Socialdemokratisk overbudspolitik

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 7 / August 1991 / 19. årgang

Socialdemokratisk overbudspolitik

Socialdemokraterne har altid haft en særlig evne til at bruge løs af skatteydernes penge og låne det i udlandet, som manglede til sin overbudspolitik.

Dette absolut kedelige talent har rigtig udfoldet sig her i 1991.

Vi har hørt en Jimmy Stahr, som har lovet flere penge til Det Kongelige Teater, danske film og museer.

Vi har hørt en Ole Espersen, som vil give flygtninge, som rejser hjem – økonomiske ydelser i op til et år efter de har forladt Danmark og ydermere sende pension til disse hjemvendte flygtninge.

Vi har hørt en Svend Auken, som vil eftergive FN – 600 millioner kroner, som vi har til gode for vores FN-styrke på Cypern.

Vi har set socialdemokratiet med assistance fra SF og de Radikale ødelægge Danmarks anseelse i udlandet – først omkring Golf-krisen i såvel befrielsen af Kuwait og siden omkring beskyttelsen af kurderne. Dernæst vil man blokere for Danmarks og EFs samhandel med Sydafrika, ud fra nogle holdninger, som ikke gælder for andre lande, vi handler med.

Et negativt billede dannes af danskere og det gavner ikke det mulige udenlandske investeringer og dermed nye arbejdspladser. Det kan ligeledes skade eksportmuligheder og dermed også beskæftigelsen.

Det ville være meget ulykkeligt for Danmarks økonomi, beskæftigelse og anseelse såfremt Socialdemokratiet igen fik regeringstaburetterne og desværre gør det alternative flertal – S, SF og R det muligt. Heldigvis kan vælgerne ændre det og bør gøre det – når chancen byder sig.

Johannes Sørensen, Landsformand for Fremskridtspartiet

www.frp.dk

Læs også: Kun promille til forskel på Anker og Poul:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/11/27/kun-promille-til-forskel-pa-anker-og-poul/

Flygtningekonventionen bør straks opsiges

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 11-12 / December 1994 / 22. årgang

Flygtningekonventionen bør straks opsiges

Flygtningelobbyen hævder, at “Danmark må leve op til dets internationale forpligtelser” – altså især Flygtningekonventionen af 1951. Udlændingeordførerne fra de øvrige partier efteraber kritikløst denne “alle-ved-jo-sandhed”, når de med (skin)hellig stemmeføring nedrakker og afviser Fremskridtspartiets forslag til stramninger i udlændingepolitikken. Intet land er imidlertid folkeretligt forpligtet af aftaler, som er ødelæggende for det. FN-konventionens faktiske betydning er dybt misforstået, idet den blot giver Danmark en ret til at fordele asyl trods hjemlandets eventuelle modstand. Men nok så vigtigt er, at konventionen formentlig ligefrem er ugyldig, fordi den i Danmark tilsyneladende er vedtaget på falsk grundlag og uden Folkestyrets medvirken. Lad mig kort gennemgå baggrunden for- og betydningen af konventionen i Danmark.

I 1950 vedtog FNs generalforsamling at oprette “United Nations High Commissioner for Refugees”, FNs Højkommissær for Flygtningeanliggender (UNHCR). Gennemførelsen af en ny flygtningekonvention til afløsning af en ny flygtningekonvention af 28. oktober 1933, der kun var blevet godkendt af otte lande, skulle blive det nye Højkommissariats første afgørende opgave. Der skulle skaffes enighed om ansvaret for de resterende europæiske flygtninge efter Anden Verdenskrig.

Flygtningekonventionen af 1951 blev underskrevet den 28. juli 1951 af 12 lande, herunder Danmark, som afslutning på en FN-konference, afholdt i Geneve i dagene 2-25. juli 1951. Konventionen skulle senere ratificeres (endeligt, lovligt godkendes) af medlemslandene. Dette var i Danmark kongens (regeringens) ret, evt. efter forelæggelse for Rigsdagen, ifølge dagældende Grundlovs par, 18. I dag er det efter grundlovsrevisionen af 1953 tilsvarende Dronningen (regeringen), Folketinget og Grundlovens par, 19.

Danmark kom først med at ratificere. Det skete den 4. december 1952. Da Australien havde ratificeret som den sjette stat 22. januar 1954, kunne traktaten træde i kraft den 22. april 1954. Det blev tronfølgeren, arveprins Knud, der i Kongens fravær underskrev konventionen, medens H. C. Hansen (A) underskrev som udenrigsminister.

Konventionen blev ratificeret med forskellige forbehold af de deltagende stater. Hver artikel er i virkeligheden en traktat for sig, og når en stat har taget forbehold over for en artikel, gælder den ikke i relation til den pågældende stat. Danmark tog forbehold over for Artikel 14 (kunstnerret og industriel ejendomsret), Artikel 17 (lønnet beskæftigelse) og delvis over for Artikel 24 (arbejderlovgivning og social tryghed). Dansk lovgivning, der bl.a. sikrede danske statsborgere folkepension, invalidepension og enkepension kunne ikke uden videre udstrækkes til flygtninge, men skulle laves om først. Det samme gjaldt Ophavsretsloven. Retten til at tage lønnet arbejde i Danmark, var en ret, der ved gensidig traktat med de nordiske lande var forbeholdt statsborgere herfra. Dersom Danmark ikke havde taget disse forbehold havde følgen været, at flygtningekonventionen efter Grundloven (daværende par, 18) uden mindste tvivl skulle have været forelagt Rigsdagen til godkendelse. Med disse forbehold besluttede man, efter at have indhentet udtalelser i de berørte ministerier, at det ikke var nødvendigt at forelægge konventionen for Rigsdagen.

En interessant følge heraf er, at det i dag ikke ville have været nødvendigt at spørge Folketinget, før Danmark, det vil sige Dronning Margrethe (regeringen) alene, kunne opsige samme Flygtningekonvention med virkning et år senere. Dette står nu i Grundlovens par, 19, stk. 1. Selve konventionen indeholder en paragraf om almindelig opsigelse (altså uanset spørgsmålet om direkte ugyldighed).

En fortrolig rapport fra den danske delegation til konferencen i Geneve viser, at Danmark skulle have taget mange flere forbehold, end det endelige resultat blev. Når forbeholdene ikke blev taget havde lovændringer været nødvendige, og dette havde krævet Rigsdagens medvirken. Rigsdagen blev tilsyneladende snydt. Det samme blev arveprins Knud og dermed Kongen. Disse forhold må betyde, at konventionen er indgået under falske forudsætninger, eventuelt svig. Den er i så fald ugyldig.

Danmarks forbehold blev senere tilbagekaldt lige så stille og ubemærket som konventionen i sin tid var blevet godkendt. Helt uden folkestyrets medvirken. Den oprindelige konvention gjaldt kun flygtninge fra før 1951. Nu sørgede en tillægsprotokol lige så stille for, at konventionen pludselig blev udvidet til at gælde alle flygtninge. Og nu havde flygtninge pludselig sociale rettigheder som danskerne. Disse ting skete i 1968 med Poul Hartling (V, senere Flygtningehøjkommissær) som nøgleperson. En uskyldigt udseende cirkulæreskrivelse af 21. juni 1968 fra Socialministeriet sikrede flygtninge folke-, invalide- og enkepension. Det var baseret på konventionens artikel 24, som var blevet lusket igennem. Det har sin egen historie (se “Danskeren 2/94″ = kan ses ved at besøge flg. Internetadresse: www.dendanskeforening.dk

Senere fulgte flere rettigheder. Flygtninge fik stemmeret og kunne vælges ved kommunal- og amtsvalg, når de blot havde boet i landet i 3 år. Dette byggede på konventionens artikel 7, som Danmark ikke havde ønsket. De flygtningevenlige partier sikrede sig ad denne vej mange indvandrerstemmer.

Fundamentet for Udlændingeloven står herefter i et ganske andet lys. Vigtigere er dog, at flygtningesituationen er ændret drastisk i forhold til 1951, idet flygtningestrømmen er vokset kolossalt, og idet Danmarks rolle som “foregangsland” har sikret sig, at vi nu drukner i flygtninge.

Danmark burde nu ganske enkelt opsige konventionen straks, som der jo er let adgang til. Det er en enkel, oplagt og berettiget varetagelse af Danmarks interesser, der er tale om. Dette er vore lederes pligt: Dronning, ministre og politikere.

Hele flygtningeproblemet – og Udlændingeloven – bør derefter nyvurderes, idet der, som noget nyt også skal tages hensyn til danskerne. De har dog førsteret til Danmark. Og det kan ikke gå hurtigt nok. Vort tusinde år gamle fædreland er ved at smuldre. De, der på grund af deres magtposition har muligheden for at standse nedbrydningen af landet, men intet gør, begår forræderi.

Det er værre end landsforræderi. Det er et folkeforræderi – et forræderi frem for alt mod kommende generationer af danskere.

Knud Eriksen, cand. jur.

www.frp.dk

Læs også: De skjulte tal:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/09/04/de-skjulte-tal/

Socialdemokratiske profetier og virkeligheden

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 5 / 10. marts 1977 / 5. årgang

Socialdemokratiske profetier og virkeligheden

Det er ikke landets ve og vel Anker Jørgensen tænker på – i så fald ville han erkende problemernes rette sammenhæng og udforme lovgivningen derefter

I februar 1975 kastede Hartling (V) vrag på Fremskridtspartiet som samarbejdspartner. Her begik han sin frygtelige historiske fejltagelse. Han banede dermed vejen for en Anker Jørgensen-regering, som i sin tiltrædelseserklæring gav udtryk for følgende:

”regering og folketing skal nu gøre en ende på den politiske og økonomiske usikkerhed, som i den senere tid har præget Danmark.

Det er så meget mere vigtigt som vi står overfor store og påtrængende problemer. Vi skal sikre det sociale indhold i demokratiet og det vil i dag først og fremmest sige, at vi skal sikre arbejde som det væsentligste grundlag for tryghed. Det er det, vi skal sætte højest på listen over de opgaver, som skal løses. Det er vor regerings opfattelse, at vi nu må skabe arbejde, at vi nu må beskytte vore borgere i et aktivt forsvar for det velfærdssamfund, vi har opbygget.

Vi har nu 150.000 arbejdsløse. En ledighed af dette omfang er en social og en menneskelig ulykke. Det er den pris, vi ikke vil betale for at opnå en forbedring af betalingsbalancen. Derfor er det uomgængeligt nødvendigt, at der gennemføres foranstaltninger, som hurtigt og effektivt kan forøge beskæftigelsen.

Regeringen ser ikke bort fra, at en simulering af beskæftigelsen i et vist omfang vil trække en forøgelse af importen med sig. Det øger behovet for at styrke de erhverv, der skal konkurrere med udlandet.

Det afgørende i en beskæftigelsesfremmende politik er imidlertid at genskabe initiativet i erhvervslivet, at genskabe tilliden i erhvervslivet”.

Efter to års forløb viser de tørre tal: Større arbejdsløshed, større valutagæld, større statsunderskud, større renteomkostning, større skattetryk og større statstvang.

Desuagtet har de konservative, Centrum-Demokraterne, Kristeligt Folkeparti og de radikale nu sikret, at Danmark fortsat skal dalre videre under nøjagtig de samme socialdemokratiske metoder, som til fulde har vist deres landsskadelighed i 1975 og 1976.

Alle ved jo udmærket, hvad der er galt i Danmark: Det offentlige apparat har fået lov til at svulme op til et sådant kæmpeomfang, at det aldeles pressen luften ud af det erhvervsliv, hvis sprudlende foretagsomhed alene kan redde os ud af de seks katastrofer.

Fremskridtspartiet – nu det største oppositionsparti – har præcist i enkeltheder påvist, hvordan vi kan komme op af uføret uden en eneste asocial eller arbejderfjendsk foranstaltning.

Men de andre tør ikke. De er bange for de højtråbende egoistorganisationer og pressionsgrupper.

Men Fremskridtspartiet vil endnu i denne måned stille lovforslag om:

1. Lønfremgang gives gennem 25.000 kr. skattefrit bundfradrag.
2. 16. almindelige ejendomsvurdering aflyses.
3. Et væld af restriktioner afvikles.
4. Staten sætter tæring efter næring ved en række besparelser. Den første går ud på, at gennemsnitslønnen for et folketingsmedlem over det næste år falder fra de nuværende 190 kr. pr. time til 94 kr.

Med udover disse områder vil Fremskridtspartiet også på alle andre felter vise sig den øgede vælgertillid værdig. Der skal fremlægges et i alle detaljer udarbejdet modstykke overalt, hvor vi mener, at tingene kan gøres bedre.

Mogens Glistrup, MF

www.frp.dk

Læs også: Erhvervszonerne – hvad blev der af dem?:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2009/08/14/erhvervszonerne-%e2%80%93-hvad-blev-der-af-dem/

Velfærdssamfundet!!!

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 3 / 29. januar 1988 / 16. årgang

Velfærdssamfundet!!!

For den almindelige dansker er de faktiske daglige forhold vel egentlig ganske gode. Aldrig tidligere i vor historie har man ved lånoptagning, belåning af konjunktur- og inflationsgevinster m.v. haft mulighed for at bo så godt, spise så dyrt, klæde sig så moderne, købe så mange nye biler, hårde hvidevarer, video- og Tv-apparater, holde så lange ferier, rejse så meget og få så meget udbetalt fra de offentlige kasser uden arbejdsindsats o.s.v. – o.s.v.

Den private lille egoisme trives i dag så godt som aldrig før. Hvis man en kort stund gider på de uduelige politikere, eller som forleden lange aften i TV se og lytte til, hvad forskellige økonomer m.fl. mener om landets økonomiske situation, så kan man nok lige acceptere, at der muligvis bør gøres noget – men hvorfor egentlig? – Vi har det da nogenlunde! Og er det alligevel nødvendigt med indgreb og tilbageholdenhed, så skal det i hvert fald ikke være overfor os eller lige på vort område.

Det børnefjendske samfund

Ved læsning af dagens aviser m.v. afsløres dagligt nogle af de problemer vort velfærds- og lånesamfund også er belemret med. Flere og flere børn er de sidste årtier af fortravlede, udearbejdende forældre blevet overladt til pasning og opvækst i samfundets forkvaklede institutionssystemer.

Resultatet er, at flere og flere børn i disse år henvises til skole- og kliniske psykologer, kommer under psykiatrisk behandling, får støttepædagog, hjemmepædagog eller bliver anbragt under forskellige former uden for eget hjem.

Børne- og ungdomskriminaliteten er sammen med voksenkriminaliteten stærkt stigende, og hvis ikke flere og flere lovovertrædelser blev gjort straffrie – afkriminaliseret, så ville tallene for kriminalitetens stigning være chokerende store.

Dagligt beretter pressen om voldelige og blodige overfald på såvel børn, unge, voksne og ældre. Væbnede overfald på såvel sagesløse som banker og lignende er desværre nu også blevet en af vi danskes dagligdag.

Behandlersamfundet

Familien, der tidligere var det centrale – det samlende og faste ståsted for det enkelte menneske og det grundlæggende for hele samfundet, er gennem de sidste 25 år blevet mere og mere tilsidesat, og familiens opgaver overtaget af de såkaldte behandlere. I behandlersamfundet tales der i dag ofte mere om: Min dagplejemor, min pædagog, min lærer, min vejleder, min sagsbehandler, min læge, min hjemmehjælper, min omsorgsassistent, min hjemmesygeplejerske, min bankvejleder, min revisor, min skilsmissesagfører, min o.s.v. – o.s.v., end der tales om min mor og min far eller min familie.

I stedet for hjemmets tryghed og lille overskuelige verden, er der nu i mange danskes hverdag lige fra vugge til grav kommet en sværm af vejledere og behandlere, der alle har en eller anden form for autoritet. Det er sikkert bl.a. derfor mange børns og unges tillid og tro på autoriteter kan være på et meget lille sted.

Jeg hører ikke til dem, der mener, at alt det gamle var godt, og alt det nye dårligt, men vil vi have genskabt et menneskeværdigt, varmt og rigt samfund, så må meget genprivatiseres og det naturlige i børneopdragelse- og pasning genindføres.

Barnets naturlige base skal igen være familien, og dermed vil grunden til en rolig og harmonisk ungdoms- og voksentilværelse være lagt.

Privatisering

Ved en udstrakt privatisering af de alt for mange opgaver, der i dag løses af det offentlige, kan vi genskabe et trygt og frit menneskeværdigt samfund.

En klar forudsætning for gennemførelse af disse privatiseringstanker er den grundlæggende skatte-, friheds- og socialpolitik som Fremskridtspartiet står for.

Med en skatte- og frihedsreform, der kan skabe gode konkurrencevilkår for danske eksportvarer, vil der over en overskuelig periode i forbindelse med en vidtgående privatisering kunne skabes arbejdspladser i den produktive sektor til de mange offentligt ansatte, der vil blive overflødige i Fremskridtssamfundet.

Derfor er Fremskridtspolitikken så aktuel som nogensinde!

Johs. Sørensen

www.frp.dk

Læs også: Sporene er skræmmende:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/12/29/sporene-er-skr%c3%a6mmende/

Kommunistiske tilstande på fritidsmarkedet

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 3 / Marts 1994 / 23. årgang

 

I lovgivningen om kommunalfuldmagten står at læse: “Kommunen ikke må tage en opgave op, der forrykker grænsen mellem den private og offentlige sektor, eller som væsentlig påvirker konkurrencen i den private sektor”.

Til trods for dette ser vi hele tiden nye konkurrenceforvridende initiativer fra kommunernes side over for de private tilbud på fritidsmarkedet.

Over hele landet tilbyder man i kommunalt støttede skolefritidsinteressegrupper og ungdomsskoler undervisning i hip hop, jazzballet, showdance og aerobic. Det tilbydes enten helt gratis eller mod en symbolsk betaling.

Mange af landets kommuner driver kommunale styrketræningsaerobic- og solariecentre. Kommunale skatteborgerpenge bruges til, at disse centre med dumpingpriser kan udkonkurrere private forretninger, der – ifølge lovgivningen – ikke må få støtte, hverken fra hjemmekommunen direkte eller fra folkeoplysningsloven.

Ligeledes stiller også mange kommuner gratis lokaler til rådighed for danseklubber under Dansk Sportsdanserforbund og Dansk Idrætsforening. Med tilskud til alle medlemmer under 25 år samt løn til underviseren gives her tilbud om danseundervisning. Denne konkurrenceforvridning fra ca. 40 sådanne støttede danseklubber over det ganske land er naturligvis til stor skade for de private danseskoler, ligesom det kommunalt støttede “Dansens hus” i København og adskillige støttede danseteatergrupper naturligvis tager elever fra de private danseskoler.

Mange kommuner har oprettet en kommunal rideskole og en kommunal musikskole, som næsten helt har fjernet de tidligere eksisterende private initiativer på disse områder. Mange kommuner er efterhånden lokalområdets største restauratør med et væld af kommunalt støttede caféer og cafeterier, til skade for de private restauratører.

Alt tyder på, at det er mange politikeres ønske, at her på det danske fritids- og kulturmarked skal skabes et monopol, så der kun findes offentlige tilbud på dette område. Alle private tilbud bliver bekriget af dumpingpriser fra kommunale tilbud og af en utrolig erhvervsfjendsk folkeoplysningslov.

Arte har efterhånden sørget for, at staten betaler 75 procent, hver gang vi køber en teaterbillet.

Jo flere støttede fritids- og kulturtilbud, der er, jo sværere er det for de få tilbageblevne ustøttede private tilbud at overleve.

Hvornår har vi set monopoler føre til noget godt?

Det eneste, vi med sikkerhed ved er, at monopoler bringer med sig, er faldende kvalitet, stigende omkostninger og voksende sløsethed med de økonomiske ressourcer.

Landets få – endnu overlevende – private danseskoler, aerobic- og styrketræningscentre samt rideskoler er jaget vildt.

Det burde have været mere naturligt for kommunerne at støtte de private forretninger, der med faguddannede og kvalificerede medarbejdere står til rådighed, så man i samarbejde kunne tilbyde borgerne prisbillige tilbud.

Det burde have været naturligt, at folkeoplysningsloven i stedet for at være erhvervsfjendsk, havde givet mulighed for, at den økonomiske støtte kunne gives til de eksisterende private forretninger, som derigennem, under behørig kontrol, skulle nedsætte priserne til gavn for forbrugerne.

I stedet vælger stat, kommune og politikere, at udkonkurrere de private tilbud, for at opnå et monopol på dette område.

At man så sender en masse kvalificerede medborgere ud i arbejdsløshed, er så mindre væsentligt i det spil.

Politikerne taler om, at støtte erhvervslivet men glemmer helt, at det at drive en danseskole også er et erhverv, nemlig et over hundred år gammelt liberalt erhverv.

Skal vi undgå et fuldstændig monopoliseret fritidsmarked med tilbud alene fra det “hellige danske klub- og foreningssystem”, skal der handles meget hurtigt.

Nu står folkeoplysningsloven snart foran en evaluering, og jeg har derfor udformet et væld af ændringsforslag til de politiske partier og det lovgivende folkeoplysningsudval for, at redde de sidste private tilbud på det danske fritidsmarked.

Det mest groteske ved hele sagen er, at hvis det lykkes helt at udrydde de private forretninger, vil det koste mange skatteborgerkroner, thi i øjeblikket betaler de private forretninger skat af et evt. overskud. Lukkes vi, vil vore kunder søge over i det offentligt støttede system og forlange gratis lokaler, medlemstilskud til alle under 25 år, løn til underviseren og tilskud fra tipsmidlerne og derigennem forøge de offentlige udgifter.

Hele sagen drejer sig altså kun om en politisk ideologi om, at private forretninger på fritidsmarkedet skal fjernes og hele markedet monopoliseres i statsstøttede klubber, foreninger og oplysningsforbund.

Man indfører kommunistiske tilstande på fritidsmarkedet og kvalitetstilbudene og de frie markedskræfter sættes ud af spil.

Fire politiske partier har gennem deres partiledere skriftligt over for mig givet udtryk for, at de støtter mig i mine synspunkter. Nu er tiden inde til, at de også i handling skal leve op til deres løfter.

Sagen behandles i øjeblikket i Folketinget på baggrund af det materiale, jeg har udarbejdet.

Tommy Havdrup

Formand for danselærernes konkurrenceudvalg og leder af en privatdrevet danseskole i Albertslund

www.frp.dk

Læs også: Statslig konkurrence lukker firma:

 http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/12/24/statslig-konkurrence-lukker-firma/

Vor egen apartheid

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 4 / 19. februar 1974 / 2. årgang

 

Vi har travlt med at blande os i andre landes forhold. Den hellige forargelse lyser ud af de socialistiske Tv-folk, når de omtaler lønproblemer i Sydafrika og for at være med på noderne skynder “gammelpartiernes” politikere sig, at mistænkeliggøre forhold, de ikke har grundlag for at bedømme.

Hvad med vore egne hjemlige forhold, hvor man hos mange befolkningsgrupper gennem direkte og indirekte skatter beslaglægger 90 procent af arbejdsindtægten?

Hvad med de 20 procent af befolkningen, der holdes udenfor pristalsordningen og må betale både dyrtiden og embedsmændenes pristalsforhøjede lønninger?

Hvad med bylandmændene, der skal sættes i “kartotek” og særbeskattes, medens andre, der ikke har den “perverse lyst” til at bo på landet, gerne må bygge villaer til 1 million og trække “underskuddet” fra skatten

Hvem er i øvrigt “bylandmand”? Er det tankvognschaufføren eller slagteriarbejderen, der for at holde hjemmet oppe pukler i 20 af døgnets timer? Eller er det skolelæreren og kontormanden, der søger ud i naturen for at give børneflokken sunde interesser og en sund opvækst

Før vi korrekser andre, bør vi “muge ud” i vort eget gammelpolitiske system, der er gennemsyret af misundelse og diskriminering

A. Th. Riemann

www.frp.dk

Læs også: DR´s journalister – de største danmarksødelæggere: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/12/05/drs-journalister-de-st%c3%b8rste-danmarks%c3%b8del%c3%a6ggere/

Vi har talt for døve øren

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 7 / August 1990 / 18. årgang

 

BT kan fortælle sine læsere, at 12.000 afghanere i disse dage forsøger at komme til Danmark. Udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) udtaler, at ”Danmarks flygtningeregler er for åbne og må skærpes”. Justitsministeren (Hans Engell, C, red.) vil have begrænset retten til familiesammenføringer. Den konservative formand for Udenrigsudvalget siger, at ”indvandrernes automatiske retskrav på familiesammenføring skal sløjfes”. Venstres Bjørn Elmquist udtaler, at ”barneægteskaber bør ikke have retskrav i Danmark”. Men de radikales flygtningepolitiske ordfører, Kirsten Lee, mener ikke at der ”umiddelbart er saglige grunde for at ændre flygtningeloven, da EF-flygtningekonventionen ikke giver nogen grund til at Danmark skulle komme til at virke som en flygtningemagnet”.

Godtroende

Man skal være meget godtroende, hvis man som fru Lee tør hævde, at den store ”efterspørgsel” på opholdstilladelse i Danmark ikke hænger sammen med, at de fremmede her i landet er stillet langt bedre end andre steder og at Danmark derfor vil blive det foretrukne land for alle flygtninge, som får foden indenfor i EF.

Fremskridtspartiet har i årevis forsøgt at råbe politikerne fra andre partier op i disse spørgsmål, men vi har talt for ”døve øren” og de øvrige partier har totalt afvist vore ønsker om en folkeafstemning om flygtninge- og indvandrerpolitikken. Først nu er alvoren ved at gå op for de konservative og Venstre. Man må håbe, at de to borgerlige partiers politikere endelig tør stå fast og dermed redde Danmark fra en flygtningeinvasion, som vi i dag kun kan forestille os i mareridt.

Aage Brusgaard, Gruppeformand Fremskridtspartiet

www.frp.dk

Læs også: Flygtningekonventionen bør straks opsiges:

 http://www.thedodo.info/Dronte%203/Dron0307.htm 

Demokratiets krise

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 10 / 6. juni 1977 / 5. årgang

 

Den krise – som netop de fire gamle partiers repræsentanter mener, at det danske folkestyre befinder sig i – er i overvejende grad forvoldt af deres egen manglende evne til at leve op til dette folkestyrets idealer

Demokrati er at respektere andres synspunkter – at have og give andre mulighed for at være medbestemmende og øve indflydelse. Det er hermed også en forpligtigelse til samarbejde. Udelukker man nogen fra et sådant samarbejde opstår: Demokratiets krise.

Derfor kan de ledende politikere ikke vedblivende behandle Fremskridtspartiets repræsentanter på tinge som en slags udenomsparlamentarisk gruppe, man bare kan latterliggøre og bagvaske. Vi er indvalgt på fuldt demokratisk vis af over 500.000vælgere. vi har krav på – i folkestyrets ånd – at være medbestemmende i forhold til vore mandaters antal og øve indflydelse i forhold vore argumenters vægt. Vi mener også, at vi – i tilfælde af andres argumenters overvægt – er i stand til at efterleve den gamle sandhed, at ingen er ufejlbarlig.

De ”fire gamle” må derfor indse, at demokratiets krise ikke blot er skabt af dem selv, men også kun kan læses af dem selv gennem erkendelse af hidtil manglende samarbejdsvilje og respekt for andres synspunkter.

Deres bekymring for demokratiet burde i stedet vende sig til glæde over, at der stadig er så megen tillid til det danske folkestyres funktionsdygtighed, at en stor del af befolkningen foretrækker at kæmpe på demokratisk vis – og ikke ved udenomsparlamentariske metoder – mod den voksende socialisering, mod umyndiggørelse og gældsætning. I denne kendsgerning ligger den bedste garanti for demokratiets fortsatte beståen i vort samfund. Vel at mærke, hvis den bliver hørt.

Redaktionen

www.frp.dk

Læs også: Arbejdsplads Christiansborg: Langt værre end dens omdømme: http://fremskridtdk.wordpress.com/2009/03/03/arbejdsplads-christiansborg-langt-v%c3%a6rre-end-dens-omd%c3%b8mme/

Jurassic Park og velfærdsstaten

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 12 / December 1993 / 21. årgang 

 

Hvad er forskellen på Jurassic Park og velfærdsstaten? I det ene scenarie ses nogle kolossers sammenbrud. Der ses nogle fortidslevn, der for længst er uddøde, men som med kunstgreb holdes i live i et moderne samfund, hvor de ikke hører hjemme, inden de bryder sammen med store ødelæggelser for det omgivende samfund til følge. Det andet er en film instrueret af den amerikanske filmmager, Steven Spielberg.

I den senere tid er der blevet rettet fokus på velfærdsstatens mangfoldige problemer og evne til fortsat at bestå. De fleste, der har deltaget i debatten om velfærdsstatens fremtid har en klar forståelse for, at ”dinosaureren” er ved at styrte om, dødeligt syg.

Det har forlydt, at for at redde den udødende dinosaur skal de offentlige udgifter skæres helt til benet; lovkomplekset skal reduceres til næsten ingenting; skatterne skal reduceres markant; de offentlige institutioner skal – med få undtagelser – privatiseres, nedlægges eller reduceres til næsten ingenting; den statslige regulering af arbejdsmarkedet skal ophøre o.s.v.

Disse forslag lyder som ren afskrift af Fremskridtspartiets program som det blev præsenteret for over 20 år siden. Det er rart at konstatere, at samfundsdebattørerne nu har adopteret synspunkter som Fremskridtspartiet gennem tiderne er blevet skældt ud for.

Det afgørende spørgsmål er ikke længere, hvorvidt velfærdsstaten skal reduceres og om det skal ske med 50 eller 60 pct. det var også konklusionen på den rapport om den svenske velfærdsstats fremtid, som den forhadte Lundbeck-kommissionen udgav, til mange socialdemokraters store fortrydelse. Debatten om velfærdsstatens størrelse bør starte med en afprøvning af om velfærdsstaten kan og skal bestå. Næsten ligegyldig, hvilken indfaldsvinkel, der bruges vil svaret blive, at velfærdsstaten som model er ubrugelig i det moderne samfund.

Ud fra en simpel betragtning om, at få økonomien til at fungere mest effektivt og til befolkningens glæde og velfærd er velfærdsstaten ubrugelig. Statslige indgreb, regulering, skatter og manipulation med pengepolitikken virker som en bremse på evne til at skabe vækst og dermed forøge velstanden og afskaffe arbejdsløsheden. Dette er stort set anerkendt af alle moderne økonomer. De sidste års tildelinger i Nobelpriser i økonomi understreger den klare anerkendelse frimarkedsøkonomer nyder i den akademiske verden. Det er bare en skam, at politikerne som regel er så indskrænkede, at de krampagtigt holder fast i dinosaurer, der er uddøde for mange millioner år siden.

Nobelprismodtageren, den østrigske økonom og filosof, F. A. Hayek, samt den østrigske økonom, Von Mises har fremført, at en mellemting mellem fri markedsøkonomi og socialisme (ofte betegnet som den skandinaviske velfærdsstat) ikke kan bestå i længden. En kombination af fri markedsøkonomi og socialisme findes ikke. Enten er det socialisme eller fri markedsøkonomi. Premierministeren i Tjekkiet, Vaclav Klaus, har med ordene ”Den tredje vej er den hurtigste vej til den tredje verden” udtrykt dette forhold meget præcist.

Velfærdsstaten kan heller ikke bruges til at skabe lighed gennem økonomisk omfordeling. I dag giver næsten 80 pct. af befolkningen til næsten 80 pct. af befolkningen. Mange af de indkomstflytninger, der er forbundet med offentlige ydelser går fra de laveste indkomstgrupper til de højeste indkomstgrupper. Bl.a. Socialforskningsinstituttet har i redegørelsen, nederst ved bordet, påvist, hvordan lavindkomstgrupper via skattebetaling finansierer de bedre stilledes forbrug af f.eks. kulturgoder og lignende. Oven i den ”omvendte Robin Hood-effekt” velfærdsstaten udøver, kommer det velfærdsøkonomiske tab, som opstår, hver gang pengene skifter hænder.

Moralsk set har velfærdsstaten aldrig været berettiget. Selvom skattemidlerne indgår i et kolossalt omfordelingscirkus er det moralsk uacceptabelt, at staten som en røver stjæler op mod 70 pct. af frugten af befolkningens arbejde. At det er et politisk flertal, der står bag statens tyverier, legitimerer ikke tyveriet.

Opgøret med velfærdsstaten er derfor ikke kun et ideologisk opgør med 50 års socialdemokratisme, men også et nødråb fra de dårligst stillede, fra hvem jeg skulle hilse og sige, at velfærdsstaten ikke virker. Når København fejrer Kulturby ´96, så prøv at fortæl posedamerne på risten ved Det Kgl. Teater, at de skal være glade for velfærdsstaten. Når ventelistepatienterne enten dør eller efter måneders ventetid bliver placeret på sygehusenes gange, så oplever de velfærdsstatens bedrageri. Når fagforenings- og overenskomststyrede normeringer forhindrer ældre senile mennesker i, at blive vasket eller få mad, så fortæl dem, at velfærdsstatens strandhugst på deres livs arbejdsindkomst er i orden!

Nej, det må være slut.

Individets rettigheder

Personer har naturlige rettigheder, som ingen politiske myndigheder kan tage fra dem. Individer har ret til liv, frihed og retmæssigt erhvervet ejendom. Det eneste disse rettigheder kræver for at blive respekteret af andre er, at der ikke bruges tvang imod dem. Tvang, vold og trusler om vold er moralsk set utilladeligt uanset om det er Mafiaen eller Miljøministeriet, der fremsætter dem. Da det meste af velfærdsstatens virke decideret er baseret på tvang, er den i et moralsk perspektiv en ubrugelig størrelse.

Reduktion af staten eller revolution

Når det så entydigt er konstateret, at ligegyldigt, hvilken indfaldsvinkel, der bruges vil svaret blive, at velfærdsstaten som model er ubrugelig, er det væsentligt at vurdere, hvilke metoder, der kan bruges til at få lagt denne uddøde dinosaur i graven.

Al erfaring viser, at politiske metoder kun meget vanskeligt kan bruges. Bortset fra kollapsen af de tidligere kommunistiske stater i Østeuropa findes der ingen eksempler i historien på, at skatterne markant er blevet reduceret og at den offentlige sektor er blevet reduceret.

Kort sagt er det meget vanskeligt gennem almindelige politiske metoder, at give befolkningen frihed. I Østeuropa tog befolkningerne initiativet i egen hånd og afsatte de politikere, der i så mange år havde domineret dem, forringet deres levestandard, fjernet deres frihed og udøvet vilkårlig tvang. Med disse hændelser in mente er det ikke urealistisk, at der en dag opstår et organiseret folkeligt modtryk til den politiske misforvaltning, der i alt for mange år har fundet sted. Vi ser allerede i dag de første tendenser; den civile ulydighed bliver større og større. Det er en stor og hurtigt voksende bevægelse, der i dag bruger sort arbejde og naturalieøkonomi til at undgå skat og andre overgreb fra politikerne. Dette vil fortsætte. Hvis politikerne og de politiske institutioner skal gå ud af kampen mod befolkningen med æren i behold, er der kun en vej at gå og det er at afvikle sig selv og give friheden tilbage. Velfærdsstaten skal afl?

Kim Behnke MF Fremskridtspartiet

www.frp.dk

Læs også: Situationen er skabt af svage og udygtige politikere: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/11/10/situationen-er-skabt-af-svage-og-udygtige-politikere/ 

Træk i arbejdstøjet

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 18 / 13. oktober 1980 / 8. årgang 

 

Folketingets sommerferie – og dermed befolkningens fredningsperiode – er forbi.

Og nu er vi på vej ud i en overenskomstsituation.

Højden af de næste års lønomkostninger bliver afgørende for, hvordan Danmark klarer arbejdsløshed og valutagæld.

Det er ikke fagforeningernes eller arbejdsgiverforeningens sag at redde Danmarks økonomi. De får deres kontingentindtægter for at varetage deres egne medlemmers interesser. Og det handler de da også så ganske klart efter. Derimod er Folketinget valgt til at sørge for, at Danmarks økonomi kommer i orden.

Enhver, som tænker sig lidt om, vil ud fra de sidste 12 års erfaringer vide, hvad der er galt. Skatten på arbejde – også kaldet indkomstskatten – er kommet alt for højt op. Vore virksomheder er blevet bastet og umyndiggjort af statslige barnepigeordninger. Derfor kan de ikke fuldt ud opfylde deres opgave; under de internationalt gældende konkurrencevilkår at beskæftige landets arbejdskraft og sørge for, at produktionen bliver stor nok til stadig levestandardfremgang.

Hverken Dansk Arbejdsgiverforening, LO eller nogen som helst anden organisation kan imidlertid sænke skatterne eller ophæve de mange restriktionslove.

De økonomiske problemer løses kun eet eneste sted. Nemlig der, hvor de er skabt: Folketinget, Christiansborg, 1218 København K.

Men her er der kun eet parti, som konsekvent lader alle sine enkelthandlinger bestemme af, at de skal indgå i nødvendighedens helhedsmønster.

”38.000 kr. skattefri bundgrænse i 1981 og i 1982 60.000 kr. samt enhedsskat på 50 % af indtægt derudover” er Z-nøglen til løsning af overenskomsterne for perioden forår 1981 – nytår 1982/83.

Det kræver nok så store offentlige besparelser. Hæderligt udmønter Z-gruppen i disse uger ajourføringen af vort finanslovsforslag.

Men Fremskridtspolitik kræver mange andre lovændringer. Som noget nyt er gruppen nu i gang med at opstille et lovkatalog.

Her er arbejde for alle Fremskridtsfolk ud over landet. Få katalogmaterialet tilsendt. Giv et nap med at gøre det en tak bedre på det område, du særligt interesserer dig for.

Masser af andre opgaver venter også på den, der vil være med til at redde Danmark: Flere abonnenter og annoncører til FREMSKRIDT – læserbreve – indlæg på lokale møder – egen dygtiggørelse ved selvstudium af den omfattende Fremskridtslitteratur – deltagelse i de kurser, FPU arrangerer – skaffe penge til vort kirkerottefattige parti.

Og måske allermest påtrængende: 17. november 1981 er der kommunalvalg. Det er ikke én dag for tidligt, at du i din kommune finder den størst mulige kreds af velanskrevne mennesker, som er villige til Z-opstilling – folk fra alle erhvervsgrupper, alle dele af kommunen, alle aldre og begge køn. Gode folk tryller man ikke op af jorden lige den dag, opstillingsmødet finder sted. Det er et stort slid, som må klares gennem lang tid forinden.

Kommunalvalgskampsforberedelse kræver også, at alle Fremskridtsfolk sætter sig grundigt ind i sin kommunes problemer og på basis heraf sender læserbreve og deltager i møder.

Men lad være at deltage i den navlebeskuende selvoptagethed med at ændre om på Fremskridtspartiets vedtægter.

De kræfter, som spildes herpå, skaber erfaringsmæssigt blot splid og utilfredshed.

Når Danmark stander i våde, er det næsten helt blasfemi at hengive sig til interne Fremskridtskævlerier.

Mogens Glistrup

www.frp.dk

Læs også: Konkurrenceevnen skal genskabes: http://fremskridtdk.wordpress.com/2009/04/12/konkurrenceevnen-skal-genskabes/