Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 31
11. september 1981
9. årgang
Hvad tænker vi på?
Danskere mener noget om alt, men har ikke en bestemt mening om noget. Alle udtaler sig om alt, som egentlig ikke vedkommer dem, og som de ikke har forstand på. Er vi blevet så sløve, fordi intet hjælper, at vi ikke gider reagere alvorligt? Er vi blevet så vattede, at vi bare sluger alt det, man fylder i os, overdrivelser, halve sandheder o.s.v., uden nogen gør virkeligt oprør. Pæne politikere udtaler deres uforgribelige meninger om dit eller dat med tilpas skelen til deres partiinteresser. Endelig ikke sige noget så kontant, at det senere kan skade et eller andet politisk samarbejde.
Lad mig nævne et eksempel. Forrige weekend hørte vi næsten kun om Smedeforbundets kongres. Radioen citerede i hver nyhedsudsendelse, hvad en eller anden tilfældig afdelingsformand havde sagt. Hvad rager det resten af befolkningen? Den ”berømte” formand Georg Poulsen gik i sin uforgribelige visdom ind for større, kontante tilskud til arbejdsgivere, som ville tage folk i arbejde. Jamen det er da det arbejdsgivere også er til for. Men arbejdsgivere vil meget hellere have så sundt et erhvervsliv, at de ikke behøver tilskud. Et andet hovedtema på den meget omtalte kongres var den ”epokegørende” nyhed til den undrende, at man ved næste overenskomstforhandling som hovedkrav ville have 35 timers arbejdsuge og længere ferie for at få flere i arbejde. Hvad er det dog for noget forfærdeligt sludder, for de skulle naturligvis have samme løn for mindre arbejde.
Ethvert fornuftigt menneske kan da indse, at det vil betyde dyrere varer og flere arbejdsløse. Arbejdsgiverforeningen og den traditionelle top hos Konservative og Venstre, som man altid spøger, tog høfligst afstand fra forslagene. Hvorfor siger man ikke ligeud, at det er den rene idioti, så længe vi har kæmpeunderskud og en fantastisk statsgæld?
Brave fagforeningsfolk medvirker til at ødelægge det erhvervsliv, også de skal leve af. Samtidig forhøjes den maksimale understøttelse til 45,45 i timen, så de, der ikke bestiller noget, får en ”lønforhøjelse” der er kr. 2,55 større, end de lavtlønnedes forhøjelse pr. 01 oktober. Imens prædiker arbejdsministeren om kunstig ”jobskabelse” og 28.000 flere beskæftigede i den offentlige sektor i 1982.
Hvad tænker man dog på? Lighed er sundt, men ikke dersom vi alle skal gøres til fattiglemmer.
Fremskridtspartiet arbejder for at gøre folk rigere, så bliver alle gladere, og det kan nok gøres nødig.
