50 år med menneskerettighederne

50 år med menneskerettighederne

Før jul fejredes med pomp og pragt 50-året for menneskerettighedserklæringen. En god sag, som det kan være svært at være imod. Og alligevel bør især Fremskridtsfolk rynke brynene af alt for megen snak om menneskerettigheder. Det er socialisme ad bagdøren.

Frihedsrettigheder er ikke det samme som menneskerettigheder. Frihedsrettighederne bør vi kæmpe for til sidste mand og kvinde. Frihedsrettighederne findes i Grundlovens kapitel 8. Det er al det, der handler om den private ejendomsret, ytringsfrihed, religionsfrihed, foreningsfrihed o.s.v.

Men FN´s menneskerettighedserklæring fra 1948 handler om meget mere end det. For FN´s menneskerettighedserklæring handler om meget mere og andet end frihed.

Grundloven indeholder frihedsrettigheder, fordi de som formål har at garantere individets frihed. De etablerer politikfrie zoner, hvor den enkeltes selvbestemmelse er suveræn.

Menneskerettighederne adskiller sig mærkbart fra frihedsrettighederne. For frihedsrettighederne beskytter mod overgreb og sikrer friheden, mens mange af de moderne menneskerettigheder i princippet og i praksis betyder overgreb, regereri og statsindgriben.

Menneskerettighederne handler mest om stærkt moralsk prægede forestillinger om, hvad der er et godt menneskeliv, menneskelig værdighed etc. Groft sagt kan det være svært at skelne et basalt menneskeligt behov fra en menneskeret. For 15-20 år siden var de mest højtråbende i politik mest venstreorienterede og de råbte op om socialisme og mere statslig regulering. I dag formuleres den samme politik med helt andre ord. Ingen erklærer sig for kommunister i dag, men som menneskerettighedsforkæmpere. Før hed det revolution, nu hedder det menneskeret, men funktionen er den samme: Undermineringen af det danske samfund ved at karakterisere det som undertrykkende, diskriminerende og racistisk.

FN har af alle lande ofte kritiseret staten Israel for brud på menneskerettighederne. Det viser mere end noget andet, hvorledes menneskerettighederne blot udgør et brækjern for de politiske ideologier til at få deres egen politik igennem. Når et solidt parlamentarisk demokrati og åbent samfund som Israel kritiseres af FN, mens PLO anerkendes selvom deres målsætning i årtier har været at udslette Israel fra landkortet, ja, så ser vi hykleriet. Ligesom Pinochet arresteres i London, mens Fidel Castro får lov til at gå frit omkring og slagte cubanere.

Det meningsløse ved menneskerettighederne forstået som et samlet og ukrænkeligt hele er, at der er kommet alt for meget med. De eneste menigsfulde menneskerettigheder er de klassiske frihedsrettigheder, så som den private ejendomsret, ytringsfrihed, foreningsfrihed, religionsfrihed etc. Disse lader sig nemlig universalisere, d.v.s., at de kan gøres gældende for alle uden modifikation. Frihedsrettighederne forpligter nemlig ikke nogen til at gøre noget positivt, men alene forpligtiger de til at afholde sig fra at gøre noget. Når jeg sover i min seng, krænker jeg ingens frihedsrettighed.

Modsat forholder det sig med mange menneskerettigheder, nemlig alle dem, som kaldes sociale og økonomiske rettigheder. De forpligter den enkelte til at gøre noget bestemt. Ret til en bolig, ret til forsørgelse, ret til et arbejde, ret til tryghed og varme etc. forpligter i princippet alle andre til at sørge for, at folks rettigheder kan blive tilfredsstillet. Så bliver jeg uretfærdig ved at nyde min søvn, hvis andre er hjemløse, sultne, arbejdsløse etc.

Min passivitet kan bidrage til at undertrykke andres sociale rettigheder. Derimod er min passivitet en garanti for, at jeg ikke undertrykker andres frihedsrettigheder. Alle kan ikke få opfyldt deres sociale rettigheder på samme tid. Hvis alle menneskene satte sig ned og sagde: Jeg har ret til mad, så ville ingen af menneskene få deres “ret” opfyldt.

Sociale rettigheder kan aldrig gøres universelt gældende. De vil altid være krævende overfor dem, som undlader alene at lade deres liv bero på menneskerettigheder.

Hvis hr. Jensen har ret til en bolig, så betyder det i sin konsekvens, at alle dem, der selv har sørget for at erhverve sig noget at bo i, også skal sørge for hr. Jensens husly. Det samme gælder, når fru Pedersen har ret til et arbejde. Så skal den resterende befolkning, som selv har skaffet sig et udkomme, efter egen endt arbejdstid i princippet også skal sørge for, at fru Pedersen kan få et arbejde.

Sagt med andre ord betyder sociale og økonomiske rettigheder i virkeligheden tvang overfor andre mennesker, nemlig alle de mennesker, som selv sørger for deres udkommende. Hvis vi som tankeeksperiment antager, at alle danskere minus mig løser deres boligproblem selv, f.eks. ved at købe eller leje lejlighed eller parcelhus, så står jeg jeg dér tilbage med min “ret” til en bolig. Hvis så min “ret” til en bolig skal opfyldes, indebærer det i virkeligheden tvang overfor de mennesker, der vælger selv at tilfredsstille deres behov uanset menneskerettighedserklæringen. Så skal de mennesker, der udover at bruge en stor del af deres indkomst på egen bolig, også bidrage til at andre, som har en erklæret menneskeret dertil, skal have en bolig.

Politisk og ideologisk kan man argumentere for, at det bør være en offentlig opgave at skabe beskæftigelsesprojekter, sørge for at alle har tag over hovedet, have et offentligt forsørgelsesvæsen etc. Det har været traditionel socialistisk eller socialdemokratisk politik gennem 100 år. Men når det indskrives i en menneskerettighedserklæring, og som tilmed gøres hellig og urørlig, som om den var hævet over politik, moraliseres politikken.

Det kan derfor heller ikke undre, at når menneskerettighederne udvikles fra de klassiske frihedsrettigheder til de luftige og velmenende menneskerettigheder, som vi kender fra FN, så bliver konsekvensen ikke frihed, men et slags menneskerettighedsdiktatur.

I dag bruges menneskerettighederne til at tryne og kujonere den danske befolkning. Da Danmark stemte ja til Amsterdam-traktaten, afgav Danmark suverænitet med hensyn til menneskerettighederne. Det tænkte ingen på den gang, for alle de etablerede partier opfatter menneskerettighederne som mere hellige end paven, men det betyder i praksis i dag, at EU-kommissionen kan blande sig i tilfælde af diskrimination i det danske samfund. Og da der stort set ikke er nogen grænser for, hvad der kan opfattes som diskriminerende adfærd og holdninger, betyder den ukritiske accept af menneskerettighederne at udskrive en blanko-check til statsindgriben. Og det er svært at modsætte sig dem, der fører sig frem med ædle hensigter.

Fremskridtspartiet

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 1 / 27. årgang / januar 1999