1/2 million licenskroner anvendt på DR-ansattes private post
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 22 / 7. juni 1985 / 13. årgang
1/2 million licenskroner anvendt på DR-ansattes private post
Det er ikke kun i energiminister Knud Enggaards (V) ministerium, ansatte fristes over evne af let adgang til offentlige midler i form af gratis frimærker og fri frankeringsmaskine.
I monopolet Danmarks Radio er disciplinen “gratis porto, licensbetalerne betaler” flittigt dyrket, og det i et sådant omfang, at formentlig kun en mindre del af de omkring 3.500 ansatte, kan have noget større behov for selv at skulle anvende dele af den rigelige hyre til frimærkekøb.
Licensbetalerne finansierer nemlig DR-medarbejdernes private postforsendelser for en halv million kroner årligt!
At der ikke er tale om “løs og hetzagtig Fremskridtssnak”, men klare og kolde kendsgerninger, afsløres i “Dråben”, Danmarks Radios medarbejderes eget blad.
Og et dyk i frimærkekassen i den størrelsesorden, gør jo rigtignok Dansk Journalistforbund til rene sinker, når det gælder misbrug af offentlige midler.
4 millioner kroner til porto
i 1984 blev monopolinstitutionen Danmarks Radios udgifter til porto ca. 4 millioner kr. Heri er ikke medregnet porto til licensopkrævninger og udsendelse af Undervisningsafdelingens bøger og hæfter.
Af disse fire millioner kr. blev altså omkring en halv million brugt til personalets private post.
Misbruget har været så stort, at det har kunnet registreres, at omkring hver tredje forsendelse, der udgik fra Danmarks Radios postekspedition, var privat. Den store mængde private post blev afsløret ved en ren tilfældighed, fortæller “Dråben”. Et større antal forsendelser blev fejlfrankeret, hvilket betød, at brevene måtte åbnes og lægges i nye kuverter. Det åbenbaredes da, at ca. hvert tredje brev var privat post.
Så store mængder er der normalt ikke tale om. Sandsynligvis er tallet nærmere 5-10 %, med faldende tendens, trøster “Dråben”.
Formaninger
“Man kan synes, at i DR´s regnskab på 1.700 millioner kr. spiller en halv million til private forsendelser – eller hvor meget det nu er – ikke nogen større rolle. Men vi er nødt til at se på alle kategorier af udgifter. Hvis vi ikke holder rimelig disciplin i de mindre ting, så smitter det af i de større. Vi skal bruge vore penge til programmer, ikke til privat porto, siger økonomichef Søren Jacobsen til personalebladet, der også på anden vis formaner medarbejderne til eftertanke og selvstændig indkøb af frimærker m.v. Det hedder således: “Private modtagere af breve, der er skrevet på DR´s papir, lagt i DR´s kuverter og frankeret på DR´s maskiner, må spekulere på, om deres licensmidler også anvendes så lempeligt på andre områder”.
Og det gør de.
Og til januar stiger licensen igen.
g-mand