Det haver så nyligen regnet

Det haver så nyligen regnet

Mogens Glistrup skriver om ”de gamles” selverkendelse:

Når den ene gammelpolitiker efter den anden udtaler, at man førte en gal politik i en årrække, er det reelle indhold en indrømmelse af, at man skulle have fulgt Fremskridtspartiets analyser og forslag.

Når man så kommer ind på, hvorfor man ikke har gjort det, bliver udtalelserne generelle og forhånende om, at Fremskridtspartiet skulle fantasere, overdrive og demagogisere.

Herpå kan imidlertid ikke med sandfærdighed anføres et eneste konkret eksempel.

Tværtimod er Fremskridtspartiet til enhver tid i ord som i handling gået ind for ethvert lille skridt i den rigtige retning. Hver gang vore modstandere har forsøgt at påpege eksempler på det modsatte, har en nærmere betragtning af eksemplet ført til, at Fremskridtspartiet i virkeligheden har levet op til sin kompromissøgende holdning.

Men netop i erkendelsen af, at augustforlig, SV-regering o.s.v. har været katastrofestene på fortabelsens vej ligger jo at det, som de andre kalder fantast-overdrivelser, i virkeligheden er den realistiske og ansvarsbevidste politik, som burde være ført. Nu som før er Fremskridtspartiet rede til at gå ind i et samarbejde på lige fod med andre, blot vi virkelig får foretaget os noget, som styrer landet væk fra afgrunden. Men til at samarbejde skal der jo mere end én part, og her er vi ved sagens kerne. SVCQB-partierne er helt domineret af deres partiegoistiske taktik om at ville udslette Fremskridtspartiet ved tilsyneladende at holde det uden for indflydelse, mens Schlüter (C), Christophersen (V), Helveg Petersen (B) o.s.v. fuldstændig springer op og falder ned på, hvad der er til Danmarks tarv.

Men hvordan kommer vi væk derfra?

Vi har for få penge. Og medierne – der var etableret, langt før Fremskridtsbevægelsen opstod – mener langt hen ad vejen at kunne se væk fra at viderebringe sandheden om Fremskridtspartiet.

Hermed kan vi ikke lade os nøje. Det gælder jo Danmarks redning. Det gælder vore børns og børnebørns tilværelse.

Derfor må flere og flere melde sig ind i Fremskridtspartiet.

Kun ved at gøre partiet stort og rigt bliver vi stærke nok til at overvinde modstanden.

Mogens Glistrup

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/08/22/glistrups-ønskedanmark/

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 5 / 17. marts 1980 / 8. årgang

Demokratiet i fare?

Demokratiet i fare?

Overfaldet på Mogens Glistrup var velorganiseret. Dét viser, hvad den danske befolkning kan forvente, hvis socialisterne får magten. Det frie ord vil åbent blive undertrykt.

Det er mere held end forstand, at Mogens Glistrup ikke led fysisk overlast, hvilket ikke kan tilskrives politiets aktive indsats.

Det er et angreb på vort demokrati, hvor svagt det end er, hvis militante ungdomsbevægelser skal bestemme, hvem der må udtale sig på offentlige møder.

Det er ikke alene krisen, der har medført denne udvikling. Det er lige så meget den ensidige nyhedsformidling fra Danmarks Radio og TV, der især kommer til udtryk i Københavns Radio.

Det er farligt, når en politisk valgt nyhedsformidling har statsmonopol og især når ledelsen er socialistisk og indirekte støtter militante ungdomsbevægelser, som vi så det i Fælledparken.

Leder

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/12/05/drs-journalister-de-største-danmarksødelæggere/

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 17 / 6. maj 1983 / 11. årgang

Demagogen

Demagogen

Fra Fremskridtspartiets start er dets stifter – Mogens Glistrup – blevet beskyldt for at være demagog. Demagog er græsk, og betyder folkeforfører. En politisk taler som kan fylde befolkningen med usandhed og løgn. En leder som kan få folket til at følge sig ud over afgrundens rand. Danmark har en sådan folkeforfører. Det er ikke Mogens Glistrup. Men en person ved navn Anker Jørgensen. I årevis har denne politiker som Danmarks statsminister fyldt den danske befolkning med politiske og økonomiske løgne. De resultater demagogen Anker Jørgensen kan opvise er bl.a.:

264.000 arbejdsløse – Danmarksrekord i skattetryk – valutagæld på over 100.000 millioner kroner – indenlandsk gæld på 125.000 millioner kroner – rekordhøj rente – tvangsauktioner – konkurser – reallønsnedgang – næsten totalt stop for byggeri – sociale uretfærdigheder – forringede forhold for vore ældre og handicappede – dårlige undervisning – tomme fabrikker – nedlagte landbrug og menneskelig ulykke.

Alt er blevet bortforklaret. I årenes løb er der ikke den fejlagtige påstand, som demagogen ikke har anvendt. Den mindste uforsigtige udtalelse af en økonom eller af en leder indenfor industri eller landbrug er blevet forklaret således: “At nu vendte det, og nu blev det bedre tider”.

I årevis har demagogen Anker Jørgensen misbrugt sin magt som Danmarks statsminister til at overdænge Mogens Glistrup og Fremskridtspartiet med falske beskyldninger og usandfærdigheder.

Vi har ikke ladet os kujonere. Mogens Glistrup og Fremskridtspartiet har vedblivende sagt sandheden, og i dag står Danmarks statsminister i al sin usselhed, som det han er: En renlivet demagog.

Leder

http://fremskridtdk.wordpress.com/2009/01/12/ankers´-glashus/

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 38 / 30. oktober 1981 / 9. årgang

De ”onde” Hjortnæshensigter

De ”onde” Hjortnæshensigter

Folketingets skatteudvalg har nu i henved tre måneder tumlet med Karl Hjortnæs´ (A) forslag om, at man skal til at finde ud af, hvad der er privat gæld, og hvad der er erhvervsmæssig gæld på grundlag af, hvad de lånte penge er anvendt til. Det har hobet sig hundredvis af forskellige eksempelgrupper op. Hovedkonklusionen er helt overensstemmende med, hvad der også er fremgået af de mange tidligere undersøgelser om problemet, nemlig at en sådan regel vil svare til, at Folketinget pålagde borgerne pligt til at adskille det varme og det kolde vand, efter at det er løbet ud i badekarret.

Dertil kommer, at der vil indtræde umådeligt mange urimeligheder ved rentefradragsomlægningen. For eksempel vil Karl Hjortnæs have, at der skal være fuld fradragsret for de private renter, som stammer fra lån, som har at gøre med at Statens Uddannelse ikke skal give fradrag.

Hjortnæs regner med, at det offentlige vil få 3.000 millioner kroner årligt af omlægningen. Disse beløb forventes at komme fra følgende (i millioner kroner):

Indtægtskilde	Millioner kroner
Landbrugere	50
Andre selvstændige	150
Andre personer med ejerbolig	2.500
Andre personer uden ejerbolig	300
I alt de nævnte	3.000

Mogens Glistrup

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/08/28/mon-vælgerne-vidste-at-det-kun-gjaldt-prominente-socialdemokrater/

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 4 / 3. marts 1980 / 8. årgang

Citater og evigt aktuelle kommentarer af Glistrup

Citater og evigt aktuelle kommentarer af Glistrup

Charles Hansen, der er leder i Centralorganisationen af Metalarbejdere, har givet bl.a. følgende udtalelser til Jyllands-Posten:

Får inflationen lov til at fortsætte, vil det medføre, at Danmark bliver en industriel ødemark.

Den almindelige holdning til inflation og forbrug er udtryk for manglende solidaritet med de ledige og de unge.

Han peger på, at vi har masser af muligheder, fordi industrien kan regne med god og veluddannet arbejdskraft samt en teknik, som tilsikrer høj effektivitet og stor konkurrencedygtighed.

Industriel udvikling og vækst er vor eneste chance for at overleve og for at komme af med arbejdsløsheden. Der er et stort behov for en overordnet industripolitik, som i virkeligheden kan betegnes som en samfundspolitik, idet industrien udgør en central faktor for en videreførelse af velfærdssamfundet. En sådan politik skal gerne bygge på en større forståelse for industriens vilkår, end vi hidtil har været i stand til at fremvise her i landet.

Mange ryster på hovedet, når de præsenteres for politikeres og økonomers alvorlige advarsler. De gør det ud fra det ræsonnement, at hvis det vi her og nu oplever, er krisen, så lad den dog endelig fortsætte.

Kommentar:

Den bratte opvågningens time kommer senest, når SVCQMBF´erne får nej til deres låneansøgninger og besked om, at nu skal Danmark til at betale tilbage. Nu bruger vi 110 kr., hver gang vi producerer for 100 kr. når vi skal tilbagebetale, kan vi kun forbruge 90 kroner, hver gang vi producerer for 100 kroner. Nogle folk vil mene, at det betyder, at andre samfundsgrupper end hans egne skal gå 30 % ned i levestandard, og at han selv kan stige 2 %. Men det eneste virkelighedsnære svar på udfordringen er Z-politikken. Forhøj produktionen med 20 % og brug for eksempel 6 % til levestandardsforbedring i Danmark og de 10 % til tilbagebetaling af allerede pådragen gæld.

Men for at opnå det, må vi væk fra den for høje danske inflationstakt, som bl.a. blev belyst i FREMSKRIDT 1978-17 side 23. Hvis vi ikke takket være det europæiske valutasamarbejde havde at ligge som bivogn på den tyske mark, havde det stået endnu mere skralt til, jfr. FREMSKRIDT 1977-19 side 2-3,

Mogens Glistrup

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/12/29/sporene-er-skraemmende/

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 2 / 4. februar 1980 / 8. årgang

Afgrundens bagmand: Lord Keynes

Afgrundens bagmand:

- Lord Keynes

Heinesen, Christophersen, Kampmann, Thorkil Kristensen, Grünbaum, Camre, Krag, Ellemann, Hækkerup og alle de andre polit´er, som har regeret Danmark i nedgangsårerne, har gået i den sorte nationaløkonomiske skole, som afgørende blev præget af Lord John Maynar Keynes, der levede i England fra 1883 til 1946.

Hans hovedværk er fra 1936. Bogen hedder ”The General Theory og Employment, Interest and Money”. Her og andetsteds ivrer han for, at staten skal iværksætte offentlige indgreb for at få samfundsøkonomien til at fungere bedst muligt.

Og det er altså kvaksalvergrundlaget, som har bragt Danmark til afgrundens rand.

Men det er ikke bare i vort land, at vi efterhånden må have lært gennem Augustforlig, SV-katastrofe o.s.v., at Keynes teorier ikke passer til vor nutid. Min egen første Keyneslærer fra rusugerne i 1944, professor Hans Brems, konstaterer nu i et historisk tilbageblik i ”Sparekassen”:

I den lange vækstperiode 1945-1975 lagde man mærke til, at de lande, som førte ortodoks keynesiansk politik – Australien, Canada, de nordiske lande, UK og USA – havde langsommere vækst end de lande, der ikke regulerede så meget og i det væsentlige nøjedes med at føre pengepolitik – Japan, Schweiz og Tyskland.

Mogens Glistrup

http://fremskridtdk.wordpress.com/2009/03/24/de-kunne-jo-ikke/

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 2 / 4. februar 1980 / 8. årgang

Mogens Glistrup interviewes 1981

Mogens Glistrup interviewes af Fremskridtspartiets landsformand V.A. Jakobsen i anledning af 10-årsdagen for den berømte Focusudsendelse

VAJ:

Nu da tiåret er gået, har du da på nogen måde fortrudt, at du trådte frem i Tv’s Focusudsendelse?

Mogens Glistrup:

Bestemt ikke. Det er jo så ganske klart gået, sådan som man måtte frygte i 1971. Derfor har Danmark hårdt brug for den fremskridtsbevægelse, der tog sit udgangspunkt den aften.

VAJ:

Det vil altså sige, at du ikke kunne forestille dig, at det kunne have været lavet på en anden måde?

Mogens Glistrup:

Det kan selvfølgelig altid laves på mange måder, men når man skal gennemføre, hvad der er realistisk at gennemføre, når man ikke har sit udgangspunkt hverken i et andet politisk parti eller i en organisation eller har penge og medier bag sig, så kan det vist faktisk ikke laves mere effektivt, end det blev.

VAJ:

Det vil altså sige, at du er godt tilfreds med, at det blev et selvstændigt parti – der var jo blandt andet også et oplæg overfor de Konservative?

Mogens Glistrup:

I 1971 sagde jeg, at der ikke er nogen som helst mulighed for et nyt parti for at sprænge spærregrænsen. For erfaringerne fra Christmas Møller, fra Knud Kristensen, fra Liberalt Centrum og fra mange andre tilfælde fortalte os, at det ikke kunne nytte noget at tro man varigt kunne starte et nyt parti. Derfor var mit svar ved den lejlighed jo ganske tydeligt, at kampen for de nye idéer måtte stå indenfor et af de fem partier, ligegyldigt hvilket.

VAJ:

Hvor længe tror du, det vil tage vælgerbefolkningen at indse de politiske forhold i dag?

Mogens Glistrup:

Hvis det er vælgerbefolkningens udvikling, der skal ventes på, så vil det tage et halvt hundrede år.

VAJ:

Hvad skal få folk til at se realistisk på forholdene?

Mogens Glistrup:

Sandsynligvis så er det, der sker, at Danmarks forhold m.h.t. at låne i udlandet bryder sammen. Enten som følge af et sammenbrud i det interne nationale banksystem eller som følge af, at der bliver så store et lånebehov fra udenlandske firmaer, at Danmark ikke kan låne. Og så bliver der jo ikke trængsel om at komme op på taburetterne og gennemføre den nødvendige politik, når man fra den ene måned til den anden skal tilbagebetale gælden. Jeg kan glimrende forestille mig, at vi med et Fremskridtsparti med måske 7 mandater kan styre dette land, således at der er 172 stemmer i Folketinget, som undlader at stemme.

VAJ:

Nu siger du et halvt hundrede år, men så vil vi jo være totalt socialiseret inden det tidspunkt, hvis det går som det går?

Mogens Glistrup:

Ja, men så må man tage udgangspunkt i ”som vil være til den tid”.

VAJ:

Hvad kan få vælgerbefolkningen til at se, hvordan det står til den tid? Jeg tænker på, om ikke et ikke-socialistisk samarbejde vil hjælpe?

Mogens Glistrup:

Det vil så ganske givet kunne hindre, at vi fortsætter med at gå tilbage. Men jeg tror ikke meget på, at vi med Venstre og Konservative vil kunne opnå, at vi virkeligt får skabt et godt og lykkeligt Fremskridts-Danmark, men selvfølgelig er et VKZ-samarbejde væsentligt bedre end en socialistregering, og derfor er det jo det nære mål, men når man ser på langtidsvisionerne, så er Venstre og Konservative jo ikke bedre end Socialdemokratiet. Men indenfor det kortsigtede da må vi da selvfølgelig arbejde på – med støtte fra Venstre og Konservative – få så mange fremskridtssynspunkter som muligt igennem, og det betyder selvfølgelig, at vi må gå på kompromis. Fordi man jo kan ikke forvente at få noget igennem uden at give indrømmelser til de andre.

VAJ:

Nogen beskylder dig for at stå i vejen for et sådant samarbejde. Hvad er din kommentar til det?

Mogens Glistrup:

Det tror jeg ikke, jeg gør. Hvis man skal have et samarbejde for samarbejdets skyld – altså som i VKR-tiden, hvor det bare gælder om at få ministertaburetter, og man ellers er ligeglad med, hvad det fører til, ja, så står jeg nok i vejen. Skal man have et samarbejde, så skal det være for at man derigennem kan opnå bedre vilkår for den danske befolkning. Ikke at man bliver som VKR-regeringen, der bare i nervøsitet for socialdemokraterne, af frygt for at tabe stemmer eller anseelse i medierne, render rundt og fører en endnu mere socialdemokratisk politik end socialdemokraterne selv gjorde.

VAJ:

Vil du i givet fald for sagens skyld – ikke for samarbejdets skyld – men for at få stoppet den fremadskridende socialisering – eventuelt træde lidt tilbage til konsulentens rolle?

Mogens Glistrup:

Det, det drejer sig om, er at der bliver bedre levevilkår for menigmand i Danmark, og personer er så flintrende ligegyldige. Min opgave er at være der, hvor jeg gavner levevilkårene for menigmand i Danmark bedst.

VAJ:

Man siger bl.a., at Fremskridtspartiets folketingsmedlemmer er fornuftige i udvalgsarbejde, men når de kommer tilbage i gruppen bliver de blokerede og deres arbejde bliver kuldkastet. Hvad er din kommentar til det?

Mogens Glistrup:

Det er noget rent og skært sludder, som man kun har opfundet fuldstændig ud af den blå luft fra Venstre og Konservativ side, fordi man på den måde tror at kunne finde en undskyldning overfor befolkningen for, at den hårdhændede måde, som Venstre og Konservative udelukkende i egen partiegoistisk interesse ønsker at holde Fremskridtspartiet ude på, ikke virker så pæn i befolkningens øjne. Derfor stikker de råt og brutalt sådanne nogle dundrende løgnehistorier.

VAJ:

Du bliver også beskyldt for ikke at være interesseret i at Fremskridtspartiet har en organisation. Hvad siger du til det?

Mogens Glistrup:

Det, som er målet, er at nå de politiske resultater. Organisationen kan kun være midlet, og derfor skal man hele tiden, når man taler om, hvordan skal organisationen tilrettelægges, så skal man gøre det udfra, hvad der bedst kan fremme det mål at give de bedst tålelige forhold for den menige dansker.

VAJ:

Jamen mener du ikke, at erfaringerne viser, at der i hvert fald skal en organisation til indenfor et parti?

Mogens Glistrup:

Organisation kan være så umådelig mange ting. For det første så er det jo et spørgsmål, og derfor må man i meget vidt omfang tage hensyn til, hvad folk nu er vænnet til. Der er så meget nyt, som man skal kapere indenfor fremskridtstanken, at man ikke på mindre væsentlige spørgsmål som dette om en organisation absolut behøver at få folk til at stejle vildt og voldsomt. For det andet, kan man selvfølgelig, såvidt man kan, bidrage med lidt hjælp og få organisationen gjort så effektiv som muligt til sit formål.

VAJ:

Når du siger underordnet spørgsmål, må jeg udtale mig totalt uenig med dig, og vil spørge, hvad der skal til, for at få dig til at skifte standpunkt?

Mogens Glistrup:

En sandsynliggørelse af, at fremskridtspolitikken vil få bedre kår ved at flytte flere midler og kræfter over til det organisatoriske.

VAJ:

Hvornår bliver din skattesag endelig færdig, tror du?

Mogens Glistrup:

Endeligt færdig bliver den vist først om 70, 80 år, når der er nogen, der virkeligt får den bearbejdet i form af en doktordisputats. Hvordan den afsluttes indenfor det embedsmandssystem, der kører den i øjeblikket, det afhænger af, hvad der findes politisk opportunt på de forskellige tidspunkter, og der kan jo komme mange svingninger i det politiske billede i de kommende år.

VAJ:

Regner du med, at vælgerne vil få lov til at bestemme, hvor længe du er i Folketinget?

Mogens Glistrup:

Under alle omstændigheder vil jeg så længe jeg mene, at jeg kan gøre gavn i Folketinget, søge opstilling, uanset om det sker fra et fængsel, eller hvor det sker.

VAJ:

Men hvis du sidder i fængsel, så er du jo ikke i Folketinget, og så kan det jo ikke være vælgerne, der får lov til at bestemme, om du skal være her, så er det retten og myndighederne, der afgøre det?

Mogens Glistrup:

Der er ikke noget, der forbyder en mand, der sidder i fængsel, at søge opstilling til et folketingsvalg, hvis der f.eks. er et parti, der vil opstille ham. Så kan vælgerne træffe deres afgørelse, og derefter er det rigtigt, at de politiske modstandere i Folketinget kan beslutte at smide manden ud igen, men det må de så gøre.

VAJ:

Du ligger ifølge pressen i modsætning til dine forsvarere. Hvorfor det?

Mogens Glistrup:

Fordi de er systemets folk. Igennem de 7 år, hvor de har fungeret, har de ikke bidraget til at få fremført de ting, som skal fremføres til støtte for mig, men de har fuldstændigt overladt anklagemyndighederne at føre beviserne på egen hånd, og man har ikke gjort noget som helst positivt. Da jeg så endelig mente, at der var mulighed for at få noget frem, så fik jeg at vide, at der måtte være nul beviser fra min side, fordi forsvareren ikke havde anmeldt det i tide.

VAJ:

Mener du, at du kunne have fundet nogen bedre?

Mogens Glistrup:

Jeg mener ikke, at jeg kunne have fundet nogen værre.

VAJ:

Du beskyldes tit for at være grov i dine udtalelser. Er det din natur eller din taktik?

Mogens Glistrup:

Jeg søger at sige sandheden ved enhver lejlighed.

VAJ:

Hvordan ser Danmark politisk ud den 30. januar 1991?

Mogens Glistrup:

Det afgøres udefra. Hvis man stadigvæk har overflod af udlånskapital, og man stadigvæk har det internationale banksystem fungerende, så har vi på det pågældende tidspunkt en regering Svend Auken.

VAJ:

Skulle du ikke slappe lidt af med dine mange forretningsmøder landet over? Jeg kan som landsformand være lidt ængstelig for, hvor længe du holder til det pres, som du udsætter dig for.

Mogens Glistrup:

Man må jo gøre sin indsats, medens mulighederne er der. Det vil dog være sørgeligt, hvis man nu havde slappet af og sagt, at nu skal jeg nok gøre en indsats om 10 år, og så fik en tagsten i hovedet, når der var gået 9 år.

VAJ:

Held og lykke – ikke med tagstenen, men med arbejdet.

Mogens Glistrup:

Tak.

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/08/02/de-fortiede-skandalers-sag/

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 4 / 30. januar 1981 / 9. årgang

Systemet er galt

Systemet er galt

Det hedder sig, at Fremskridtspartiet altid angriber de offentlige ansatte. Det er imidlertid ikke korrekt. Derimod har vi angrebet politikerne, der har læsset et hav af opgaver over på den offentlige sektor, så den er vokset ud over alle grænser. Alene indenfor de sidste 10 år har man øget antallet af offentligt ansatte med 500.000, og samtidig er det lykkedes at skaffe 310.000 arbejdsløse i den private sektor. Der er nøje sammenhæng mellem tallene og redegørelsen fra finansministeren (Henning Christophersen, V, red) om modernisering af den offentlige sektor, og disse er temmelig chokerende, ikke så meget fordi finansministeren vil være mere effektiv og lave budgetforbedringer m.v., for vi er da selvfølgelig interesseret i, at tingene bliver lavet rationelt. Det chokerende ligger i, at man cementerer den offentlige sektor og går fra 752.000 ansatte i 1983 til 778.000 i 1987.

For øjeblikket er der et underskud på 60 mia. kr. på finansloven for 1984, og det er, fordi man har drevet forretningen ualmindelig dårligt. Man har aldrig sørget for, at der var balance mellem indtægter og udgifter, og det er jo god socialdemokratisk politik, for det er da indlysende at de 875.000, der er ansat i den offentlige sektor, giver mange stemmer til socialdemokraterne.

Vi har for dårlige vilkår

Det ville nok være en stor fordel, hvis politikerne fik betydelig mulighed for at checke den offentlige sektor. Det er da rigtigt at indføre EDB i den offentlige sektor, men man kunne jo nøjes med at lade politikerne bestemme rammerne og give de ansatte større ansvar og bestemmelse over deres områder. Men det kræver, at politikerne har rådighed over den samme teknik som embedsmændene. F.eks. har vi her i Folketinget ikke engang fået indført EDB, hvilket vil sige, at folketingsmedlemmerne helt bogstaveligt skal spørge sig frem. Vi drukner i papir.

Havde vi en almindelig terminal (pc, red), kunne vi blot trykke på en knap og trække på f.eks. statens centrale regnskabssystem på den økonomiske model, eller hvad man nu ønskede, så var man helt fri for at spørge ministrene om alt muligt mellem himmel og jord.

DONG er et skrækindjagende eksempel

Et uhyggeligt eksempel på hvordan det kan udvikle sig, er f.eks. DONG. Her er en konstruktion, hvor man har et statsligt selskab, der får fri mulighed for at regere med skatteydernes penge, og hvad har resultatet været? De har gennemsnitligt langt de højeste lønninger i hele den offentlige sektor, de er fuldstændig udenfor Folketingets kontrol, og de gør lige, hvad der passer dem. Hvis det er på den måde, hele den offentlige sektor skal udbygges, så bliver det en dyr spøg. Hvis man vil lave disse ændringer, vil det jo kræve, at faggrænserne bliver nedbrudt, og man bliver også nødt til at afskaffe tjenestemandsbegrebet, ellers vil det hele være fuldstændigt meningsløst. Man taler også om at indføre åremålsansættelse, men vi har jo set masser af eksempler på, at når folk er færdige med åremålsansættelsen, så er de enten ansat som tjenestemænd eller forflyttet til en anden stilling.

Gæk med systemet

Indenfor sygehussektoren fremgår det tydeligt, hvordan de yngre læger fuldstændig driver gæk med hele systemet. Ydelserne er hverken blevet billigere eller bedre, men antallet af læger er derimod steget, så der er et urimeligt forhold indenfor dansk sygehusvæsen mellem ydelserne, og hvad det koster at få disse ydelser.

Vi er altså ikke modstandere af, at man prøver at rationalisere sektoren – snarere tværtimod -, men jeg mener, det kræver, at politikerne får mulighed for at kikke det offentlige i kortene, og at vi får en fair chance for at checke udgifterne, som de reelt vil udvikle sig. Vi har ingen tillid til regeringens planer, med mindre man giver politikerne de samme muligheder som tjenestemændene for at have check på forholdene.

Ole Maisted

http://fremskridtdk.wordpress.com/2012/02/08/hetz-mod-offentligt-ansatte/

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 45 / 16. december 1983 / 11. årgang

De mange “gyldne håndtryk”

De mange “gyldne håndtryk”

“De gyldne” begravelser eller bedre de “gyldne håndtryk i den offentlige sektor findes på alle niveauer.

Danmarks Radio og TV er nok den største bidragsyder af gyldne håndtryk. Repræsentationskassen står åben for medarbejderne året rundt, og det skal være udgifter af en virkelig voldsom størrelsesorden, før der kræves bilag.

Trænger medarbejderne til ferie, tages kamera og mikrofon på nakken, og man drager ud i den store verden. De optager en 10.minutters udsendelse og holder 3 ugers ferie. Er der en enkelt lille bryllupsrejse, der skal finansieres, ordnes det let og elegant med Tv-kamera og mikrofon som en del af bagagen. De kulturelle venner kan såmænd også få en gratis rejse, blot de husker at tage båndoptageren med til et enkelt interview med en berømt udlandsdansker på det fashionable feriested.

Det gyldne håndtryk uddeles også til tjenestemænd af en vis klasse. De får en tjenestetid i en international organisation til en høj løn, og indkomsten er næsten renset for indkomstskat. Det er morsomt, at det netop er disse grupper, der taler om indkomstskattens velsignelser og nødvendighed, for at finansiere deres skattefri jobs i de internationale organisationer.

For nu ikke at få for meget vrøvl med kollegaerne hjemme i det skatteplagede land, så laves der tusindvis af nicher og møder med skattefri serviceydelser for mødedeltagerne. Råd, kommissioner og klinikker til frelse af befolkningen giver ekstra indkomster til at betale den høje indkomstskat. Alt foregår heldigvis inden for normal arbejdstid. Behandler-samfundet sørger for, at behandlerne kan leve, som de gør, og samtidig har de råd til at betale skat.

Alle de mennesker der ikke deltager i dette cirkus, må da sige til sig selv, at det er en grundlæggende fejl, at offentligt ansatte kan vælges til besluttende organer, og at de har stemmeret.

Som forholdene er, er det forståeligt, at alle partier – undtagen Fremskridtspartiet – mener, at den offentlige sektor skal bibeholdes i den størrelse, den har.

Ole Maisted

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/11/09/ligestil-de-folkevalgte/

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 12 / 23. marts 1984 / 12. årgang

Stop for flere bureaukrater

Stop for flere bureaukrater

- Det er direkte undergravende for dansk økonomi, at regeringen (A, B, CD, red.) ansætter så mange nye bureaukrater i disse år, siger Fremskridtspartiets finansordfører Kim Behnke.

Fremskridtspartiet fremsætter til oktober et forslag om totalt stop for nyansættelser af bureaukrater i hele den offentlige sektor. Amter og kommuner skal også stoppe for ansættelsen af disse totalt uproduktive og unødvendige folk. Til gengæld skal der fortsat ansættes folk i sundhedssektoren, Ældreforsorgen m.v. – de steder hvor skatteyderne får velfærd og tryghed for pengene.

Regeringen har de seneste år ansat mange tusind ekstra bureaukrater i statens regi. Det er miljø- og arbejdsmarkedsområderne, der er topscore, når det gælder om at udvide antallet af papirnussere. Det samfundsøkonomisk skadelige ved at ansætte de mange skrankepaver er, at hver eneste af dem skal retfærdiggøre sin stilling ved at pine og plage danske erhvervsliv og den almindelige borger ved at indføre mere regulering og ufrihed for danskerne.

Vi må stoppe regeringens socialisering af samfundet, inden det løber løbsk.

Vi er bare 5,2 millioner danskere, og alligevel har vi i dag næsten 1 million offentligt ansatte. Det er for mange, og der er særligt for mange bureaukrater, slutter Kim Behnke.

Kim Behnke

Pressemeddelelse

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/08/17/det-offentlige-nyansætter-35-hver-time-aret-rundt/

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 7-8 / august 1996 / 24. årgang