Om fradragsjunglen
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 15
13. september 1974
Årgang 02
Om fradragsjunglen
Et af gammelpartiernes slogans i de senere år har været, at man skal rydde op i fradragsjunglen.
Tilsyneladende er dette en resolut måde til at klare nogle af vore skatteproblemer.
Man behøver imidlertid ikke fundere så længe over sagen, før man bliver klar over, at der er tale om et blålys.
Hver gang man fjerner et fradrag, forøger man den ubeskyttede indkomstmasse, på hvilken de offentlige kasser kan drive deres jagt. Klarest så vi det jo, da det største af alle fradrag faldt. Skattefradragsrettens afskaffelse i 1966 åbnede sluserne for de helt store indkomstskatteplyndringer. I virkeligheden er det – omend i lidt mindre målestok – det samme, som sker, når man går i krig med andre fradrag.
Man skal derfor omgås tankerne med forsigtighed. Er man i tvivl, skal man sige nej til at gå med i sådanne oprydningsaktioner. Selve det, at blive ved med at lave om på skattereglerne og tage væk fra folk, hvad de har vænnet sig til, er jo i sig selv et betydeligt onde.
Navnligt på det seneste har de to andre store partier her i landet interesseret sig for en særlig teknik i deres bestræbelser for at nedsætte værdien af folks fradrag. Kan man ikke (med det samme) tage et fradrag hundrede procent fra folk, kan man måske tage halvdelen deraf. Man har derfor opfundet begrebet, at fradrag ikke sker i indkomsten, men i skatten.
Propagandaen for denne idé kører man med styrke på, at der så bliver givet det samme fradrag i kroner og ører til den fattige som til den rige.
Dette forsøg på at spille op til misundelseskomplekserne hos store dele af befolkningen gennemføres vel med en vis succes. Der er imidlertid grund til at advare folk mod at gå i fælden. I virkeligheden er opfindelsen “fradrag i skatten” kun en mellemstation på vejen til helt at lade fradraget forsvinde.
Nyskabningen vil medføre, at systemet bliver endnu en tak mere uoverskueligt. Man må først for hver skatteart for sig (statsskat, amtsskat, kommuneskat o.s.v.) foretage selvstændige beregninger med den skatteprocent, der nu gælder for den pågældende skatteart. Derefter skal fradraget – med den nedsatte værdi – indregnes som et fradrag i indkomsten, for at tallet kan komme ind på de normale trækkort og forskudsregistreringsblanketter.
For mange mennesker er skatten den største budgetpost. Hele det nævnte kinesiske system gør det ikke lettere for dem at fatte, hvordan det beløb, man skal betale, i virkeligheden er fremkommet. Når man første har fået det hele kamoufleret tilstrækkeligt, kan operationen gå videre og fradraget helt fjernes efter en periode.
Dertil kommer, at argumentet med, at den rige ikke skal behandles bedre end den fattige, i virkeligheden intet er værd. I det omfang man vil have en hårdere beskatning af velstående end af folk, der tjener mindre godt, gør man det ved at indføre stigende beskatningsprocenter, efterhånden som indkomsten øges. Hermed har man skabt en progressiv skatteskala og deraf kan man aflæse, hvor meget hårdere man ønsker at behandle folk på højere indkomsttrin. At øge denne hårdhed gennem metoden fradrag i skatten betyder blot, at man rammer tilfældigt blandt nogle – dem, der har fradragene – på det højere indkomsttrin til gavn for andre med tilsvarende høje indkomster. Derudover slører man hele progressionsvirkningen, så billedet kommer til at fremtræde endnu mere tåget.
Det er ikke yderligere uklarhed, vi har brug for i dansk indkomstskattelovgivning.
Mogens Glistrup
