luften. Levebrødspolitikerne løber ikke tør for problemer” (side 486).

Det er fornuftigt, at Steensen ikke blot overvejer, hvordan den undertrykkende stat kan sættes ud af kraft, men også, hvordan det er muligt at bevare friheden i et nyt samfund, hvor initiativet ikke kommer fra politikerne og embedsapparatet, men fra folket. Det er interessant, at Steensens forslag er meget tæt på Fremskridtspartiets politik. Således peger han på: En ny forfatning, der skærmer mod politiske indgreb og udplyndring; en uafhængig forfatningsdomstol; en afprofessionalisering af politik; ejendomsrettens og en garanti og sikring af boligens ukrænkelighed, arbejdets frihed, etableringsfriheden, produktions- og bevægelsesfriheden samt flere folkeafstemninger.

Steensens radikale holdninger til trods, mener han dog alligevel, at der er nogle opgaver, der bør varetages af det offentlige. Han peger på retsvæsenet, forsvaret samt en begrænset socialpolitik over for fysisk og psykisk handicappede.

For fremskridtsfolk, der ønsker viden om frihedens og undertrykkelsens historie fra antikken til vor tid, er Demokratiets rødder ikke til at komme uden om. Den må læses. Steensens bog er en kompetent historisk skildring af frihed og knægtelse i verden. Den er skrevet af en idealist ildsjæl, som river læseren med. Det store engagement og det ukomplicerede og maleriske sprog gør bogen meget nem at læse.

Tak for nogle timers spændende og oprivende læsning, Steensen.

Titel:
Demokratiets Rødder

Forfatter:
Steen Steensen

Forlag:
Abilgaard & Brødsgaard,
561 sider

Demokratiets rødder er anmeldt af Per Ørum Hansen, der er projektleder i det amerikanske public relationsbureau Crohn & Wolfe. Han har tidligere været økonomisk politisk sekretær i Fremskridtspartiets sekretariat.

WWW.FRP.DK

 

Læs også: Uffe, Bertel og Anders socialiserede Danmark:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/09/07/uffe-bertel-og-anders-socialiserede-danmark/

 

Læs også: Arbejdsplads Christiansborg – langt værre end dens omdømme:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2009/03/03/arbejdsplads-christiansborg-langt-v%c3%a6rre-end-dens-omd%c3%b8mme/

Vi går helhjertet ind for den personlige frihed

Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 17
06. maj 1983
Årgang 11

Vi går helhjertet ind for den personlige frihed

Der er ingen, der har lovet, at det skulle være nemt at være Fremskridtsmand. Det er en evig kamp, hvis man forsøger at give den enkelte størst mulig personlig frihed i forhold til statsmagten.

I et samfund, hvor vægten lægges på den enkelte samfundsborgers personlige frihed og evne til at skabe sin egen tilværelse efter lyst og evner, er der også en forpligtelse til at hjælpe de medborgere, der er ude af stand til at løse egne problemer, fordi de er syge eller handicappede, og det er hvad enten det er et fysisk eller et åndeligt handicap.

Det er også en forpligtelse for et samfund at sikre de ældre medborgere en økonomisk støtte, så de kan leve anstændigt.

I det danske samfund er det vigtigt, at de politiske kræfter, der arbejder for den personlige frihed, samles om denne kamp, fremfor at koncentrere sig om indbyrdes uenighed.

Stærke politiske kræfter arbejder på at basere det danske samfund på kollektive løsninger. Det indebærer, at individet ikke spiller nogen rolle i samfundet. Der bliver kun plads til gruppeløsninger og planøkonomiske løsninger. Allerede i dag kan vi tydeligt se stærke grupperinger såsom politikergrupper, akademikergrupper og arbejdergrupper. Politikergruppen og akademikergruppen har sat sig på styrings- og servicefunktionerne, mens arbejdergruppen står for den produktive sektor og den betalende funktion. Grupperne kan selvfølgelig deles op i en række undergrupper, men det karakteristiske træk er, at den største gruppe- arbejdsgruppen – er sat udenfor enhver indflydelse, idet man næppe kan sige, at deres ledere tilhører gruppen.

Politikergruppen og akademikergruppen lever kun i kraft af disse gruppers evner til at overbevise arbejdergruppen om, at de ikke er i stand til at administrere deres egen tilværelse.

Arbejddergruppen, der bedst karakteriseres ved at have en indkomst, der kun dækker skatter, afgifter og de nødvendige livsfornødenheder, betaler til en fastlåsning af deres egen tilværelse og de andres højere levestandard.

Hver eneste gang politikergruppen og akademikergruppen gennemfører forslag til gavn for arbejdergruppen, er forslaget til endnu større gavn for dem selv, og den personlige frihed indskrænkes yderligere.

Det er kun Fremskridtspartiet, der helhjertet går ind for den personlige frihed. Derfor er det vigtigt, at partiet ikke svækkes p.g.a. småligt kævl og ussel strid.

Ole Maisted

WWW.FRP.DK

P & T skal ikke have monopol på udenlandsk TV

Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 19
18. maj 1984
Årgang 12

P & T skal ikke have monopol på udenlandsk TV

Z-gruppeformanden utilfreds med regeringens holdning i to fjernsynsspørgsmål

- Er det virkelig, hvad man i regeringen (V, C, CD og KrF, red) opfatter som frihed til selv at vælge?

Spørgsmålet kommer fra gruppeformand Helge Dohrmann og gælder regeringen Schlüters afvisende holdning overfor landets mange antenneforeninger til, via parabolantenner, selv at kunne hente udenlandske fjernsynsprogrammer ned.

- Hvorfor i alverden mener regeringen dog, at Post- & Telegrafvæsenet skal have monopol på det. Kan det virkelig være en borgerlig/liberal regerings holdning, at antenneforeninger og private ikke skal kunne drage fordel af tidens nye teknologiske muligheder?

En tro kopi
Også med hensyn til regeringens nyeste holdning til spørgsmålet om TV 2 er Dohrmann utilfreds.

- Resultatet af en beslutning om at etablere et TV 2 uden reklamer bliver let, at vi blot får en ny fjernsynskanal, der bliver en tro kopi af den vi kender alt for godt, uden nogen form for konkurrence og hvor licensen stiger til det dobbelte.

I disse spørgsmål går regeringen efter min opfattelse socialisternes ærinde, slutter Z-gruppeformanden.

Pressemeddelse fra Z-gruppeformand Helge Dohrmann

WWW.FRP.DK

Ret til frit at vælge vand

Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 04
April 1997
Årgang 25

Ret til frit at vælge vand

Det er for Fremskridtspartiet helt uforståeligt, at landets kommuner vil/kan tvinge private husejere generelt at tilslutte sig fælles vandværk, til trods for at den private brøndboring lever op til drikkevandskvaliteten. Hvad værre er: Når en grundejer af egen drift vil forbedre kvaliteten på vandet fra egen brønd og henvender sig til kommunen for at få hjælp, bruger kommunen henvendelsen til at tvinge grundejeren til tilslutning til det kommunale vandforsyningsnet. Som oftest med god hjælp fra amtet og Miljøstyrelsen.

Jo flere små og velfungerende brøndanlæg og vandværker vi har des bedre. Det giver nemlig sikkerhed for vandforsyningen. Hvis der sker uheld eller bliver begået hærværk mod de større fælles vandværk, vil alle tilsluttede stå uden vand. Hvis så mange husstande som muligt har egen brønd, vil vandforsyningen generelt være mere sikret og der vil dermed være flere kort at spille med. Der er altså god grund til at kæmpe mod kommunerne, når de vil tvinge husstande ind i det fælles vandværk.

Fremskridtspartiet tager ikke kun hensyn til spørgsmålet om forsyningssikkerhed. Det handler også om principper og livssyn. I Fremskridtspartiet er vi modstandere af, at en offentlig myndighed kan tvinge husejere med i den kommunalt besluttede fælles vandforsyning. Det handler om frihed til at vælge. Frihed til at vælge mellem “kommunens vand” og egen brønd.

I sager om vandforsyningen opfører mange kommuner sig usmageligt. Kommunerne skulle være til hjælp for borgerne, men er blevet det modsatte.

Et eksempel: En borger finder ud af, at vandkvaliteten fra egen brønd ikke er tilfredsstillende. Han henvender sig til kommunen, så de i fællesskab kan finde frem til en løsning. Kommunen ser straks chancen for at indlemme endnu en husstand i det kommunale vandforsyningsnet. Grundejeren afviser, fordi han selv kan rense vandet så det overholder kravene, men afvises af kommunen, der melder vedkommende til politiet. Mens sagen kører, installerer grundejeren et filteranlæg, så vandet igen opfylder vandkvalitetskravene og dommen giver borgeren medhold. Men det stopper ikke kommunen, der dernæst erklærer filteranlægget ulovligt opsat og bruger det som løftestang til at få husstanden ind i det fælles vandværk.

Ovenstående er ikke en enkeltstående sag. Tværtimod. Sådanne sager er der flere af. De beviser med al ønskelig tydelighed, at de kommunale myndigheder tænker mere på at få så mange som muligt tilsluttet fælles vandværk, end borgerens ret til frit at kunne vælge, hvor fra de vil have deres vand. Det går ud over sikkerheden for vandforsyningen og kvaliteten af vandet.

Aage Brusgaard, MF, Fremskridtspartiets miljøordfører og næstformand i Folketingets miljø- og planlægningsudvalg

WWW.FRP.DK

Socialisme? Nej tak!

Må citeres med fuld kildeangivelse: Fremskridt nr. 19 / 22. maj 1981 / 9. årgang

Socialisme? Nej tak!

De danske socialister påberåber sig selv den gyldne titel, at de vil udjævne den nuværende minimale sociale ulighed og gøre alle samfundets borgere rige.

Socialismens virkelighed er en anden.

Socialismen står nemlig for fattigdom og ineffektivitet, fordi den kvæler produktionssektoren, som er samfundets rigdom. Det kapitalistiske system styrker derimod produktionssektoren og gør dermed samfundet og den enkelte borger rigere.

Socialismens lighedskrav og økonomiske ligestilling er og psykisk voldtægt mod folkets livsvaner, fordi socialismen derigennem forbyder folks trans til individualisme, effektivitet, kvalitet m.m., og samtidig indfører janteloven og andre grimme ting.

I denne forbindelse er det værd at nævne Winston Churchills berømte og sande ord: Kapitalismen har kun èn last: Den ulige fordeling af goderne.

Socialismen derimod har kun èn dyd, nemlig den interessante: Den lige fordeling af elendigheden.

Den ideologiske socialistiske målsætning, der går ud på at omdanne samfundet til et totalitært samfund med al magt til myndighederne og tvungen lighed for alle, vil uundgåelig ende med undertrykkelse af befolkningen, og dermed sætte socialisterne altså lighed over frihed og indflydelse. Demokratiet, friheden og retten til at være noget/være sig selv nedbrydes.

Og denne forfærdelige socialistiske hensigt helliger alle midler retfærdiggør en ondartet hetz mod samfundets rigdom, produktionssektoren, der efterhånden mere og mere ligner en brik i organisationsstormugulmagt spillet.

Så trods alle påstande om det modsatte er Danmark altså ved at udvikle sig til et totalitært samfund, hvor det er lykkedes socialisterne at få flyttet økonomiske og administrative afgørelser fra borgerne til myndighederne og organisationerne.

Den socialistiske folkekatastrofe lurer om hjørnet.

Det er ikke betryggende. Nej, det er derimod nedslående, deprimerende, frustrerende og alarmerende.

Lad ikke denne ulykke ske – skab en VKZ regering her og nu.

P. Kjærsgård

WWW.FRP.DK

Læs også: Den tabte tråd: http://fremskridtdk.wordpress.com/2009/03/23/den-tabte-trad/

Nej til formynderi

Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 05
07. februar 1986
Årgang 14

Nej til formynderi

Det er frustrerende, at de politikere, vi vælger, føler sig som formyndere for os vælgere. Dette har vi ikke valgt dem til. Men til at administrere samfundets problemer og skabe os alle en god menneskelig tilværelse, uden at de skal “sidde” på os.

Som om vi ikke selv kan finde ud af at benytte lukkeknappen på radio og TV, hvis og når der er noget, vi ikke ønsker at se og høre, måske bl.a. reklamer, men lad os dog selv vælge.

Vi har alle rigeligt at bruge vore penge til og udsigt til endnu mere at bruge dem til i form af bunden opsparing, selv af små indtægter, stigende lejeværdier og huslejer og til evt. flere afgiftsforhøjelser, så tåler de enkeltes familiebudgetter overhovedet ikke licensforhøjelse.

Edith Landsmann

WWW.FRP.DK

Kæmp for din frihed, dansker!

Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 19
22. maj 1981
Årgang 09

Kæmp for din frihed, dansker!

Danmark befinder sig i krise. Det er ikke kun en økonomisk krise. I den del af Danmarkshistorien, hvor vi har haft folkestyre, er der ingen, der har fremkaldt så sygelige tilstande i landet som socialdemokraterne. Ved deres ødselhed har de ruineret os, og så er det endda ikke det værste, thi under socialdemokraternes indflydelse er hele mentaliteten i Danmark blevet pilrådden.

Socialdemokratiet er blevet et ideologisk parti, som støt arbejder på at gøre Danmark til en socialistisk stat. Det idealsamfund, som socialdemokraterne troede, de var ved at opbygge, er på vej til at udvikle sig til en katastrofe for det danske samfund. Socialdemokraterne har umyndiggjort befolkningen. Udformningen af det enkelte menneskes liv er af Socialdemokratiet ved at blive gjort til et fælles anliggende, hvor ingen kan gå sine egne veje, uden at beskyldes for at bryde med almenvellet. Alle afgørelser skal træffes i solidaritetens hellige navn, og den, der har en anden opfattelse, har sat sig uden for samfundet og beskyldes for at være egoist. Socialdemokratiet ønsker, at den danske befolkning skal tabe troen på det enkelte menneskes ansvarlighed. Ansvaret skal overtages af samfundet d.v.s. Socialdemokratiet.

Det er Socialdemokratiets angreb på det enkelte menneskes ret overfor staten, der skaber den politiske uro i Danmark. Det er Socialdemokratiets tro på, at den, der har magten, også har retten. Retten til i den mindste detalje at tilrettelægge den enkelte danskers tilværelse. Uroen i den danske befolkning skyldes Socialdemokratiets ønske om at ændre Danmark til en egentlig socialistisk stat.

I 80`erne MÅ DANSKERNE gøre op med sig selv, hvad vi ønsker. Ønsker vi at forsvare det enkelte menneskes ret overfor staten, eller ønsker vi, at vi alle må bøje nakken og indrette os efter, hvad en håndfuld mennesker i Socialdemokratiets og fagforeningens top ønsker.

Fremskridtspartiet tror på, at danskernes vilje til at vælge frihed ikke kan knægtes. I 70`erne og her i begyndelsen af 80`erne har det kun været Fremskridtspartiet, der har turdet at gå imod Socialdemokratiet. Det er derfor et umådeligt ansvar, vi alle har. Ansvaret for kommende generationers frihed og ret hviler på Fremskridtspartiet som Socialdemokratiets arvtager. Socialdemokratiets dage er talte – fremtiden tilhører Fremskridtspartiet.

Leder

WWW.FRP.DK

Glædeligt at kommuner stopper jagten på sommerhusejere

Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 01
Januar 1997
Årgang 25

Glædeligt at kommuner stopper jagten på sommerhusejere

Næstformanden for Folketingets miljøudvalg, Aage Brusgaard, Fremskridtspartiet, finder det glædeligt, at en række sommerhuskommuner ikke vil foretage politianmeldelse af de fritidshusejere, der bor i deres hus hele året.

- Der er tale om en rigtig beslutning. Når folk har købt en ejendom, skal de naturligvis også kunne bo i den hele året uden at myndighederne kommer rendende med alle mulige påbud og løftede pegefingre. Særligt glædeligt er det også, at formanden for Kommunernes Landsforening, Egon Jensen, har indtaget samme holdning, siger Aage Brusgaard og fortsætter:

­- Fremskridtspartiet mener, at det naturligvis skal være op til den enkelte fritidshusejer, at bestemme om han vil bo i sit hus hele året eller ej. Det er ikke noget det offentlige skal blande sig i. Fritidshusejerne lægger masser af penge i sommerhuskommunerne og bor der bare en enkelt eller to fritidshusejere hele året i et sommerhusområde, vil det virke kriminalitetsforebyggende.

Fremskridtspartiet opfordrer til, at alle sommerhuskommuner nægter, at indgive politianmeldelse mod eventuelle helårsbeboere. Der er, efter min mening, heller ingen tvivl om, at et forbud mod at bo i fritidshus hele året strider mod grundlovens bestemmelser om boligens ukrænkelighed og den fri ejendomsret, siger Aage Brusgaard.

Pressemeddelse fra:
Aage Brusgaard, Fremskridtspartiets miljøordfører og næstformand for Folketingets miljøudvalg

WWW.FRP.DK