Denne gang må det ikke glippe

Må citeres med fuld kildeangivelse: Fremskridt nr.13 / 13. august 1974 / 2. årgang

 

Denne gang må det ikke glippe

 

Fremskridtsbevægelsen indledte sit felttog mod indkomstskatten ved en fjernsynsudsendelse i 1971

 

Alle, der betød noget her i landet, rystede på hovedet af tanken. Statsminister Anker Jørgensen (A) forklarede med stolthed i slutningen af 1972, at som hver olympiade bød på stadig nye rekorder, bød et velfærdssamfund på stadig højere indkomstskat hvert efterår, når afgørelsen om det næste års skatteudskrivning skulle træffes.

 

Et år senere markerede hen ved en halv million vælgere ved at sætte kryds ved Fremskridtspartiet, at det ikke sådan var helt hen i vejret at gå i krig med indkomstskatten.

 

Dette forskrækkede de andre partier i en sådan grad, at det nu antageligt er et folketingsflertal, som i ord erklærer, at i dette efterår skal vi vedtage en beskæring af indkomstskatten for 1975 med omkring en femtedel.

 

Modstanden er stærk. Indkomstskattens vækst har nemlig været den nødvendige forudsætning for, at vor tids herremandsklasse, embedsmændene, har kunnet udbygge deres positioner i hurtigt tempo i den seneste snes år. Lykkes det virkelig at nedsætte og forhåbentlig helt afvikle indkomstskatten, er det logisk, at de må se i øjnene, at mange af dem bliver overflødige og må overføres til nyttigt erhverv.

 

Der må derfor et kraftigt modspil til. Det vil igen sige, at der må fremkomme et væld af gode forslag om besparelser i statens og kommunernes udgifter. Regeringen (Venstre, red.) har lagt for med 15 forslag på i alt ca. 5 milliarder kroner og Fremskridtspartiet er fulgt efter med yderligere 100 forslag, der har forhøjet de 5 milliarder kroner til 15 milliarder. Da hvert eneste forslag imidlertid møder modstand fra den særinteresse, det går ud over, er det for at arbejdet i den kommende tid med virkelig at få gennemført en indkomstskattenedsættelse skal lykkes, nødvendigt hele tiden at have nye forslag i reserve til at spare på de offentlige udgifter.

 

Enhver, som er enig i, at det ikke må glippe denne gang med at få indkomstskatten nedsat med den bebudede femtedel, bedes derfor gøre sig den ulejlighed at finde frem til, hvor han eller hun kan foreslå nedsættelse af de offentlige udgifter og så sende mig et brev herom på min adresse: Skovbrynet 100, 2800 Kgs. Lyngby.

 

Løfter vi på den måde i flok, skal Anker Jørgensen og de andre få at se, at indkomstskatten også kan gå nedad.

 

Mogens Glistrup

WWW.FRP.DK

 

 

 

Læs også: Regeringen´s skattebedrag afsløres nu:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2009/02/11/regeringens-skattebedrag-afsl%c3%b8res-nu/

Læs også: Sy(g)stemet fører over 40 år gamle skattesager mod Glistrup:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/09/20/sygstemet-f%c3%b8rer-over-40-ar-gamle-skattesager-mod-glistrup/

Læs også: Venstres skattehistorie: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/12/25/2044/

35.000 kr. til vore egne pensionister – 120.000 kr. til muslimske “flygtninge”

Må citeres med fuld kildeangivelse: Fremskridt nr. 28 / 23. august 1985 / 13. årgang

Dansk velfærdspolitik anno 1985:

35.000 kr. til vore egne pensionister – 120.000 kr. til muslimske “flygtninge”

Mens danske pensionister, der gennem et langt liv har slidt og slæbt og tjent deres land, bliver spist af med en ussel årlig folkepension på 35.580 kroner, 32.688 kroner til gifte (grundbeløb), er de samme pensionister via deres skat med til at finansiere, at Dansk Flygtningehjælp kan anvende 120.000 kr. over en 18 måneders integrationsperiode på hvert enkelt individ, barn som voksen, i den muslimske hærskare, der i disse år invaderer Danmark.

Dansk Flygtningehjælp ynder at kalde sig en privat hjælpeorganisation. Men sandheden er, at det er skatteyderne der betaler gildet. 350 millioner kr. er det foreløbigt blevet til i år, men Thor A. Bak og hans folk har administreret således, at pengene allerede er opbrugt med udgangen af denne måned. Så må statskassen atter punge ud. Over 500.000 millioner kr. regnes der med, at den “private” organisation suger til sig i år. Det er fem gange så meget som i 1984. Og det bliver fortsat dyrere. Over 500 ansatte fordelt i 35 “filialer” spredt ud over hele landet, og hr. Baks stab vokser med omkring 25 nye medarbejdere om ugen.

Tilbud til alle

Alle udlændinge, der opnår asylstatus i Danmark, får tilbudt danskundervisning, og der kan blive tale om højskoleophold og egentlig uddannelse med videre.

Flygtningehjælpen udbetaler hver flygtning en månedlig kontant hjælp på 2.256 kr. til enlige og 4.147 til par.

Indkvarteringen foregår ofte på hoteller og lignende. Det betyder, at udgiften løbe op til det tredobbelte af den normale pris for den slags indkvarteringer, viser Flygtningehjælpens egne beregninger.

Der eksisterer hverken noget lovgrundlag eller nogen form for skriftlig aftale mellem staten og Dansk Flygtningehjælp om, at det er Flygtningehjælpen, der skal stå for den slags opgaver. Men det gør den. Og skatteyderne betaler.

Sideløbende med Dansk Flygtningehjælps udpumpning af skatteydermillioner, anvender Dansk Røde Kors et lignende beløb til flygtningehalløjet. Som FREMSKRIDT kunne afsløre allerede ved juletid forventes det, at de danske statsborgeres pris for politikernes åbne grænser i nær fremtid vil runde 1.000 millioner kr. i årlige udgifter, og måske 2.000 millioner kr. i 1986.

For meget for Palme

Når der i dag nærmest er kø ved de danske grænser skyldes det, at selv for Palmes Sverige er den muslimske invasion blevet for meget.

Om det beretter Jyllands-Posten blandt andet: “En meget restriktiv svensk flygtningepolitik er årsag til, at flygtninge strømmer til Danmark, selv om de oprindeligt havde Sverige som mål. Danske myndigheder modtager udlændingene, uanset om deres papirer er i orden, og det ved svenskerne, så det er nemt for dem at eksportere problemerne hertil.

Kriminalassistent Henning Falden, den centrale politiafdeling, som foretager den første afhøring af flygtningene, siger, at ingen bliver afvist, når de ankommer til Danmark, hvis de søger om at få politisk asyl. Svenskerne er mere konsekvente. De afviser en del, der kommer med færgen fra Sassnitz i DDR til Trelleborg. Flygtningene afhøres ligesom her, men medbringer de falske papirer, er resultatet ofte, at de udvises. Jeg kan ikke forestille mig, at de pågældende frivilligt tager tilbage til DDR. De meddeler snarere, at de vil søge asyl i Danmark, hvorefter de sejler til Helsingør eller København”.

Intet til hinder for

I et svar i Folketinget har statsminister Poul Schlüter måtte erkende:” Der er hverken i grundloven eller i lovgivningen i øvrigt fastsat bestemmelser, der er til hinder for, at et politisk parti har et programpunkt med det indhold, at flygtninge og fremmedarbejdere bør udvises. Der er således intet til hinder for, at et politisk parti arbejder på, at den danske lovgivning indrettes i overensstemmelse hermed, og at Danmark frigør sig for sine internationale forpligtelser i denne henseende”.

Og Pia Kjærsgaard har spurgt socialministeren: “Med hvilken begrundelse bevilger man 100 kr. om måneden til buskort til flygtninge, når pensionister kun kan bevilges HT-kort til en tredjedel af prisen med tilsvarende forringede kørselsmuligheder”?

“Pensionister kan købe HT-pensionistkort til 3 zoner for en pris af 115 kr. hver 3. Måned. Dette kort giver pensionisten begrænset tidsmulighed for at køre med HT, men den ringe folkepension giver ikke store muligheder for at betale et “normalt” månedskort.

Flygtninge har derimod mulighed for gratis at få et buskort til en værdi af 100 kr. om måneden og er samtidig fri for begrænsningen i muligheden for at køre med HT. Denne forskel bedes begrundet, da det for spørgeren er svært at finde logikken i denne forskelsbehandling. Ikke mindst når det tages i betragtning, at en flygtning koster staten ca. 120.000 kr. om året. En dansk folkepensionist modtager som bekendt langt under det halve”.

Og så er vi tilbage ved udgangspunktet. Dansk velfærdspolitik anno 1985.

Torben Zinglersen

www.frp.dk 

Læs også: Forskel på fisk i Danmark: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/09/07/forskel-pa-fisk-i-danmark/

Læs også: Øget kontrol med familiesammenføring skal forhindre svindel:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/10/01/%c3%b8get-kontrol-med-familiesammenf%c3%b8ringer-skal-forhindre-svindel/

Læs også: Borgmestre tjener fedt på flygtninge: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/09/02/borgmestre-tjener-fedt-pa-flygtningene/

Derfor opstod Fremskridtspartiet

Må citeres med fuld kildeangivelse: Fremskridt nr. 25 / 31. juli 1981 / 9. årgang

 

Derfor opstod Fremskridtspartiet

 

Fremskridtspartiets fremkomst var en reaktion, der måtte komme i et samfund, der blev mere og mere sygt.

 

Efter 2. verdenskrig havde Socialdemokratiet en glimrende politisk platform, en socialt retfærdig fordelingspolitik, og denne fase af den politiske udvikling havde god grobund hos befolkningen. Selv borgerlige partier kunne slutte op om denne målsætning.

 

Den danske befolkning er flittig, og takket være den teknologiske udvikling kunne samfundet arbejde for et bedre socialvæsen, et bedre hospitals- og sundhedsvæsen og et bedre skole- og uddannelsessystem. Flid og arbejdsomhed kunne betale sig, og der kunne spores Fremskridt på alle områder i samfundet helt op i tresserne.

 

Denne fremgang var for meget for socialdemokraterne. Det sociale velfærdssamfund var nået, og partiets rolle var udspillet, men nu skulle samfundet socialdemokratiseres, der skulle skabes et socialistisk samfund, og sygdommen “Danmarkisering” begyndte. Socialdemokratiet startede opbygningen af den offentlige sektor, der er rygraden i partiet: Den, der behersker det administrative apparat, har magten.

 

Og lovmøllen malede, og bureaukratiet voksede, og man skulle helst være socialdemokrat for at gøre karriere hos det offentlige. Lønningerne steg i det offentlige, så det var svært for den private sektor at konkurrere om arbejdskraften, og som bærende idé fortsatte socialdemokraterne med at hævde, at deres fordelingspolitik ikke var nået langt nok. Vi havde stadig for mange kapitalister.

 

De borgerlige partier tog konkurrencen op med Socialdemokratiet og tilbød endnu mere service og fordelingspolitik, og sygdommen udviklede sig. De mindre erhvervsdrivende klagede over den voksende arbejdsbyrde fra det offentlige og dårlige indkomstforhold, men da vi takket være den teknologiske udvikling havde stor materiel fremgang, var der ingen, der reagerede mod udviklingen. Det vat blot samfundsudviklingen, der var skyld i, at de småhandlende klagede sig, fremhævede socialdemokraterne.

 

Skattetrykket steg, og det sidste værn mod skattetrykket faldt, da kildeskatten blev indført. Socialisterne reklamerede med, at selvangivelsen forsvandt, og de borgerlige partier indførte systemet.

 

Men befolkningen havde anet uråd, og den havde givet en borgerlig regering fuldmagt til at stoppe sygdommen i 1968. Et af slagordene var, at “pengene har det bedst i borgernes lommer”, men ak, denne borgerlige regering fortsatte socialdemokratiseringen, som om intet var hændt, og antallet af offentligt ansatte steg i takt med det stigende skattetryk. “Danmarkiseringen” var ikke til at stoppe og har siden taget fart. Der er i dag flere, der modtager penge fra de offentlige kasser, end der er ansatte i erhvervslivet. Vi lever af at klippe hinanden.

 

Derfor opstod Fremskridtspartiet.

 

Ole Maisted

www.frp.dk

 

 

Læs også: Mogens Glistrup interviewes (1981):

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/08/31/mogens-glistrup-interviewes-1981/

Læs også: Denne gang må det ikke glippe:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/08/02/denne-gang-ma-det-ikke-glippe/

Læs også: Udnyt chancen – kast åget bort:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2009/01/23/udnyt-chancen-kast-aget-bort/

Velfærdsstaten er en af historiens største politiske fiaskoer

Må citeres med fuld kildeangivelse: Fremskridt nr. 41 / 8. december 1989 / 17. årgang

Velfærdsstaten er en af historiens største politiske fiaskoer

Følgende indlæg er skrevet af Kaj Ikast fra Det konservative Folkeparti og blev trykt i B.T. 28. november 1989. FREMSKRIDT har fået lov af Kaj Ikast til at gengive det.

Danskerne kendetegnes i dag blandt andet ved, at vi er flintrende ligeglade med hinanden. Vi arbejder sort, vi snyder i skat, vi fusker med de sociale bidrag, vi kører for stærkt og så videre og så videre.

Sådan er billedet af den højt besungne velfærdsstat. Hvis formålet med velfærdsstaten var og er, at menneskene skal blive personligt mere socialbevidste og især ansvarlige, så er velfærdsstaten en af historiens største politiske fiaskoer. Det er nemlig aldrig lykkedes at få skabt et velfærdssamfund, men kun en velfærdsstat.

Vi har nemlig overladt store dele – for store dele – af vort liv til staten. Lovgivningen stopper jo ikke, der hvor vi beskytter landet som helhed (forsvar), borgerne mod hinanden (retssystemet), eller hjælper dem, der har et selverkendt behov for hjælp (sundhedsvæsen, sociale ordninger m.v.).

Vi har også en lovgivning for vores tro og vore kirker. Kulturen kommer vi heller ikke udenom. De som ikke af sig selv opsøger de offentligt støttede kunstnere, teatre, museer, biblioteker o.s.v., får kulturen ind gennem flimmerkassen via DR’s alsidighedsforpligtelse.

Som de uvidende kvajpander vi er, er vi også grundigt beskyttet mod at begå dumheder såsom at lade sikkerhedsselen hænge slapt ned.

Samvittigheden tager samfundet sig også af. De gamle kan vi putte på plejehjem, de handicappede tager de professionelle sig godt af, børnene passes af surrogatmødre M/K og så videre. Alt sammen velbegrundet, da de fleste familier er afhængige af to lønninger. Det er de p.g.a. de høje skatter. De opkræves fordi, vi skal betale for plejehjemmene, åndssvageforsorgen, børnehaverne o.s.v. de er nødvendige, fordi begge forældre arbejder. Det gør de p.g.a. de høje skatter…

Skatterne er i sandhed et kapitel for sig selv. Vi tager så store dele af folks indtægt, når de yder en ekstra indsats, at selv de stærkeste bukker under. Først tager staten fra de stærke, indtil de bliver svage og beder selv samme stat om hjælp. Hjælpen får de velvilligt – hvilken hersker erhverver sig ikke gerne endnu en undersåt?

Det lyder fælt, og det er det vel også, men husk på, at vi lever i et demokrati. Vi har selv ønsket det sådan – har vi ikke? egentlig kan vi vel næppe komme tættere på et jordisk paradis. Staten sørger for, at vi får en god opvækst (hos forældrene eller staten), at vi får arbejde eller i det mindste en erstatning for de smuttere, der sker i planlægningen, at vi ikke kommer til skade, at vi ikke behøver at sørge for vore ældre, handicappede og børn, at vi får en tryg alderdom, at vi får kultur, sport o.s.v.

Og hvad så? Viser det, at vi har møl i moralen? Ja, det gør det, vi kan nemlig ikke tilbagevise alle problemer ved at pege på staten, politikerne eller den alt for store offentlige sektor.

Den offentlige sektor er kun blevet så stor, bureaukratisk og kvælende, som den er, fordi den har fået accept af politikerne, som igen har fået beslutningerne blåstemplet af vælgerne. Det er med andre ord Dem, kære læser, der har skylden. De har i hvert fald ikke evnet at gøre noget ved det grundlæggende problem: Danskernes grænseløse respekt for to ting janteloven og mennesket.

Når vi ser den rige, kaster vi os straks over vedkommende for at pille rigdommen fra ham/hende. Formueskat, marginalskatter, forhøjede afgifter på såkaldte luksusvarer og begrænset adgang til offentlige serviceydelser. Ikke alene må de mennesker, der yder en ekstra indsats finde sig i at blive plukket i skat, de må også se sig placeret bagest i køen, når det gælder om at modtage de offentlige ydelser, de har betalt så meget til.

Vi vil med andre ord hellere bruge kræfterne på at skære naboen ned til sokkeholderne end at bruge kræfterne på selv at komme op ved at skabe resultater, der er positive – også for naboen.

Den anden bremse på det danske samfund er troen på mennesket. Den tro er nemlig ikke så positiv, som den umiddelbart lyder. I velfærdsudgaven betyder det, at intet (stort set) kan ske, uden at det enten kan forhindres eller rettes op på. Vi accepterer ikke skæbnen.

Hvis et barn kommer til skade i skolegården, opstår der straks krav om, at alle skolegårde nærmest skal polstres med vat. I dagens ordbrug hedder det at forebygge ulykker, og det er som sådan godt nok. Men vi må også acceptere, at der er noget, der hedder uheld eller skæbnen, som ingen kan stilles til ansvar for – hverken ministre, pædagoger eller forældre. Naturligvis skal de mennesker, der er kommet i en ulykkelig situation hjælpes. Men de skal hjælpes til at klare sig selv.

Der er ingen tekniske problemer i at lave et sikkerhedsnet, hvor ingen falder igennem. Problemet er bare, at ingen kommer op igen – de bliver kvalt.

Før den almindelige dansker, den, der har flertallet, kaster janteloven og den overdrevne tro på mennesket på den ideologiske losseplads, er der ingen grund til at tro på væsentlige ændringer.

Socialdemokrater ynder at se sig selv som skabere af velfærdsstaten og det skal de så sandelig have lov til. De skal også have lov til at tage ansvaret for den Amoral, der er fulgt med. Jeg håber, at vi kan få den socialdemokratiske stolthed omdannet til et velfærdssamfund, hvor en menneskelig og individuel moral kommer i højsædet.

Kaj Ikast, MF (C)

B.T. 28. november 1989

WWW.FRP.DK

Læs også: Sporene er skræmmende: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/12/29/sporene-er-skr%c3%a6mmende/

Læs også: Velfærd frem for vanvid: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/08/13/velf%c3%a6rd-frem-for-vanvid/

Læs også: Jeg vil leve mit eget liv: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/11/19/jeg-vil-leve-mit-eget-liv/

De fortiede skandalers sag…Glistrup-sagen

Må citeres med fuld kildeangivelse: Fremskridt nr. 16 / 1. maj 1981 / 9. årgang

 

De fortiede skandalers sag

 

I 1970 kunne jeg ikke længere udholde stiltiende at betragte, hvor dilettantisk og pamperagtigt Danmark blev regeret.

 

Skulle landet undgå at komme helt ned i møget med sociale katastrofer i titusindvis til følge, måtte der gøres en aktiv indsats.

 

Fra jeg startede aktionen, gik kun få timer, før landets finansminister (Poul Møller, C, red.) og samtlige daværende folketingspartier erklærede min person aldeles afskyelig.

 

Uafbrudt siden da har etablissement med alskens tricks, svinestreger og ufine midler søgt at tvære mig ud. Herom kan skrives tusinder af veldokumenterede sider. Og de vil engang blive skrevet. Men endnu har ingen haft mod til at afsløre, hvordan restgarantier er tilsidesat på samlebånd for at få knaldet mig personligt. Udsættes en forløben mexicaner eller andre for en promille af, hvad jeg har måttet stå model til, skriger Cavling-prisvindere straks op og vækker den offentlige samvittighed. Men fra den, der præcist har fremlagt de foranstaltninger, som må gennemføres for at redde det danske samfund fra Afgrunden, holder de sig væk. Det vil nemlig kræve bortrydning af pjalte, nassere og misbrugere. Og dem skal Danmarks Radio pressens såkaldte gentlemen eller andre inden for magtsystemet ikke have noget af at lægge sig ud med.

 

De værste har været jurister. I sådan nogle er indgroet følgagtighed over for det bestående system. Og jeg er følt som en væmmelig klasseforræder, der bør udryddes. Et Z-hovedmiddel til at klare Danmarks situation er nemlig at mindske og nedklassificere juristers-papirnussers- arbejde. Derfor har retsvæsenet og dets kolleger særdeles onde øjne mod mig.

 

Nu er det ikke sådan, at danske dommere og andre jurister udråber, at de vil være korrupte. Mekanismen er mere indviklet. Eller rettere skinhellig. Men det kommer ud på det samme.

 

Blikkenslagerbanden gør det grove arbejde

Den danske magthaver spiller den fine mand ud af til. Som Nixon i Watergate. Han havde jo sin blikkenslagerbande. Den danske blikkenslagerbande blev et par embedsmænd i Statsskattedirektoratet (Carl Døssing og Niels V. Bendtsen). De to tjener deres herrer med tusinder af sider papir. Derefter finder alle – højesteret, ligningsråd, ligningskommissionen, landsskatteret o.s.v., at det hele er så stort og indviklet, am man må henholde sig til de to. Efterhånden som flere instanser har sagt dette gennem årerne, kan de henvise til hinanden.

 

Sådan er den juridiske arbejdsmetode, når en besværlig samfundskritiker med djævlens vold og magt skal kanøfles. Hellere ”solidarisk” med embedsbrøderne end at beskytte anklagedes retssikkerhed.

 

Nok har retsfærdsskænderne efterhånden sammenvævet mere end hundredetusinde sider papir. Men som i kaiserens Ny Klæder er virkeligheden såre simpel: Mine modstandere påstår, at næsten en million aftaler, som jeg har formidlet, og som behørigt er bogført i mit bogholderi straks efter dispositionernes foretagelse, skulle være nul og niks Dette fiktionspåfund begrundes ene og alene med det aldeles uholdbare, at kontooverførelser er betydningsløse. I det pengeløse samfund, som vi er på vej ind i, sker flere og flere betalinger ved, at en konto godskrives et beløb og en anden belastes med det. Det må selvfølgelig godkendes af retsordenen. Og bliver det. For alle andre end mig.

 

Alle, der har gennemarbejdet sagen ved, at alt, jeg har foretaget mig, er juridisk og moralsk korrekt i enhver henseende. Men de styrende ville tabe ansigt ved åbent at erkende det. Derfor holder de sammen som ærtehalm i forfølgelsen af mig.

 

Det begyndte med Leo Lemvigh. Den 28. august 1973 og flere gange senere indrømmede han, at der ikke var kød på angrebet mod mig, men at jeg, hvis sagen alligevel skulle blive fortsat, nok skulle få lejlighed til at forsvare mig. Men da Hartling havde brug for et valg i maj 1974, kunne Lemvigh ikke holde sit løfte. Tiltale blev udspredt for alle vinde, uden at man forinden hørte mine synspunkter.

 

På grund af uduelige forsvarere kom mine synspunkter heller ikke frem i byretten. Men slev om det fremlagte ensidigt var anklagerens materiale, opdagede byretten alligevel min uskyld. Men avancecementslystne kunne ikke holde til at frifinde Glistrup. Anderledes kan det ikke forklares, at byretten på den ene side på papiret godtager, at jeg som advokat i hundredtusindvis af tilfælde gennem mere end en snes år i stigende omfang har begået forsætlig skattesvig for hundredvis af millioner kroner. Og at dommen på den anden side lader mig beholde min advokatbestalling og nøjes med en i forhold til anklagen lille bøde.

 

Nu fortsætter de så i landsretten forsøget på at køre mig sønder og sammen. I yderligere et par hundrede heldagsretsmøder er anklageren fremturet i at forføre domstolen ved udelukkende at dynge skinbeviser op i denne absolut intet oppustede rekordtykke sag. Jeg er påduttet de samme umulige forsvarere i landsretten, som i byretten viste sig så uskadelige for systemets interesser. For deres pæne artighed modtager de godt og velfærdsstat en million kroner. For at fjerne enhver mulighed for god tro hos landsrettens dommere om, at anklageren alene er ude på restfordrejning og justitsmord, har jeg derfor måttet bruge en stor del af denne sommer til at forberede en liste over nogle af de beviser, der må føres, hvis man virkelig for alvor skal bedømme det fiktionsnonsens, som hele anklagen mod mig er stablet op på.

 

Magthavernes og mediernes forsøg på at smadre mig 

Det har været en hård streg i regningen for gammelpartierne, administrationen og domstolene, at de ikke for længst totalt har udraderet mig. Først ødelagde de min advokatvirksomhed ved, at ottespaltede avisoverskrifter stemplede mig som en ågerkarl, testementebedrager og storsvindler. De fratog mig eksekutorbevillinger og forsøgte også på andre måder at smadre mig. Men en hundrede ren samvittighed, en god ven, trofaste klienter, selvopofrende medarbejdere og en ubrydelig familiestøtte fik mig til at udholde, hvad nok havde knækket de fleste.

 

Så kom de mange år med opslidende uretssager. De af Poul Møller iværksatte undersøgelser gav myndighederne det kæmpechok, at eet menneske her i de tusinde urimelige loves land havde rent mel i posen. Og det var ham, de helst ville have til livs. Men dernæst fik de mange års retssagshelvede væsentligt værre end hvad fremmede lande byder daværende systemkritikere – ikke mig til at bryde sammen og begå selvmord eller flygte ud af landet, som de så inderligt håbede. Man så hen til, at byretsdommen endeligt skulle mase mig til plukfisk. Det gjorde den ikke. Så blev de desperate. Lavede totalt om på fiktionsteorien og sendte mig skattebilletter på mange millioner kroner ud over, hvad jeg havde tjent. Helt uden forbindelse med gældende skattelov beordrede man disse millionansættelser i de sidste par år. Men de våben, de fandt på til at ruinering af mig, har nu på det allersidste vist sig at være boomerangs. Regnes det hele konsekvent igennem, fører den nye fiktionsmetode til, at jeg skal have penge tilbage fra skattevæsenet.

 

Men i deres gennemført lovløse ligningsraid har skattefolkene fortrinsvis gennemgået de konti i mit bogholderi, som førte til forhøjelse af min indkomst, og ikke dem, der ville resultere i nedsættelser. I møde i Lyngby Ligningskommission den 26. juni 1980 tilstod blikkenslagerbanden, at sådan forholder det sig. Man undskyldte sig med, at staten ikke har ressourcer nok til at gennemregne de konti, der ville give mig fradrag.

 

Dagen efter afsagde Østre Landsret en dom, hvis oplysninger afslørede, at blikkenslagerne skan havde lavet i al fald en af disse opgørelser (234.176 kr. blot for én af de tusinder af klienter, der ville føre til fradrag). Det havde man gjort for at ramme den pågældende klient, men fortiet det i min sag, hvor det modstående fradrag skulle have optrådt.

 

I det hele taget det mest modbydelige i myndighedernes ondskab uden grænser, at de har overfaldet hundredvis af mine klienter. Ene og alene fordi det skulle bidrage til at slagte mig. De menneskelige omkostninger har været umådelige ved denne nederdrægtige gidselmaltraktering. Men i Danmark i dag er ikke så nær afgrunden, som det ville have været uden Fremskridtsbevægelsen.

 

Og når de gamle partier må give op den dag, de ikke kan låne mere i udlandet, står Fremskridtspartiet parat med de helt præcise og gennemarbejdede løsninger til at genrejse landet og undgå de værste sociale katastrofer.

 

Derfor har det hele været den enorme pris værd.

 

Mogens Glistrup

WWW.FRP.DK

 

Læs også: Sy(g)stemet fører over 40 år gamle skattesager mod Glistrup:

 http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/09/20/sygstemet-f%c3%b8rer-over-40-ar-gamle-skattesager-mod-glistrup/

————-

Læs også: Denne gang må det ikke glippe:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/08/02/denne-gang-ma-det-ikke-glippe/

————-

Læs også: Derfor opstod Fremskridtspartiet:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/08/02/derfor-opstod-fremskridtspartiet/

Skibet der gik ned…

Må citeres med fuld kildeangivelse: Fremskridt nr. 2 / Juni 2002 / 30. årgang

 

Skibet der gik ned…

 

Det er underligt, men pressen har slet ikke fortalt om det – et skib gik ned i sidste uge, med nogle tusinde passagerer. I hundredvis druknede, de stakler.

 

Det skete på den store flod mellem to lande. På blot en halv time var skibet væk. Mange lykkedes det at svømme tilbage til bredden, men hundredvis at stakler lå i timer og skreg om hjælp. Først da mørket faldt på, blev der ro.

 

Nogle enkelte var heldigere end andre! De havde med sig, hver især, deres egen lille private redningsbåd, med indbygget motor. Med et vemodigt smil om munden forlod de det synkende skib og de druknende stakler, satte kursen mod den modsatte bred, det rige land, som de alle ønskede sig hen til. Inde på stranden stod en større skare mennesker – fine fruer og en del mænd – og tog imod dem. Godt nok var de hverken våde eller forkomne, men alligevel stod disse mennesker klar med varme frottehåndklæder og nænsomt pakkede de dem ind.

 

Ude fra floden lød de rædselsvækkende skrig stadig. Der var masser af mennesker at redde, men ingen gjorde noget. De “fine damer” stillede sig tættere sammen og vendte ryggen til de uhyggelige skrig. Så kunne de næsten ikke høre dem. I stedet smilede de varmt til de nyankomne på stranden, og bar dem ind til staden, hvor de hver især hurtigt fik sig en bolig, møbler, o.s.v. og tilmed så mange penge hver måned, at selv om de var blandt de øverste i det fattige land, så var de nærmest overvældede over så store beløb, de nu modtog.

 

“Det skal i slet ikke tænke på”, svarede de fine fruer. “I har ærligt fortjent dem. Det kunne lige passe andet”.

 

Forsigtigt spurgte de til deres landsmænd fra skibet, hvordan det var gået dem.

 

De fine fruer rystede på hovedet. “Nej, ingen fik vi reddet, de lå jo næsten en halv kilometer ude i vandet og hylede og skreg, så det var en gru. Men i brave mænd, i kom jo selv frem til os; i har så ærligt fortjent, at vi passer på jer. Vi er kun et lille land, så vi kan jo ikke redde hele verden, vel min ven? – sluttede den fine dame, medens hun med et varmt smil og forførende øjne forsøgte at smelte sig ind i hjertet på den bronzefarvede mand.

 

Allerede samme aften mødtes de fine fruer og mænd. De talte meget sammen om, hvor godt det var, at de havde reddet alle de 10 stakler, der selv kom sejlende ind til stranden i deres fine redningsmotorbåde. Og de takkede sig selv og hinanden for, at de hver især var så gode. De priste hinanden for deres gode hjerter, og de takkede Gud for, at de ikke var som de andre i det rige land. Tænk, hvor skammeligt dog: Nogen syntes det var forkert, at man end ikke forsøgte at hjælpe de mange, der ved at drukne ude på floden, men kun tog sig af den lille gruppe, der havde haft råd til at medbringe egen redningsbåd. Det var næsten for meget for de fine.

 

Inden de gik hjem i seng, gik de forbi Rådhuset. Her hævede de deres løn for at være så hjertensgode, og de krævede en mægtig stabel af forvarmede frottehåndklæder klar til næste morgen, for de vidste jo, at næste dag ville der igen gå et skib ned, og de få af dem, der flyder ovenpå, vil lande i et rige land, og i deres inderlige godhed ville de igen stå klar til at modtage de stakler. De vidste ganske nøje, hvordan det hele skulle arrangeres, for det samme skete hver eneste dag. Fra tid til anden måtte regeringen godt nok finde på nye skatter, for det kostede uhyre summer med alle de forvarmede frottehåndklæder. “Vi kan ikke blive ved at finde på nye skatter” klagede regeringen. “Jamen, så må i tage pengene fra de gamle, de skal jo alligevel snart dø, hvorimod vore gæster er unge og smukke, så vi er nødt til at give dem ekstra ydelser. Og i morgen kommer der igen flere”.

 

Til tider slog den tanke da de fine, at det faktisk var underligt, at der ikke var nogen, der stoppede al det drukneri. Men hvad kunne de selv gøre – de havde jo hænderne fulde af frottehåndklæder. Så staklerne derude måtte jo så dø eller lade være! Og de takkede igen Gud for, at de var så gode af hjertet.

 

De syntes ganske at have glemt, at Gud på et tidspunkt havde sendt sin søn til Jorden, netop for at lære menneskene om kærlighed. Han selv var det kærligste væsen, som tænkes kan, og han hjalp de store skarer, de allerfattigste. Dem, der flød ovenpå, havde jo rigeligt at gøre med at bjerge mere til sig selv.

 

Men den beretning havde de fine i landet nok aldrig hørt, for det kan da ikke være med fuldt overlæg, at de hver dag lader tusinder ynkeligt dø, medens de forgylder tilværelsen for ti, vel?

 

Og pressen siger intet? Jo, den beretter gladelig om de ti, laver ofte fine interviews med dem, hvori disse forklarer om, hvor slemt det var, den dag de sejlede ind til stranden, mens så forfærdeligt mange skreg og hylede.

 

Nej. Disse tusinder beretter pressen intet om. Pressen har nemlig ganske samme holdning som de fine damer: “Det er os, der har den rigtigste mening”.

 

Svend-Erik Mortensgaard

WWW.FRP.DK

 

Læs også: Schlüter løj for åben TV-skærm: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/11/28/schluter-l%c3%b8j-for-aben-tv-sk%c3%a6rm-2/

 

Læs også: Nyrup lyver: http://fremskridtdk.wordpress.com/2009/04/17/nyrup-lyver/

 

Læs også: Mig er politisk flygtning: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/09/15/mig-er-politisk-flygtning/

Til eftertanke

Må citeres med fuld kildeangivelse: Fremskridt nr. 18 / 21. oktober 1976 / 4. årgang

 

 

Det var engang en lille høne, som gik og kradsede i jorden ved bondegården. Det fandt den nogle gran hvedekorn. Den kaldte på sine naboer og sagde: ”Hvis vi sår denne hvede, kan vi få brød at spise. Hvem hjælper mig med at så den?”.

 

”Ikke jeg”, sagde koen.

”Ikke jeg”, sagde anden.

”Ikke jeg”, sagde grisen.

”Ikke jeg”, sagde gåsen.

 

”Så gør jeg det selv”, sagde den lille høne. Det gjorde den så, og hveden voksede sig stor og modnedes til gyldent korn.

”Hvem vil hjælpe mig med at høste min hvede?”, spurgte den lille høne.

 

”Ikke jeg”, sagde anden. ”Ikke mit arbejde”, sagde grisen. ”Jeg ville miste min anciennitet”, sagde koen. ”Jeg ville fortabe min understøttelse”, sagde gåsen. ”Så gør jeg det selv”, sagde den lille høne.

 

Til sidst kom tiden, da brødet skulle bages. ”Hvem vil hjælpe mig med at bage brødet?”, spurgte den lille høne.

”Det skal jeg have overtidsbetaling for”, sagde koen. ”Jeg ville miste min socialhjælp”, sagde anden. ”Jeg er en social taber og har aldrig lært, hvorledes man gør det”, sagde grisen. ”Hvis jeg skal være den eneste hjælper, så er det diskriminering”, sagde gåsen. ”Så vil jeg gøre det selv”, sagde den lille høne.

 

Den bagte så fem brød og viste dem frem, så de andre kunne se dem. De ville alle gerne have noget af brødet og forlangte en andel hver. Men den lille høne sagde: ”Nej, jeg kan godt selv spise de fem brød”:

 

”Profit”, råbte koen. ”Kapitalistiske snylter”, skreg anden. ”Lige ret for alle”, skrålede gåsen. Grisen bare gryntede. Og så malede de plakater med parolen ”Vi kræver vor ret” og marcherede rundt om den lille høne, mens de råbte skældsord.

 

Da der kom en regeringsembedsmand til stede, sagde han til den lille høne: ”Du må ikke være så grådig”. ”Jamen jeg har jo selv fremstillet brødet”, sagde den lille høne.

 

”Lige netop”, sagde embedsmanden, ”sådan er det vidunderlige frie initiativ. Alle på gården kan tjene lige så meget som de vil. Men i vort moderne reguleringssamfund må de produktive arbejdere dele deres frembringelser med de dovne”.

 

Og de levede lykkeligt siden, også den lille høne, som smilede og klukkede: ”Hvor er jeg dog lykkelig, hvor er jeg dog lykkelig”.

 

Men de andre dyr kunne ikke begribe, hvorfor den aldrig nogensinde mere bagte brød.

 

The Free Nation

www.frp.dk

 

 

Læs også: Velfærdsstaten er en af historiens største politiske fiaskoer:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/08/02/velf%c3%a6rdsstaten-er-en-af-historiens-st%c3%b8rste-politiske-fiaskoer/

Læs også: Beskatninh er tyveri:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/11/07/beskatning-er-tyveri/

Læs også: Det betaler sig ikke længere at bestille noget:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/10/18/det-betaler-sig-ikke-l%c3%a6ngere-at-bestille-noget/

Den rene farce

Må citeres med fuld kildeangivelse: Fremskridt nr. 25 / 19. august 1988 / 16. årgang

Den rene farce

Det yndige land. Dansk flygtningepolitik, eller måske mangel på flygtningepolitik, kan ikke mindst for unge mennesker give anledning til spekulationer, der kunne udmøntes i noget, der ligner en farce, hvis hovedpersoner er en lille dansk familie, mand og kone, samt en flygtningefamilie bestående af mand, kone og to børn

Første akt:

År 1985: Hans og Grete det danske par, ønsker at flytte sammen. Grete er nyudlært. Hans er stadig i lære. De har ikke mange penge, men ved at få brugte ting og sager fra familie og venner samt ved at bruge de surt tjente penge får de et hjem. De har det godt, lever sparsommeligt, og hvis de vil have lidt ekstra, må de jo arbejde noget mere, for det er man jo opdraget til i Danmark.

År 1987: Værtinden dør desværre, og huset bliver solgt til en pakistaner. Underetagen bliver så udlejet til Dansk Flygtningehjælp, som indsætter familien A (flygtninge) i lejligheden med det dertil passende indbo. Det er vist unødvendigt at sige, at det er nye ting, som familien får.

Anden akt:

En hverdagsaften, klokken nærmer sig 24. Hans og Grete er gået i seng, for de skal jo tidligt op. Hans kan ikke sove (det skyldes måske at familien A har fået gæster kl. 22:30, og børnene støjer jo meget, men familie A skal jo heller ikke op til noget næste dag).

Hans ligger og spekulerer over livet, og der er en del, han ikke forstår, men det skyldes måske, at han er lidt dum. Han kan ikke forstå følgende: Da han læste, fik han S.U. på 1.825 kr. om måneden. For at få det hele til at løbe rundt, var Grete nødt til at have et ekstra job i weekenden. De skulle jo have mad samt tøj på kroppen, og olie regningerne skulle også betales. (De fik tanket 1.000 liter hver femte uge. Det skyldes måske, at familie A, plejede at have 30-35 grader i lejligheden) derfor undrede han sig over, at familie A aldrig skruede ned for radiatorerne, men åbnede vinduerne i stedet, når det blev for varmt i lejligheden.

Hans og Grete havde den fordel, at de altid kunne finde hjem de mørke vinternætter, for de gik bare efter det hus, som var fuldt oplyst forneden, også om natten. Dette var jo praktisk, men måske lidt dyrt, men hvem tænker på elregningen? Familie A havde skam også en fordel. De havde nemlig en sponsor (Dansk Flygtningehjælp).

Hans kom vidt i tankerne. Han havde hørt disse kære politikere snakke om den skæve handelsbalance i forhold til udlandet. Derfor undrede det ham, at familie A havde et farve-tv med fjernbetjening, stereo samt tekst-tv og en dertil hørende videomaskine også med fjernbetjening af et tysk fabrikat(Grundig), når Bang og Olufsen er dansk, men de venlige sponsorer kan vel ikke tænke på alt.

Hans havde også hørt noget om, at man skulle støtte de lokale butikker. Derfor var han forbavset over, at kvinden fra familie A klagede over, at det tog så lang tid, inden familien fik deres pas igen, så de kunne komme til Tyskland efter billige varer i deres bil, for selvfølgelig har familien en bil. Det har alle da i Danmark, ikke?

Han kom til at tænke på de ældre og syge. Han havde læst og hørt, at der skal spares i den sociale sektor i Danmark. Man nedlægger f.eks. Gram Sygehus og sparer på dagplejen mange steder.

Tredje akt:

Hans mente, at hjemmehjælpen i de forskellige kommuner var til for de ældre og syge, når disse ikke kunne klare sig selv. Derfor var hans forundring stor, da han opdagede, at nu havde familie A sandelig også fået hjemmehjælp. Men selvfølgelig kunne han godt se, at familien ikke kunne overkomme det hele, når manden skulle i skole fra 12:00 til 16:00, for han skulle jo også have udsovet, når de nu havde gæster det halve af natten. Kvinden kunne jo ikke klare husholdningen, for hun var jo gravid, og så havde hun skam også været i haven om aftenen for at slå nogle planter ned med en hakke. Hun hængte jo også selv dynerne ud, når hjemmehjælperen var gået. Så hvis familie A ikke kan få bevilget en hjemmehjælper en gang om ugen, hvem kan så?

Den nat drømte Hans, at han i sit næste liv også ville være flygtning i Danmark. Tænk at sætte sig ind i en flyvemaskine og så bare sige asyl, asyl i tolden, så kunne man få bolig, tøj og bil uden at lave en disse. Dette måtte da være livet. Det er jo bedre end at vinde i tips.

Hans kunne skam godt forstå, at så mange benyttede sig af tilbuddet fra disse flinke mennesker i Danmark.

Grete drømte om at være huskat, som bare kunne ligge og dase og få maden serveret samt at have venlige mennesker til at skifte gruset i tissekassen. Hans og Grete lignede hinanden meget, og ofte drømte de om næsten det samme.

Slutspil:

Stykket afsluttes med, at familie A og B i fællesskab synger: “Der er et yndigt land”. Så kan man jo selv om, for hvilken af familierne det er tilfældet.

J. Sarup

www.frp.dk

Læs også: Underlig flygtningepolitik: http://fremskridtdk.wordpress.com/2009/04/14/underlig-flygtningepolitik/

Læs også: Det sku´ være så godt: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/08/03/det-sku%c2%b4-v%c3%a6re-sa-godt/

Læs også: Forskel på fisk i Danmark: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/09/07/forskel-pa-fisk-i-danmark/

Zarens kur

Må citeres med fuld kildeangivelse: Fremskridt nr. 4 / 3. marts 1980 / 8. årgang

 

 

Bladet DANSK INDUSTRI har igen i sit februarnummer en leder, som er værdig til viderebringning.

Lederen lød som følger:

 

I det gamle Rusland udbrød engang en koleraepidemi. Landets læger rejste hen til de distrikter, hvor epidemien rasede. Dér, hvor epidemien havde særligt hårdt fat, kom der naturligt nok flest læger. Lægerne gjorde, hvad de kunne for at bekæmpe epidemien. Desværre var der ikke læger nok i landet, og derfor var det svært at bekæmpe epidemien.

 

Men så fik regeringen den idé, at den også ville gøre noget ved det syge land. Zaren sendte en minister ud for at undersøge sagen. Ministeren kom tilbage til Zaren og fortalte om sine observationer ude i landet. Jo flere læger der er i et distrikt, desto mere kolera finder man, berettede ministeren. Sagen er klar, svarede Zaren. Skal vi redde landet fra kolera, må vi slå lægerne ihjel. Det gjorde man så. Det var Zarens kur.

 

Flere århundrede senere fik et lille land en syg økonomi. Landets gæld voksede og voksede, fordi eksporten ikke kunne følge med importen. Landets industri gjorde, hvad den kunne for at producere varer, som blev eksporteret, eller som kunne overflødiggøre import. For at kunne producere måtte industrien købe råvarer, maskiner og energi i udlandet. Naturligt nok var værdien af industriens produktion større end den import, der var nødvendig for at producere. Industrien hjalp derfor den syge økonomi. Desværre var der ikke industri nok i landet, og derfor havde økonomien svært ved at blive rask.

 

Men så fik regeringen den idé, at den også ville gøre noget for at helbrede den syge økonomi. Man sendte ministre rundt i landet for at se på sagen. De kom tilbage og fortalte, hvad de havde set. Vi har lagt mærke til, at industrien køber en masse i udlandet, maskiner f.eks. og så bruger den energi, som også koster udenlandsk valuta. Sagen er klar, konkluderede regeringen. Skal vi redde landets syge økonomi, må vi slå industrien ihjel. Regeringen satte en plan i værk.

 

Først lagde man ekstra skatter på de virksomheder, der ville købe maskiner og den slags. For som man sagde: ”Der importeres en grusom masse maskiner”.

 

Så sørgede man for, at de, der havde maskiner, eller som overvejede at købe nogle trods de ekstra skatter, blev i vildrede med, om de i fremtiden kunne få strøm til deres maskiner.

 

Til sidst lagde man ekstra skat på strøm til maskinerne og anden energi til produktionen.

 

Det var regeringens kur.

 

Dansk Industri

www.frp.dk  

 

 

Læs også: E r h v e r v s z o n e r:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2009/01/22/e-r-h-v-e-r-v-s-z-o-n-e-r/

Læs også: Hver familie skal betale 150.000 kroner for at dække Schlüter´s  1985-underskud:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/10/07/hver-familie-skal-betale-150000-kr/

Læs også: En skattereform skal give flere penge i statskassen:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/10/26/en-skattereform-skal-give-flere-penge-i-statskassen/

NEJ til Amsterdam-traktaten

NEJ til Amsterdam-traktaten den 28. maj 1998

 

Fremskridtspartiet siger STOP for EU-svindel, bedrageri, korruption, tilskudsjunglen og urimelige lønninger!

 

Det nuværende EU-samarbejde byder på utallige eksempler på, at der foregår svindel og bedrageri i EU-systemet. Til trods for, at der hvert år kommer nye rapporter fra EU´s egne revisorer med dokumentationen for den omfattende svindel, så sker der ikke noget. Amsterdam-traktaten, som vi skal stemme om den 28. maj 1998, vil udvide EU-samarbejdet yderligere, hvorefter der bliver mulighed for endnu mere fup.

 

Læs her – og stem nej den 28. maj.

 

Læs om 50 dokumenterede eksempler på

- svindelen

- bedrageriet

- korruptionen

- tilskudsjunglen og

- de urimelige lønninger i EU

 

Eksempler fra EU´s Revisionsrets årsberetning for 1995 i EF Tidende, 95/C 340/01:

1. Til gengæld for nedskæringer i EU-priserne på oksekød har man indført bonusordninger for noget af tabet. EU-kommissionen har – uden videre – sat bonussen op med 60 % i forhold til det vedtagne. Det har betydet en ekstra udgift på 2,5 milliarder kroner.

 

2. Et fransk firma fik i 1996 afvist 200 tons frosset kød af de egyptiske veterinærmyndigheder p.g.a. frygten for kogalskab. Firmaet havde af EU fået eksportstøtte på 2 millioner kr. Pengene blev ikke tilbagebetalt. Kødet blev i stedet for solgt videre til et engelsk firma, der eksporterede det videre til Sydafrika. Der opdagede myndighederne, at kødet ikke kom fra et fransk slagteri som papirerne lød på, men fra et engelsk.

 

3. I Kommissionens årsberetning kan man læse stribevis af eksempler på svindel med eksport af fødevarer. I et tilfælde bestod svindlen i at importere levende kvæg fra Østeuropa til Italien. Derefter skulle kødet reeksporteres til Malta som kødstykker af dårlig kvalitet og slagteaffald. Efter at være oplageret på Malta blev kødet genindført til EU. Det viste sig, at kødet også var blevet omdirigeret til tredjelande. Sagen er beregnet til at have kostet EU´s skatteydere ca. 130 millioner kr. i ikke-erlagte afgifter og 175 millioner kr. i uberettiget eksportstøtte.

 

4. En undersøgelse af Italiens mælkeproduktionsaftale har afsløret en udbredt fidus. Den går ud på, at man for at undgå straf, har overført den overskydende mælkeproduktion til landbrug, der ikke eksisterer. Man fandt bl.a. ud af, at en fiktiv gård var beliggende på femte sal i en ejendom i Rom. “Gården” havde en besætning på 1.500 køer, der producerede mælk for 23 millioner kr.

 

5. En skibsladning vin fra EU til Østeuropa blev på vejen omdirigeret til Schweiz. Det er et bestemmelsessted, der ikke udbetales eksportstøtte til. Men sagen blev klaret ved, at der blev fremlagt falske beviser for overgangen til frit forbrug. Og så kom støtten på 14 millioner kr.

 

6. Også på turistområdet er den gal. EU har afsløret betalinger under bordet til repræsentanter fra Kommissionen som modydelse for støttetildelinger. Nu er der taget skridt til inddrivelse af 10 millioner kr. hos 15 støttemodtagere. EU konstaterer, at der i denne sag er tale om organiseret bedrageri både indeni og udenfor Kommissionen.

 

7. Cigaretter er også et svindelobjekt. Her er et eksempel: Ved efterforskninger i Spanien, Portugal og Danmark er afsløret et lager på 92 millioner cigaretter, som er blevet omdirigeret illegalt under transporten fra Danmark til Portugal. Undervejs blev der brugt falske stempler som dokumentation for, at varerne havde været igennem toldbehandling i Portugal. I den forbindelse blev der unddraget told for 105 millioner kr.

 

8. 76 lastbiler med cigaretter til Central- og Østeuropa dukker aldrig op på udgangstoldstedet i Tyskland. I stedet blev der svindlet med falske tyske stempler. Det kostede 532 millioner kr. i mistede afgifter.

 

9. I en sag om smør og mælkepulver er der også sket svindel. 150 lastvogne med disse varer skulle sendes fra England til Polen. Varerne endte imidlertid i Spanien, uanset at EU havde udbetalt 23 millioner kr. i eksportstøtte.

 

10. På forskningsområdet er der blevet foretaget kontrol i Belgien og England af en række selskaber, der har modtaget finansieringsstøtte. Den største støttemodtager har systematisk og delvis gennem fakturering af fiktive ydelser fremlagt falske erklæringer om udgifter. Svindlen beløber sig til omkring 3,5 millioner kr.

 

11. På energiområdet har EU ydet støtte til et nyt vindmølleanlæg til 9 millioner kr. på Sardinien. Men der var ikke tale om et nyt anlæg. Man moderniserede blot et allerede eksisterende.

 

Eksempler på svindel, bedrageri, vanvid, korruption og tilskudstænkning:

 

12. Via EU´s landbrugspolitik ydes støtte til en tysk nazi-gruppe ved navn: Selskabet for Biologisk Antropologi, Arvehygiejne og Adfærdsforskning. Støtten var i 1996 på 873.000 kr.

Die woche, ref. af Ritzaus Bureau den 17.12-1997

 

13. EU yder støtte til “den audiovisuelle og kinematografiske arv” i den europæiske del af Middelhavet. Danske skatteydere betaler således for produktion af græske, spanske og italienske film.

EU´s Barcelona-deklaration

 

14. EU ved ikke, hvor mange komiteer det finansierer. Der er afsat penge til ca. 400 komiteer på EU´s budget, men det vurderes, at EU rent faktisk finansierer ca. 1.000 komiteer, selv om EU ikke er klar over det.

Shaping European Law and Policy: The Role of Committees and Cosmetology in the Political Process, European Centre for Public Affairs.

 

15. Det har været foreslået i EU-parlamentet, at almindelig dansk chokolade fremover skal kaldes brikolade.

Ritzaus Bureau, d. 22/10 1997

 

16. EU har udstedt ikke mindre end 8 direktiver om sommertid og skal snart i gang med det 9.

Ritzaus Bureau, d. 24/10 1997

 

17. Et EU-direktiv er skyld i, at der nu skal tilsættes et giftigt farvestof til al diesel- og fyringsolie i Danmark. Angiveligt for at begrænse kørslen med afgiftsfri olie.

Ritzaus Bureau, d. 31/10 1997

 

18. P.g.a. EU´s nedskæringer af de danske fiskekvoter, må den danske pelsdyrsbranche købe stadig mere af sit foder i udlandet.

Vendsyssel Tidende d. 08/10-97

 

19. Der svindles for over 50.000 millioner kr. årligt i EU-landenes fiskerikvoter, selv om der bruges 2.000 millioner skatteyderkroner på kontrolforanstaltninger. Men nogle landes fiskere bliver kontrolleret mere end andre. I 1995 undersøgte 143 fiskeriinspektører således 6.000 danske fartøjer og 3.800 danske opkøbere, hvorimod over 4.500 græske fiskeriembedsmænd kun formåede at udføre 448 kontrolbesøg og inspektioner i løbet af et år. Det svarer til 65,5 kontrolbesøg pr. dansk inspektør pr. år men kun til 0,1 kontrolbesøg pr. græsk fiskeriembedsmand. I Belgien faldt antallet af fiskeriinspektioner med 50 % efter at en enkelt inspektør forlod jobbet.

Fiskeri Tidende ref. af Ritzaus Bureau, d. 26/09-97

 

20. EU´s ministerråd har vedtaget at indføre forbud mod tobaksreklamer og bruger ca. 50 millioner kr. årligt på kampagner mod rygning. Samtidig støtter EU tobaksproduktionen med ca. 7.500 millioner kr. – 150 gange så meget – hvert år.

Ritzaus Bureau, d. 04/12-97 & 13/02-98 samt EU´s revisionsrets årsberetning for 1996 i EF Tidende

 

21. EU´s kornproducenter fik i 1996 udbetalt 22.000 millioner kr. for meget i støtte ved en fejl. Pengene bliver ikke krævet tilbagebetalt.

EU´s Revisionsrets årsberetning for 1996 i EF Tidende, 96/C 348/01

 

22. I Grækenland fik 4.571 græske “tobaksavlere” i 1996 tildelt kvoter, uden at de kunne bevise, at de havde haft nogen produktion. Desuden gennemførte det græske tobaksråd ikke nogen form for kontrol og de havde endda kendskab til den organiserede tobakssvig. I Italien blev der også tildelt kvoter til fiktive tobaksproducenter. I Tyskland så myndighederne fuldstændig bort fra krav om kontrol af tobaksproducenterne.

EU´s Revisionsrets årsberetning for 1996 i EF Tidende, 96/C 348/01

 

23. EU´s tobaksstøtte udgør mere end 5 gange den reelle markedsværdi af den producerede tobak.

EU´s Revisionsrets årsberetning for 1996 i EF Tidende, 96/C 348/01

 

24. I 1994 anslog EU administrationsomkostningerne ved sygekassen for EU-ansatte til 42,5 millioner kr. I 1995 blev udgifterne til sygesikringsordningen anslået til 60,5 millioner kr. I 1996 blev administrationsomkostningerne anslået til 76,5 millioner kr. Der har med andre ord været tale om en stigning i omkostningerne på 80 % i løbet af 2 år. Revisionsretten siger direkte, at sygekassen “i dag ikke er under kontrol”. Private forsikringsselskaber anslår, at de opgaver, som sygekassens 130 ansatte udfører, kunne klares af 20-25 ansatte.

EU´s Revisionsrets årsberetning for 1996 i EF Tidende, 96/C 348/01 samt B.T., d. 19/09-97

 

25. Lederen af EU-kommissionens kontor i Stockholm tjener mere end den svenske statsminister og en almindelig EU-kontorchef på mellemlederniveau tjener mere end den danske statsminister. Ikke desto mindre mener EU-kommissionens formand og EU-kommissær Liikanen, at EU-bureaukratiet “har problemer med rekrutteringen i visse tilfælde og, at lønningerne derfor ikke er høje nok”.

Ritzaus Bureau, d. 22/09-97

 

26. EU får kun tilbagebetalt ca. 20 % af de penge, som der beviseligt er blevet svindlet for.

Ritzaus Bureau, d. 19/01-98

 

27. Fiskerkoner kan søge EU´s fonde om støtte på op til 1,5 millioner kr. til “erfaringsudveksling”. Dog kan støtten kun gives til fiskerkoner, som bor sammen med kystfiskere, hvis skibe er under 12 meters længde. Pengene er hovedsageligt beregnet på Frankrig, Spanien og Portugal.

Fiskeri Tidende ref. af Ritzaus Bureau, d. 29/08-97

 

28. EU har fået sit eget operaensemble i tillæg til et EU-symfoniorkester. Grunden til dette er, iflg. operaens direktør, “at opera og musik har… et unificerende aspekt”.

Månedsmagasinet Europa, August 1997 samt B.T. d. 27/08-97

 

29. EU støtter opdræt af tyre til tyrefægtning.

B.T. d. 15/08-97

 

30. EU støtter 141 energiargenturer, som til gengæld skal medvirke til at skabe økonomisk og social ensretning i EU.

EU-dokument IP/97/781, d. 09/09/97

 

31. En specialgruppe under EU-kommissionen overvejer, om der skal indføres en obligatorisk EU-standard for græsplæner.

Politiken, d. 12/08/97

 

32. EU har forbudt salg af farvet lampeolie i beholdere, der rummer 15 liter eller mindre. En person, der anvender farvet lampeolie i sine sofabordslamper, tvinges således til at købe en dunk med mere end 15 liter lampeolie for f.eks. at kunne fylde 0,1 liter olie på sin lampe. Dog er det iflg. EU helt i orden at sælge farvet lampeolie i 7 beholdere med mindre end 15 liter, hvis farven blot er tilsat for at forhindre, at der betales for lav afgift af olien.

EU-direktiv 97/64/EF af d. 10/11 1997

 

33. EU´s revisionsret vurderer, at 60 % af rejsebilagene for EU´s Sociale- og økonomiske Udvalg formentlig var falske i perioden 1995-96.

EU´s Revisionsrets årsberetning for 1996 i EF Tidende, 96/C 348/01

 

34. EU-parlamentets nye bygning i midten af Bruxelles har 660 brusekabiner til parlaments-medlemmerne. Hver kabine har kostet 52.000 kr. Dog løber nogle af kabinerne op i kr. 95.000 inkl. installering. I alt er der 2.500 kontorer og 78 mødeværelser i den nye bygning. I øvrigt ligger der allerede et EU-parlament i Luxembourg og to i Strassburg.

Ritzaus Bureau, d. 27/11 1997 & 16/12 1997

 

35. EU-parlamentet koster årligt over 10 millioner kr. pr. parlamentsmedlem. Der er 626 parlamentsmedlemmer.

Ritzaus Bureau, d. 06/11-97 samt EF-Tidende, d. 14/02-97

 

36. EU har påbudt, at alle flugtskilte skal være firkantede. Der kan ikke dispenseres fra dette påbud.  

EU-direktør Peter Stub Jørgensen, ref. i Politiken, d. 19/08-97

 

37. Det vurderes fra flere sider, at der begås svindel med EU-midler i størrelsesordenen 35-60.000 millioner kr. – hvert år. Det svarer til 6-10 % af EU´s budget. Dog opdages der “kun” svindel for omkring 10.000 millioner kr. årligt.

Ritzaus Bureau, d. 22/10 1997 & 17/11 1997 samt EU´s Revisionsrets årsberetning for 1996

 

38. Et EU-direktiv vil flytte grænsen mellem almindeligt affald og radioaktivt affald. Det betyder, at affald, der hidtil er blevet betragtet som radioaktivt, nu kan behandles som almindeligt affald. Radioaktivt stål kan således smeltes om og genbruges i f.eks. biler, gafler, madras-fjedre, brillestel og toiletsæder.

Global Økologi, Ritzaus Bureau, d. 03/01-98

 

39. Detailhandlende skal iflg. et forslag fra EU-parlamentet fremover vedlægge en liste over kontaktadresser i alle andre EU-lande, hvor den vare, de sælger, også distribueres. F.eks. skal en pære til en lommelygte således vedlægges en liste over adresser i andre EU-lande, hvor man kan få den byttet eller klage over den. Desuden skal der indføres obligatoriske regler for sælgerens frivillige garanti ud over den lovbundne garantiperiode og sælgeren forbydes at videresælge varer til kostpris. Forslaget omfatter såvel nye som brugte varer.

EU-parlamentsdokument KOM(95)0520-C4-0455/96-96/0161(COD)

 

40. Siden 1989 har EU-kommissionen – efter nogle helt uberettiget forsinkelser – forsynet EU-parlamentet med utilstrækkelige og vildledende oplysninger om omfanget af svindel og korruption inden for egne rækker. Kommissionen gik først i aktion da offentlighedens søgelys gjorde det umuligt, at fortsætte forhalingerne.

Nyt fra Europaparlamentets Udvalgsmøder, uge 6, 1998

 

41. “En relativ slap finanskultur inden for Kommissionen har skabt grobund for korruption inden for egne rækker. Og hvad der er endnu mere foruroligende er, at det først blev efterforsket efter lang tids forløb”.

Citat af det østrigske EU-parlamentsmedlem Herbert Bosch, Formand for EU-parlamentets budgetkontroludvalg.

 

42. Der har været rejst mistanke om korruption blandt EU´s egne funktionærer. Den højest placerede af de mistænkte embedsmænd er nu blevet sendt på førtidspension uden at hans diplomatiske immunitet på noget tidspunkt blev ophævet.

Ritzaus Bureau, d. 13/11 1997

 

43. Reglerne for EU´s arealstøtte til landmænd fastslår, at der højst må gives 48 timers varsel forud for en markinspektion. Ikke desto mindre får italienske landmænd normalt 10 dages varsel. I Frankrig accepterer myndighederne normalt, hvis landmænd anmoder om mere end 48 timers varsel.

EU´s Revisionsrets årsberetning for 1996 i EF Tidende, 96/C 348/01

 

44. Ikke én ud af 114 markinspektioner i den tyske delstat Hessen resulterede i påtale!!

EU´s Revisionsrets årsberetning for 1996 i EF Tidende, 96/C 348/01

 

45. I Frankrig rapporterede kontrollører om kontrolbesøg, der ikke havde fundet sted.

EU´s Revisionsrets årsberetning for 1996 i EF Tidende, 96/C 348/01

 

46. EU-parlamentet mødes 12 gange om året i Strassburg, parlamentarikernes daglige arbejde er henlagt til Bruxelles, og såvel parlamentets bibliotek som præsidium ligger i Luxembourg. Omkostningerne ved denne spredning af aktiviteterne er enorme.

Børsen, d. 22/12 1997

 

47. Støtten til både ammekøer og tyre blev mere end fordoblet fra 1992 til 1995.

EU´s Revisionsrets årsberetning for 1996 i EF Tidende, 96/C 348/01

 

48. Der er ingen sammenhæng mellem EU-parlamentsmedlemmernes rejserefusion og deres faktiske rejseomkostninger. I dag afkræves parlamentsmedlemmerne således ikke benzinkvitteringer som betingelse for at modtage kørselsgodtgørelse. Samtidig får medlemmerne refunderet flybilletter til business class, selv om de kun flyver på økonomiklasse.

Børsen, d. 22/12 1997

 

49. Unge må under ingen omstændigheder dele aviser ud før kl. 4 om morgenen.

EU-direktiv om Beskyttelse af Unge i Arbejde, ref. af EU-kommissionens kontor i Storbritannien

 

50. Ansatte i EU-systemet modtager enorme lønninger. Lønningerne er ofte skattefri eller med meget lille skat. Det er lønninger, som svarer til flere gange en statsministerløn i Danmark. Der er tilskud til børn og forskellige stedtillæg. Der er særligt gunstige pensionsordninger, billige forsikringer og adgang til sygdomsbehandling på private sygehuse – også for deres familier. Medlemmer af EU-parlamentet har flotte kontorer og lejligheder både i Strassburg og Bruxelles. EU-ansatte kan købe bil i det EU land, hvor det er mest fordelagtigt.

Bureaukratiet i EU er enormt. Man samler de dygtigste bureaukrater fra hvert medlemsland og danner en superliga af embedsmænd i EU-systemet. De rager til sig af privilegier og slipper godt fra enorme budgetter, eftersom “vi jo alle betaler”. Fra dansk side er tiden moden til at gøre op med dette frås. Vi må på vegne af skatteydere i hele EU stille krav om stop for de enorme lønninger, bengnaveri og frynsegoder til EU-ansatte og politikere.

Til trods for, at den danske regering (A og B) og de danske EU-parlamentarikere igen og igen lover at gøre noget ved dette horrible frås, så sker intet. End ikke, da TV kunne vise at EU-parlamentsmedlemmerne svindlede med mødediæter og flybilletter fik det nogen konsekvens. Fremskridtspartiet vil ikke fortsat være med til at vores skattepenge går til så meget frås. Når en dansk kassedame eller arbejdsmand skal betale over 50 pct. af deres lille løn i skat, så skal de millionlønnede embedsmænd og politikere i EU-systemet også betale skat.

 

Der er mange gode grunde til at være imod den måde EU udvikler sig på inden for de gældende regler.

 

Fremskridtspartiet er:

Tilhænger af samarbejde i Europa.

Modstander af den politiske Union.

Anbefaler af et NEJ den 28. maj 1998

 

Ovennævnte stammer fra Fremskridtspartiets brochure:

Nej til Amsterdam-traktaten den 28. maj 1998

WWW.FRP.DK

Læs også: EU-retten sætter sig over grundloven: http://fremskridtdk.wordpress.com/2009/01/15/eu-retten-s%c3%a6tter-sig-over-grundloven/

Læs også: Danmark ud af EU: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/12/28/danmark-ud-af-eu/