Socialdemokratiets diskrimination af pensionister
Må citeres med fuld kildeangivelse: Fremskridt nr. 1 / 21. januar 1980 / 8. årgang
Socialdemokratiets diskrimination af pensionister
Landet Danmark skal spare, men det er uanstændigt at der netop skal spares på det, der er allervigtigst, nemlig at sikre sin alderdom med en pension
Folkepensionen er så lille at det næsten er en fattigmandstilværelse som pensionist. Men alligevel straffes de, der i de erhvervsaktive år har lagt til side for at have lidt ekstra til de sene år i tilværelsen. Gang på gang bliver de syndebukke i regeringens (Socialdemokratiet, red.) politiske spil – lønmodtagere som selvstændige.
Der er mange folkepensionister der får trukket i deres lille pension bare fordi de har haft et lille hus og evt. lidt stående på deres bankbog, men det gør de offentligt ansatte ikke.
For det første kan de offentlige pensioneres langt tidligere og samtidigt kan det tjene og eje ligeså meget det er dem muligt, uden at der bliver nogen form for modregning, det kan man vel nok kalde for diskrimination.
I sommer indførte regeringen loft over indbetalinger til livrenter med den virkning, at f.eks. selvstændiges muligheder for selvpensionering efter salg af deres virksomheder blev kraftigt beskåret.
Næste runde i regeringens felttog mod pensionisterne er lovforslaget om at forhøje afgiften ved udbetaling fra 25 % til 40 %.
Justitsminister Henning Rasmussen (A) afviser dette over for pressen og med støtte fra sit ministeriums lovkontor, at der skulle være tale om lovgivning med tilbagevirkende kraft. Men finansminister Svend Jacobsen (A) bekræfter, at den forhøjede afgift på 40 % skal omfatte alle fremtidige udbetalinger.
For at gøre diskriminationen endnu mere fuldkommen har socialminister Ritt Bjerregaard forudsagt, at folk ”der kan klare sig selv” ikke længere skal have folkepension.
Også dette angreb på pensionisterne har naturligvis vagt betydelig opmærksomhed. Socialministeren vil ikke på nuværende tidspunkt oplyse, hvor stor indtægtsgrænsen må være og hvilke indtæger, der skal omfattes af lovforslaget.
Fremskridtspartiet har adskillige gange påpeget, at folkepensionen ikke er en social ydelse, men en ret for alle. Idet man jo selv har betalt for den såvel gennem den almindelige beskatning som ved det særlige 2 % bidrag af skatten til folkepensionen. Og samtidig har udbetalingen endda den diskriminationspåtegning, at der står SCO-pension.
Det er faktisk besynderligt, at Socialdemokratiet vil beskære den mindste del af alle goder, nemlig folkepensionen. Socialdemokraterne og de andre partier kan ikke finde ud af, at alle skal have en normal og anstændig pension. Men de er ikke i tvivl om, hvad de selv skal have i pension, når de har eller har haft en del ben og gnave på i deres tid.
Fremskridtspartiet er det eneste parti, der vil give de ældre en anstændig og normal levevis i deres pensionsalder, i det vi foreslår 3.000 kroner til hver person pr. måned. Vi kan ikke se det rimelige i, at de offentlige ansatte skal have ca. 6.000-10.000 kroner mere om måneden og andre skal klare sig for sølle 2.000 kroner – dette er ingenlunde retfærdigt eller demokratisk.
Fremskridtspartiet vil have, at alle skal gå alderdommen og det økonomisk trygt i møde.