Indkomstskatten gør mest skade

Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 2
22. januar 1974
Årgang 2.

Indkomstskatten gør mest skade

Derfor går flertallet af Fremskridtspartiets gruppe imod 2½ %-afgiftens ohævelse

Hvad er nu det. Går Fremskridtspartiet imod skattelettelser?

Ja, sådan kunne det måske ved en overfladisk betragtning se ud. Det har i al fald i visse kredse vagt opmærksomhed, at Mogens Glistrup som ordfører ved første behandling af regeringens (V) forslag om ophævelse af den 2½% afgift ved ejendomshandel, meddelte, at majoriteten af Fremskridtspartiets gruppe formentlig ville stemme imod ophævelsen.

Fremskridt har bedt Mogens Glistrup uddybe begrundelsen for flertallets synspunkt:

2½% afgiften er en tåbelig og urimelig skat. Dette gælder imidlertid et væld af vore skatter og afgifter. Man kan jo godt dråbevis begynde at ophæve først denne afgift, så momsen på fødevarer, så totalisatorafgiften, der er ved at ruinere vore travbaner, så ejendomsbeskatningen på produktionsjord o.s.v., o.s.v. Der vil imidlertid ikke være nogen fornuftig planlægningsdisposition i at gå dråbevis frem på den måde. Hele den offentlige sektor vil blive et endnu større morads. Derfor er det min opfattelse, at det vi fremover skal koncentrere os om er den skat, der gør størst skade her i landet, nemlig den personlige indkomstskat. Dropper vi den lille milliard, som 2½% afgiften i løbet af nogle få år vil indbringe i hvert finansår, vil vi være så meget længere tilbage med hensyn til at kunne gøre noget effektivt for at kunne bekæmpe indkomstskatten.

Afgift uden administration
Dertil kommer, at 2½% afgiften næppe i særlig grad virker tyngende nogensomhelst steder. Fast ejendom plejer at stige med 1% godt og vel om måneden og derefter betyder 2½% blot, at ejendomssælgere ikke får dagspris, men prisen som den var for et par måneder siden. Afgiften kræver ikke nogen særlig administration. I realiteten administreres den som en forhøjelse af stempelafgiften ved skødeskrivning. Denne stempelafgiftssats har bevæget sig noget op og ned og blev altså i 1972 forhøjet med 2½%. Disse indgår som en del af omkostningerne ved ejendomshandler, hvilke omkostninger jo – bl.a. som følge af de helt urimelige advokatsalærtakster – plejer at ligge på godt 6%, hvoraf 2½% afgiften altså er mindre end halvdelen.

Det er på tilfældige tidspunkter i tilværelsen, at folk støder på denne 2½% afgift, men der, hvor den virkelig skæpper noget, er på millionejendomshandlerne, der med de inflationsudviklinger, der har været, nok kan bære en sådan afgift meget bedre end mange beskatningsområder. Det er selvfølgeligt,at ejendomssælgere ikke kan få endnu flere penge i kassen, men at disse i stedet skal ned i foret på finansministeren (Anders Andersen, V, red) og hans følgesvende, men når man ser på, hvordan indkomstbeskatningen mishandler masser af produktivt arbejdende her i landet, forekommer det mig meningsløst at skulle sinke tempoet i afviklingen af indkomstskatten for at varetage den tilfældige gruppe af ejendomsmægleres interesser.

Mogens Glistrup + Torben Zinglersen

Den uanstændige sag

Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 15 /22. april 1983 / årgang 11

Den uanstændige sag

Vi Fremskridtsfolk bliver ofte spurgt om, hvad vi mener om det offentliges sag mod Glistrup

Svaret kommer prompte: Den er uanstændig.

Og hvorfor er den det? Det er den, fordi sagen er ganske ude af proportion med de forhold, det drejer sig om.

Glistrups brøde består i 2 forhold:

1. Glistrup har optrådt som “klasseforræder”, idet han har påvist, hvorledes advokater og andre sagkyndige på skatteområdet kunne nedbringe en hvilken som helst skattepligtig indkomst på et bestemt tidspunkt til nul. Ved at offentliggøre den kendte teknik og mangfolddiggøre mundighederne for at anvende teknikken, satte han fokus på sine kolleger, der kun brugte systemet blandt familie og venner, inden Glistrup gjorde systemet til folkeeje. Derved blev forretningerne en trussel imod skattesystemet, på samme måde som leasing- og fondssystemet bliver en trussel imod skattesystemet, hvis det bliver folkeeje.

Den slags systemer er forbeholdt en udsøgt gruppe i samfundet, og når én fra denne gruppe ødelægger systemet for de andre ved at udbrede det, så er han en “klasseforræder”, der skal knuses.

2. Glistrup gik videre med at popularisere sine forretningsmetoder, der udskød skatten, han brugte systemet til at provokere. Han blev politiker -oven i købet en populær. Han blev en politisk trussel, og han turde sige og gøre det, mange mennesker fandt var befriende – i forhold til de eksisterende forhold. Han påviste sort på hvidt, at skattesystemet var svindel og kun en fordel for de kloge og velbjergede. Det var der mange, der vidste i forvejen, men få havde talent og mod til at sige det.

I stedet for at ændre skattesystemet, gik magthaverne til angreb på Glistrup. Man tacklede manden i stedet for bolden.

På trods af, at alle skattemyndigheder har kendt systemet i et kvart århundrede, og på trods af, at Glistrups regnskaber og papirer har været skattevæsenet bekendt, rejste man en straffesag imod Glistrup. Man opfandt en særlig teori, der kun gælder for Glistrup: “Fiktionsteorien”. Alle posteringer var uden hold og tjente kun det formål at nedbringe indkomstskatten. Hvis denne teori kan bruges imod Glistrup, skal der rejses straffesag imod tusinder af mennesker i dette land.

Se blot annoncerne i dagbladene i januar og februar måned.

Glistrup og hans familie skulle knuses.

Hvis der blot havde været lidt anstændighed hos de mennesker, der har haft ansvaret for Glistrups skatteligning siden 60`erne, og de selv troede på fiktionsteorien, så havde de for 15 år siden hævet Glistrups skattepligtige indkomst med adskillige millioner, og så havde det været Glistrup, der skulle gå rettens vej for at få ret. Men så havde man samtidig været nødt til at gøre det samme imod et utal af hans kolleger. Og det var ikke så godt.

I stedet valgte man, at føre en straffesag imod Glistrup. En sag, der i hele sit indhold og indtil nu er af en sådan karakter, at han er dømt på forhånd, og dommen langt overstiger det man kan finde på at idømme voldsforbrydere og andre kriminelle.

Det er en skandale, at det danske samfund behandler Glistrup som en kriminel på baggrund af en nyopfundet fiktionsteori, og det er første gang, man fører en straffesag imod en mand, fordi man ikke er enig med ham i en teoretisk fortolkning af en bemyndigelseslov.

Reelt betyder det, at alle danskere er retsløse, hvis de opfattes som en trussel imod de til enhver tid siddende magthavere.

Derfor er sagen imod Glistrup uanstændig.

Ole Maisted, MF

WWW.FRP.DK

Læs også: Glistrup om Glistrupsagen:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/08/02/de-fortiede-skandalers-sag/